Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?
Det mest markante, der er sket for mig og min familie, er min søns sygdom og død. Jeppe fik en hjernetumor og var syg i tre år, inden han døde i sommeren 2018, 47 år gammel. Der er ikke noget, der er vigtigt efter det. Andet altså end at tænke på ham. Sorgen går ikke over, der går aldrig to sekunder uden, at jeg tænker på ham. Det er så tungt, at det næsten er ubærligt. Den store trøst er imidlertid, at min kone og jeg har hinanden og en fantastisk datter. Jeg tror, at sorgen over at miste et barn enten kan splitte en familie eller bringe den tættere sammen. Hos os har den heldigvis gjort det sidste. Min kone og jeg bakker hinanden op og giver os tid til at sørge. Der er ikke nogen, der skal beordre os til at komme videre. Vi skal have tid til at have det, som vi har det.
Hvad tror du på?
Tro var ikke noget, vi talte om i mit barndomshjem, og det har heller ikke betydet noget i mit voksenliv – bortset fra, at jeg betragter mig selv som et kristent menneske, der lever efter det regelsæt, som kristendommen har været med til at stille op, De Ti Bud eksempelvis. Men noget har ændret sig, siden Jeppe døde. Min kone og jeg er begyndt at gå i kirke en gang imellem, og en gang om måneden mødes vi med præsten Lars Gustav Lindhardt fra Frederiksberg Kirke, som bisatte Jeppe. Det, jeg tror på, er at tale med ham. Han siger nogle ting, som giver mening i den situation, vi befinder os i.
Hvilke personer – udover din livsledsager – har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?
Det tror jeg, min mormor har. Hende elskede jeg overalt på jorden. Hun boede ned til stranden i Middelfart, og alt, hvad jeg havde af ferie som barn, tilbragte jeg der. Det var en helt anden verden. Vi kunne blandt andet komme ud og sejle i en lille pram. Min mormors liv lærte mig, at det ikke er nødvendigt at have mange penge for at have det godt. Og så var det hende, der holdt sammen på familien. Jeg har sikkert lært noget der.
Hvornår udviste du mod og sprang ud på ”de 70.000 favne”?
Dengang jeg som ung sprang ud fra tre-meter-vippen i Haslev Svømmehal.
Hvad er det vigtigste, du har gjort for at få det arbejdsliv, du gerne ville have?
Glæden ved musik har været den røde tråd. Jeg var med til at starte Brøndby Pop Club, hvor vi arrangerede nogle legendariske koncerter. En dag kom der en fra DR og spurgte, om der var nogen, der kunne lave interviews. Jeg sagde: Det kan jeg – og så gik der en uge og jeg var ansat på DR. Det vigtigste er engagementet, og det har jeg altid haft. Resten giver sig selv, når bare resultaterne er i orden.
Hvilket råd vil du give til andre, der gerne vil ind i samme profession som dig?
Man skal være sig selv. Det er langt det nemmeste, for så skal man bare være ham, man var i går og i forgårs. Et andet godt råd er, at man skal være interesseret i noget og læse en helt masse om det, man er interesseret i. Jeg har for eksempel været udsendt til fem olympiske lege, fordi jeg er interesseret i sport. Men det vigtigste for mig har selvfølgelig været interessen for musik, der har jeg virkelig læst meget og har blandt andet også et vist kendskab til klassisk musik.
Hvor ser du dine forældre i dig selv?
Min far var cykelhandler og en hårdtarbejdende type. Selv kan jeg ikke lappe en cykel – heller ikke pumpe den. Det praktiske er ikke lige mig. Min far sang altid, og det har jeg arvet. Han kunne alle de der gamle 413-hits: ”Hvide Måge”, ”Fiskerpigens sang”, ”I den mellemste køje”og så videre. Dem kan jeg også. Teksterne har simpelthen sat sig ubehjælpeligt fast, og til min ellers tålmodige kones frustration bryder jeg tit ud i en af de sange, når jeg går omkring herhjemme.
Min mor havde leddegigt og døde som 52-årig. Hun havde mange smerter, men klagede aldrig. Af hende har jeg lært, at man godt kan være noget for andre, selvom man er forfærdeligt syg.
Hvad har bragt dig størst glæde her i livet ud over din familie?
Alle de gode arbejdsdage og alle mine gode kolleger. Dem husker jeg meget på i øjeblikket, hvor jeg er i gang med at skrive mine erindringer. Det er på opfordring fra Gyldendal.
Beskriv en scene fra din barndom.
De mest tydelige og gladeste øjeblikke fra barndommen var de tre gange, hvor jeg var med til at spille skolekomedie på Brøndbyøster Skole. Første gang var i fjerde klasse, hvor jeg havde rollen som Flovmand i ”Snehvide og de syv små dværge” – det var en rolle, som lå mig meget nær. I anden mellem, som syvende klasse hed dengang, spillede vi ”Et folkesagn”, hvor jeg var den ene af to troldunger. Og i ottende klasse kom jeg ind som reserve til rollen som storebroderen John i ”Peter Pan”, da ham, der oprindeligt skulle have haft rollen, blev syg. Jeg elskede det samvær, der var omkring forestillingerne. Og så må jeg vel også have kunnet lide at optræde. Det har jeg i hvert fald fået lov til i et langt liv i radio og tv.