Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?
Det er, at jeg har mistet begge mine forældre. Min far døde i 2016, og min mor døde den 2. april sidste år og nåede at være omfattet af coronarestriktionerne. Hun blev ramt af en blodprop i hjernen. Hun blev 82 år. Det var svært at hjælpe hende, fordi vi ikke kunne besøge hende. Når ens forældre dør, forsvinder ens livsvidner. Jeg havde ikke noget særlig godt forhold til min mor. Hun voksede op under meget fattige forhold i en stor søskendeflok i Flensborg og blev udsat for vold og omsorgssvigt og var anbragt i plejefamilie en del af barndommen. Hun led af angst og depressioner og var også afhængig af alkohol i mange år. Men hun fik det bedre, og de sidste år af hendes tilværelse var de bedste.
Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?
Jeg kan ikke sige, at jeg har en bestemt fase, jeg ser tilbage på. Men jeg føler mig altid tæt på lykkelig, når jeg er sammen med mine to sønner, der i dag er 25 og 29 år. Jeg kan stadig synes, at de er to mirakler.
Hvilke personer har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?
Jeg voksede op på en villavej i Søllerød nord for København. Min far var selvstændig tømrer, og min mor gik derhjemme. Hele familien arbejdede på Søllerød Slot på forskellig vis. Jeg stak lidt ud i forhold til de mange velhavende børn i kvarteret. Min mor havde det ikke nemt, og det påvirkede mig. Men der var en nabo, som så mig. Hun gav mig bøger og omsorg, og hun betød på mange måder, at jeg ikke følte mig helt usynlig. Jeg nåede at takke hende for det, hun havde betydet, inden hun døde for mange år siden.
Hvilket råd vil du give til andre, der gerne vil være socialrådgiver?
Mit fag som socialrådgiver giver kun mening, hvis man holder fast i, at opgaven er at støtte mennesker, som er havnet i en livssituation, hvor de har brug for en hjælpende hånd. Jeg kan nogle gange godt undre mig over, hvor meget nutidens sagsbehandlere finder sig i af arbejdspres og manglende beslutningskompetence af skræk for at miste jobbet. Der har i mange år stort set ikke været nogen ledighed blandt socialrådgivere, så jeg forstår ikke, at de ikke gør mere for at råbe op, kæmpe for vores fag og insistere på at anvende lovens mange fine muligheder. Jeg spiser frokost med socialrådgiver Hanne Reintoft en gang om året. Hun har været et forbillede, og jeg har lidt svært ved at se, hvilke socialrådgivere der skal inspirere de nye generationer. Jeg savner, at fagforeningen forsvarer socialrådgiverne for eksempel i debatten om rettigheder for mennesker med handicap. Det er meget trist, at fortællingen om socialrådgiverfaget er blevet, at vi sidder bag nogle skriveborde og fører journal.
Hvilken sorg eller hvilket tab i dit liv vil du nævne her?
Jeg er ked af, at det ikke lykkedes mig at holde sammen på familien. Jeg blev skilt fra mine børns far, da de var små. Jeg har ikke været så god til kærligheden. Det kan jeg godt mærke nu, hvor jeg bliver 60 år. Jeg har et godt liv, men det blev ikke et liv med en livsledsager, og det kan jeg godt misunde andre. Der er noget smukt ved, at mennesker kan følges sammen hele livet.
Hvornår udviste du mod og sprang ud på ”de 70.000 favne”?
Socialrådgiverne har et fagligt arrangement, socialrådgiverdage, hvert andet år, som jeg havde det politiske ansvar for som næstformand i Dansk Socialrådgiverforening. Jeg insisterede derfor på, at jeg skulle åbne arrangementet. Men da flere hundrede mennesker strømmede ind i mødelokalet på Hotel Nyborg Strand, var det, som om alt spyt i munden forsvandt. Jeg var klar til at smide det hele og stikke af, men jeg holdt talen og efterfølgende kunne de forsamlinger, jeg skulle tale til, nærmest ikke blive store nok.
Hvad tror du på?
Jeg er nok, som danskerne er flest. Jeg læner mig op af, at der er noget, der er større end mig. Men jeg er ikke religiøs.
Beskriv en scene fra din barndom.
Jeg har ikke tal på, hvor mange læserbreve, klummer og kronikker, jeg har skrevet. Som barn havde jeg altid problemer med maven og var tit på toilettet i skolen. På elevtoilettet hang det hårde, brune toiletpapir, som man brugte dengang. På inspektørens toilet hang lyserødt blødt toiletpapir. Jeg skrev et anonymt debatindlæg i skolebladet, fordi jeg mente, at toiletpapiret burde være det samme. Nogle dage efter blev jeg passet op af viceskoleinspektøren på gangen. Han spurgte, om jeg vidste, hvordan man staver til toilet. Jeg havde stavet toilet med a. Derefter blev toiletpapiret på elevtoilettet skiftet ud.