Prøv avisen
Dagens portræt

Hun var aldrig i tvivl om, at hun skulle være organist: Musikken åbnede sig, jo mere jeg spillede

Med en indopereret protese i sin ene skulder er musikken igen blevet en nydelse for morgendagens fødselar Inge Bønnerup. Hun sidder hver dag ved klaveret og orgelet i sit hjem. – Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

Inge Bønnerup har været organist i Trinitatis og Vartov Kirker og har lært af de bedste i faget. Rundt om hvert eneste hjørne ventede musikalske åbenbaringer, siger musikeren, der i morgen fylder 80 år

Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?

Lige for tiden er jeg ret betaget af den protese, jeg har fået indopereret i min skulder. Selvom jeg var blevet fortalt, at man kunne udskifte skulderen på samme måde som et knæ, gik jeg i flere år og tænkte, at det nok bare skulle gøre lidt ondt, når man var blevet så gammel. Det var kun bestemte bevægelser, der gjorde ondt, når jeg spillede, men det betød alligevel, at jeg spillede mindre og mindre. Jeg holdt også op med at optræde. Det er ikke fordi, jeg skal ud og optræde igen, den tid er ovre, men jeg spiller uden smerter for mig selv hver eneste dag i mit hjem, hvor jeg har både orgel og klaver.

Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?

For mit vedkommende er svaret altid de tre gymnasieår. Jeg gik på gymnasiet i Nykøbing Mors, der var blevet grundlagt få år forinden. Alle skolens lærere var kommet direkte fra universitetet fulde af pionerånd. Selv var jeg i en alder, hvor man er så modtagelig. Vi blev formet af den litteratur, historie og de sprog, vi blev undervist i. Det føltes, som om verden åbnede sig for én i de år, og i al sin naivitet var man fyldt helt op med tro på fremtiden. Samtidigt fik jeg venner for livet. Mine bedste venner i dag er stadig de venner, jeg fik i de år.

Hvilke personer – ud over din livsledsager – har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?

Jeg har mødt så mange mennesker, der har været med til at forme mig. Og jeg møder dem stadig. Man bliver aldrig færdig med at uddanne sig, som man siger. Jeg har som organist og mangeårig kirkegænger fået en del præstevenner. Det er ikke, fordi præster nødvendigvis har kvaliteter, andre ikke også kan have, men det betyder meget for mig at kunne snakke om kristendom. I musikken kunne jeg nævne samtlige af mine musiklærere, men Grethe Krogh var en særlig skikkelse. Hun var en organist i verdensklasse og en stor pædagog. Hun blev senere professor på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, men før det, da jeg ikke var mere end 13 år, var vi så heldige at få hende til Mors. Og jeg endte jo med at vælge samme vej som hende.

Hvilket råd vil du give til andre, der gerne vil ind i samme profession som dig?

At hvis du på nogen måde kunne have lyst til andet end at være musiker, så skal du gøre det. Jeg tror, det er et råd, som mange musikere vil skrive under på. Det er på mange måder et hårdt liv, hvor særligt konkurrencen er enorm. Selv var jeg aldrig rigtigt i tvivl, selvom jeg prøvede flere andre ting af, før jeg for alvor gik den vej. Heldigvis havde jeg en mand, der selv havde været organist, før han blev professor. Han vidste, hvad han gik ind til.

Hvad er det vigtigste, du har gjort for at få det arbejdsliv, du gerne ville have?

Jeg har været meget flittig og øvet mig meget. Motivationen har aldrig været, at det handlede om, at jeg skulle blive så god som overhovedet muligt. Jeg tror mest af alt, jeg har været drevet af en følelse af, at jo mere jeg øvede mig, desto mere åbnede musikken sig for mig. Rundt om hvert hjørne ventede der nye åbenbaringer. Og så har jeg været omgivet af gode venner og en klog mand, der har givet mig mange gode råd. Jeg har ikke altid fulgt dem, men jeg har altid lyttet.

Hvor ser du dine forældre i dig selv?

Det er svært at svare på, synes jeg, men de føles begge stadig absolut til stede. Så meget, at jeg i løbet af en dag kan komme til at udbryde ”hej mor” eller ”det havde godt nok irriteret dig, far”. Min far var meget musikalsk. På læreseminaret havde han lært sig at spille klaver, orgel og violin, og på skolen, hvor han arbejdede, var han musiklærer og korleder. Han var i virkeligheden nok også min første lærer. Fra jeg var fem år og en del år frem, underviste han mig ved klaveret.

Hvornår udviste du mod og sprang ud på ”de 70.000 favne”?

Med alderen føler jeg næsten, at det sker hver morgen. I min alder ved jeg ikke for alvor, hvad dagen kommer til at bringe. Om aftenen, når jeg ligger i min seng, kan jeg så konkludere, at den alligevel gik. På et mere abstrakt plan tænker jeg tit på, hvor meget mod der i virkeligheden skal til for at klare livet. Livet byder på meget, der afkræver dig en hel masse styrke at overvinde. Også en hel del uvished.

Hvad tror du på?

Jeg tror på det, jeg er blevet givet i min dåb. Det synes jeg er en kæmpe gave, og min kristne tro har altid været med i alt, jeg foretager mig. I dagligdagen giver troen mig tillid til at være i Guds varetægt. At vi ikke alene. Det giver mig ro.