Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?
Jeg er ved at affinde mig med at være en gammel dame, og at jeg godt må være pensionist. Jeg skal vænne mig til ikke at være på. Det har givet sig selv med coronakrisen og nedlukningen, da jeg har fået aflyst en masse forestillinger. Men det er ikke noget, der ligger naturligt til mig. Jeg kan ikke finde ud af at være pensionist hele dagen. Så jeg har fundet ud af at lave videoer, hvor jeg deler mine holdninger på Facebook. Især klimakampen går jeg op i! Jeg kan jo ikke holde mig i skindet.
Hvilke personer – ud over din livsledsager – har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?
Jeg er vokset op i et meget kulturelt hjem fyldt med musik, kunst, litteratur og kærlighed. Men det var også meget konservativt. På et tidspunkt fik vi en ung pige ansat i huset. Lisbeth Schwartzer hed hun, og hun fik en stor betydning for mig, for hun tog mig nemlig med til politiske møder og demonstrationer. Det var dengang, ungdomsoprøret begyndte at koge med atomvåbendebatten og påskemarchen. Lisbeth åbnede mine øjne for, at det kan gøres anderledes. Man kan lave om på den kæmpe uretfærdighed, der er i verden. For jeg gik allerede dengang med en dårlig samvittighed over, at jeg havde det så godt, og min familie havde så meget, mens det jo slet ikke var tilfældet for andre store dele af verden.
Hvornår udviste du mod og sprang ud på ”de 70.000 favne”?
Det gjorde jeg i hvert fald, da jeg sprang fra elevskolen i Aalborg, for så vidste jeg, at jeg gik fra den tryghed, jeg havde i mine forældres forsørgelse. For de ville gerne betale for vores uddannelse, men fra da af måtte vi klare os selv. Jeg blev ansat som discjockey på et diskotek og som pladevender nede på noget, der hed Gøglerbåden i Aalborg. Hvis min far og mor havde vidst, at jeg skulle arbejde dér, var de kommet i babu-fart og hentet mig. Der kom både prostituerede og kriminelle. Bardamerne tog sig godt af mig, for de kunne godt mærke, at jeg i virkeligheden var et lille beskyttet bedsteborger-barn, der var havnet et helt forkert sted. Men jeg er glad for, at jeg tog springet, for det var dér, jeg sagde, at jeg ikke ville gå den slagne vej. Jeg ville gå min egen vej, selvom den måtte blive kringlet og hård.
Hvilken sorg eller hvilket tab i dit liv vil du nævne her?
Min familie og jeg fik et voldsomt stød ind, da vi mistede min lillebror i 1979. Han havde aids og blev kun 32 år. Hele familien var ovre for at tage afsked med ham i England, hvor han boede med sin mand. Når jeg sagde, at det var forfærdeligt, at han ville dø så ung, så sagde han: ”Ja, men jeg har levet så intenst, at jeg har fået det hele med – jeg manglede ikke noget.” Jo, du manglede at blive gammel og hele voksendommen og alderdommen, sagde jeg. Så svarede han, at det kunne han sagtens tænke sig til. Han bad mig om at bruge min platform til at tage ud til skoler og fortælle de unge mennesker, at de skulle huske at passe på hinanden, og om hvor farlig aids var. Det gjorde jeg i nogle år. Det giver én en styrke at have siddet ved sådan et modigt og barmhjertigt menneskes dødsleje. Sådan er det nogle gange, når man bliver ramt af de her helt forfærdelige ting. De giver én en balast. Når han kunne klare det og samtidig have sin personlighed med lige til det sidste og være sådan en trøst for os alle – det er inspirerende.
Hvor ser du dine forældre i dig selv?
Jeg ser faktisk hele tiden min mor, for hun ligner mig ret meget. Når jeg ser mig selv i spejlet, siger jeg ”Hej mor”. Men jeg minder også om hende. Hun lod sig ikke slå ud af kendsgerninger – en rigtig lille kampsild var hun. Hele hendes kampånd og energi har jeg nok fået noget af, vil jeg sige. Desværre kan jeg nok ikke helt fraskrive mig noget af min fars tungsind. Men heldigvis ikke sygeligt. Jeg er nogle gange så formørket, at jeg ikke lige er til at vise frem, og så holder jeg mig lidt for mig selv. Der er mange kunstnere, der har den her vældige dobbelthed – der har de her enorme udsving. Også fordi det er en hård branche at skulle udstille sig selv sådan. Men det er jo også en trang, som er lidt småsygelig, så det må man jo tage med.
Hvilket råd vil du give til andre, der gerne vil ind på samme område/i samme profession som dig?
Der må man altså sige, at man må være så utrolig sikker på, at man vil være skuespiller, hvis det er den vej, man vil gå. Det er en noget så knudret og besværlig vej, men når det lykkes, er det fantastisk! Jeg plejer at sige: Bare man er tro mod det, man tror på, så bliver man selv troet på. Så er der en god chance for, at man kan holde sjælen rank. Det, tror jeg nok, er det vigtigste. Jeg kan huske, da Anders Fogh Rasmussen kom til magten, skrev jeg noget ned, han sagde: ”Regeringen er ikke tynget af ideologiske blokeringer”. Hvordan kan man dog sige sådan noget, tænkte jeg. Det er da meget skønnere at være båret oppe af ideologiske muligheder og fantasier! Der kan man jo nå stjernerne.