Jes Dorph-Petersen: Jeg har nået den alder, hvor man godt må læne sig tilbage og knappe cardiganen op

Tv-værten Jes Dorph-Petersen fylder 60 år i morgen. Samtidig kan han fejre 30-årsjubilæum i tv-branchen

Jes Dorph-Petersen er vært på talkshowet ”Go’ aften Danmark” på TV2. –
Jes Dorph-Petersen er vært på talkshowet ”Go’ aften Danmark” på TV2. – . Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix.

Det er svært at få øje på en mere folkekær tv-vært end Jes Dorph-Petersen.

I 30 år har han med professionalisme og glimt i øjet været danskernes anker på skærmen i mange forskellige roller.

Fra 1991 til 2011 som studievært på TV 2 Nyhederne – omkring 8000 udsendelser blev det til, og han har dækket fem folketingsvalg, tre olympiske lege, bestyret 56 udgaver af ”Hvem vil være Millionær?” og adskillige transmissioner fra begivenheder i kongehuset, blandt andet Kronprinsparrets bryllup i 2004. Han har også været ankermand på Viasat i kanalens Uefa Champions League-udsendelser. Bestyret kriminalmagasinet ”Station 2” sammen med Niels Brinch – og er 14 gange kåret til årets mandlige tv-vært.

I dag er Jes Dorph-Petersen vært i talkshowet ”Go’ aften Danmark” på TV 2 sammen med Felix Smith, men hans popularitet rækker helt ud i virkeligheden.

I folkemunde er både bindestreg og Petersen for længst smidt væk: Man er nemlig på noget, der minder om fornavn, med Jes Dorph.

Og selvom han nu fylder 60 år, er han en af the cool kids, som det hedder hjemme i Hellerup, hvor byens gymnasieelever jubler, når de møder ham på gaden – og får lov at tage selfies med idolet.

”Jeg har jo siddet og larmet inde i fjernsynet, siden de var babyer, så de er vokset op med mig,” siger Jes Dorph-Petersen beskedent.

Men det at ”være på” i mange år har også haft sin pris.

I flere omgange har angst og depression sendt Jes Dorph-Petersen til tælling. Første gang i 2011, hvor han på vej hjem i IC3-toget fra Odense fik et angstanfald – han havde bare fået nok af det hele, kunne ikke klare mere og blev dagen efter midlertidigt taget ud af vagtplanen. Men efter at ”have været ude i tovene” kom han styrket og klogere ud af nedturene. Krisen har han blandt andet fortalt om i bogen ”Dorph. Historier fra den anden side” fra 2011, hvor han fortæller om forholdet til sine forældre – hans far var cand.theol., journalist og redaktør Kaj Dorph-Petersen – om kærlighed og skilsmisse, om ensomhed, misbrug, lavt selvværd og om den depression, der blev et vendepunkt for ham.

Efter et langt og travlt arbejdsliv synes Jes Dorph-Petersen, at det føles godt at springe ud som 60-årig.

”Det gør ikke ondt, og jeg har tabt håret for længe siden, så det er ligegyldigt. På den arbejdsplads, hvor jeg er nu, Nordisk Film, er jeg klart den ældste, og der er 100 år ned til nummer to. Så jeg skal bare være mig selv og ikke efterligne de andre og være på Twitter eller drikke bajere i weekenden. Jeg kan gå og hygge mig med at være gammel og skælde ud over, at de ikke kender Paul Hagen eller Otto Leisner,” siger Jes Dorph-Petersen, som mener, han har nået den alder, hvor det er i orden at læne sig tilbage, knappe cardiganen op og være lidt morfar-mopset.

”Jeg kan godt mærke, at jeg, for at bruge en fodboldmetafor, er godt inde i anden halvleg – måske hen mod slutningen – og at det ser ud til, at kampen bliver vundet. Og det er helt rart at kunne sige til næsten alle, at jeg ved mere om det end du.”

Når Jes Dorph-Petersen skal slappe helt af, foregår det på Læsø, hvor der er så stille, at han ”kan høre sin tinnitus”.

Privat har han været gift to gange, og ”skilt præcis lige så mange gange”. Sønnen, Jens Emil Dorph-Petersen, der er 19 år, blev sidste år student fra Gammel Hellerup Gymnasium, hvor Jes Dorph-Petersen også selv gik.

På fredag markeres 60-årsdagen og 30-års-tv-jubilæet med en reception for kolleger og venner, og på selve dagen går Jes Dorph-Petersen ud og spiser på en restaurant i nabolaget med familie, sønnen Jens Emil, og kæresten Mai-Britt Haurholm.8