Prøv avisen
Dagens portræt

Søren Ryge fylder 75 år: ”Jeg har bare været ufatteligt heldig”

Søren Ryge Petersen ville oprindeligt være lærer, men endte som selvlært haveekspert og populær tv-fortæller. – Foto: Claus Bonnerup/Ritzau Scanpix.

”Det stod ikke skrevet nogen steder, at jeg havde anlæg for have. Det var først, da jeg blev gift som 24-årig og fik hus og have, at der skete noget. Jeg gik fuldstændig amok på de 1200 kvadratmeter.”

Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?

At jeg har fået børnebørn. Det, at man først har fået børn og siden får oplevelsen af børnebørn. Det er uden sammenligning det største, glædeligste og langvarige.

Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?

Den fase, der har varet de seneste 50 år, siden jeg blev far første gang. Børn og børnebørn udløser en glæde, som ikke kan sammenlignes med noget andet. Det er en glæde, der aflejres i én. En konstant i ens liv. Den forsvinder ikke igen, som andre glæder kan gøre.

Hvilke personer – ud over ægtefæller og partner – har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?

Mine forældre, som jeg stadig tænker på dagligt og drømmer om næsten hver nat. Især min far. Han sagde ikke så meget om, hvad vi skulle og ikke skulle. Men gennem sin måde at være på over for andre mennesker prægede han mig og mine søskende dybt. Jeg har aldrig hørt ham tale ondt om andre mennesker.

Han havde sine holdninger, men han forsøgte aldrig at pådutte nogen noget. Det eneste holdningsmæssige, som jeg bemærkede som barn, var, da jeg på et tidspunkt ville være spejder, men holdt op efter tre gange. ”Det var godt, Søren,” sagde min far. ”Mener du det,” sagde jeg. ”Ja, jeg hader uniformer,” lød svaret. Deri lå en dyb holdning til krig og fred og ensretning.

Hvad er det vigtigste, du har gjort for at få det arbejdsliv, du gerne ville have?

Jeg har bare været ufatteligt heldig. Jeg havde aldrig forestillet mig andet end at skulle være skolelærer i Sønderjylland, men jeg fik Niels Højlund som lærer på Askov Højskole, og han overbeviste mig om, at jeg skulle læse dansk på Aarhus Universitet. Uden Aarhus var jeg aldrig kommet i nærheden af Danmarks Radio.

Lige præcis det job, jeg har haft, er så specielt, at det ikke kan overføres til andre. Det har været et resultat af lykkelige omstændigheder, som begyndte et helt uventet sted. Dengang jeg fik have. Det stod ikke skrevet nogen steder, at jeg havde anlæg for have. Det var først, da jeg blev gift som 24-årig og fik hus og have, at der skete noget. Jeg gik fuldstændig amok på de 1200 kvadratmeter. Havens liv optog mig så meget, at jeg også begyndte at skrive artikler om den.

Artiklerne fandt frem til Danmarks Radio, og pludselig fik jeg en henvendelse om nogle radioprogrammer om min have, og da de var lavet, så om tv-udsendelser. Da jeg efter 5-6 år foreslog at lave noget helt andet – programmet om Anders og Julius – fik jeg ja efter 10 minutter, og siden er det gået slag i slag.

Hvilken sorg eller hvilket tab vil du nævne her?

Min anden hustru, Maj, fik en svulst i hjernen, som hun døde af efter 12 år i 2007. Det er noget, der trækker dybe spor, og man aldrig glemmer.

Hvor ser du dine forældre i dig selv?

Vi er tilbage hos min far. Jeg er et venligt og fredeligt menneske, og det var min far også. De gange, hvor jeg virkelig har været vred, kan tælles på én hånd. Min far blev heller aldrig vred. Det hører så med til den karakter, at man er lidt konfliktsky. Jeg trækker mig hellere end skændes.

Et andet træk fra min far er generøsitet. Det siger mine børn i hvert fald, at jeg er. Generøs. Og det var min far. Der var kun en lærerløn at gøre godt med i mit barndomshjem, og det var enkelt i hverdagen, men både til jul og fødselsdage fik vi store gaver.

Hvad ville du gerne have gjort anderledes?

Ikke noget, og i hvert fald ikke noget, jeg vil dele med andre.

Hvad tror du på?

Jeg er medlem af folkekirken, døbt og konfirmeret. Jeg blev viet første gang i kirke og anden gang på rådhuset efter Majs ønske. Jeg kan ikke sige, at jeg tror på Gud, men jeg er sikker på, at der er store, umålelige overnaturlige kræfter på spil. Det må der være. Ellers kunne hverken menneskelivet eller verden udvikle sig, som de gør. Men jeg kan ikke sætte navn på. Hvis jeg havde boet i Indien, havde jeg troet på samme måde som befolkningen der.

Beskriv en scene fra din barndom.

Min barndom var meget lykkelig, så det mest usædvanlige er måske en gigantisk skuffelse, jeg havde som 10-årig. Den forfulgte mig i ugevis. Jeg havde fået en penneven fra Allingåbro på Djurs – det var langt oppe i Jylland, sagde min far – så det var meget specielt. Jeg skrev et langt brev til ham, hvor jeg fortalte og fortalte. Om min skole og min fritid og så videre. Blandt andet skrev jeg, at jeg var begyndt i danseskole. Jeg skrev alt muligt.

Jeg ventede på svar i ugevis. En dag – efter mange dage uden brev – blev jeg kaldt ind på kontoret til mor og far. De fortalte, at de havde fået brev fra min pennevens forældre, som skrev, at deres søn alligevel ikke kunne være penneven med mig. Fordi jeg gik i danseskole. Min far forklarede, at det var, fordi familien var indremissionsk.

Jeg blev forfærdelig skuffet og ked af det. Men skuffelsen var blandet med vrede og ubegribelighed. Det grundlagde en livslang aversion mod Indre Mission.