Tidligere chefredaktør på Ekstra Bladet: Jeg skulle have stoppet på avisen noget før

For Sven Ove Gade var det lidt af en tilfældighed, at han skiftede spor fra økonom i Industrirådet til chefredaktør på en formiddagsavis. Men han fortryder, at han ikke indledte sin tredje karriere som forfatter tidligere. Her besvarer Gade, som fylder 85 år i morgen, en række store spørgsmål om livet

 Sven Ove Gade betegner det som lidt af en tilfældighed, at han blev avismand i stedet for økonom det meste af sit arbejdsliv. For 20 år siden skiftede han at skrive bøger, men er fortsat flittig avislæser. Her sidder han med Kristeligt Dagblad i hjemmet i Birkerød. — Foto: Johanne Teglgård Olsen.
Sven Ove Gade betegner det som lidt af en tilfældighed, at han blev avismand i stedet for økonom det meste af sit arbejdsliv. For 20 år siden skiftede han at skrive bøger, men er fortsat flittig avislæser. Her sidder han med Kristeligt Dagblad i hjemmet i Birkerød. — Foto: Johanne Teglgård Olsen.

Beskriv en scene fra din barndom.

Her er to scener: Den ene er, da jeg er omkring fem år gammel og bliver kørt over af en varebil. Helt over. Jeg husker det kun svagt, men har fået at vide, at min storebror hentede mig ind fra vejen. Jeg slap nådigt uden mén, men nogle vil måske mene, at dét er forklaringen på, at jeg blev, som jeg blev. At noget alligevel ikke var kommet rigtigt på plads. Den anden scene finder sted, da jeg er omkring 10 år. Det er i befrielsesåret 1945, og min mormor og morfar har guldbryllup. Der er 60-70 glade mennesker samlet uden for Fredericia. Jeg kan huske, at en af min mors kusiner, som var musiklærer, arrangerede sanglege. Mine bedsteforældre var indremissionske, og det var en fest, hvor der absolut ikke blev nydt nogen alkohol, men der var alligevel en glæde og fornøjelse, som vi i familien tit har talt om, at vi aldrig har oplevet magen til.

Hvilke personer — ud over din livsledsager — har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?

Mine forældre og bedsteforældre. Jeg kommer fra en anden side af Danmark end den, de fleste i dag kender til. Et Danmark, hvor dele af familien havde rod i Indre Mission. Det har givet mig et åbent syn på virkelighedens Indre Mission, som ligger fjernt fra den kritik, som gengives i Hans Kirks ”Fiskerne”. Det er ikke, fordi jeg i dag har specielt meget tilovers for Indre Mission, men jeg har oplevet en åbenhed og et frisind i de kredse, som går imod det gængse billede af Indre Mission.

Hvor ser du dine forældre i dig selv?

Jeg kan godt se mig selv i begge to. Fra min mor har jeg arvet en vis skarphed, fra min far en humoristisk sans. Fra begge en vilje til at tage fat og hænge i. Min far var landmand, og det har præget mig, at jeg voksede op på et landbrug. Jeg har hele livet følt mig forbundet med landbruget.

Hvad tror du på?

Det er enkelt at svare på. Jeg tror på Jesus Kristus. Der er ikke andet. Jesus som Guds søn og som den, der giver os vores indre frihed.

Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?

Det er mine børnebørn. Jeg har fire, hvoraf det ældste er 11 år. Det er meget morsomt af iagttage dem og følge med i deres liv. Min kone og jeg ser dem alle fire hyppigt, for de bor alle lige i nærheden af vores hjem i Birkerød. To af dem bor kun fem minutter væk.

Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?

Det var den periode i 1960’erne, hvor jeg arbejdede med det politiske parti Liberalt Centrum og redigerede dets blad Liberal Debat. Vi var en udbrydergruppe fra Venstre, som var stærkt inspireret af tidligere finansminister Thorkil Kristensen. Baggrunden var, at Venstre og Konservative havde vedtaget et fælles økonomisk program, der byggede på meget gammeldags forestillinger og afstod fra at føre en moderne aktiv finanspolitik inspireret af John Maynard Keynes. Desuden ville vi gerne give Venstre en større kulturel dimension. Vi var en gruppe unge akademikere fra København, som gik sammen med en række højskolefolk og opbyggede et stærkt fællesskab. Det var en dejlig tid.

Hvad er det vigtigste, du har gjort for at få det arbejdsliv, du gerne ville have?

Jeg synes ikke, jeg har gjort noget, jeg har altid været interesseret i politik og i samfundet. Jeg har bestræbt mig på at opbygge en basal viden. Det er alt.

Hvilket råd vil du give til andre, der gerne vil ind i samme profession som dig?

Jeg ved ikke, om jeg har nogen råd at give. Min vej ind i journalistik var en tilfældighed. Jeg begyndte som økonom i Industrirådet, som i dag hedder Dansk Industri. Efter mit arbejde med Liberal Debat begyndte jeg at skrive om økonomi i Information, siden Politiken. Efter nogle år vendte jeg tilbage til Industrirådet som underdirektør, inden daværende chefredaktør Victor Andreasen hentede mig til Ekstra Bladet, Jeg syntes, det kunne være sjovt at prøve, men jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle blive hængende så længe.

Hvornår udviste du mod og sprang ud på ”de 70.000 favne”?

Et sådant spring vil jeg ikke sige, jeg har foretaget. Nogle ville måske sige, da jeg kastede mig ud i journalistikken, men jeg oplevede det ikke som noget særlig stort spring. Jeg var også forholdsvis ung, omkring 30 år, så jeg tænkte, at jeg altid kunne vende tilbage til industrien.

Hvad ville du gerne have gjort anderledes?

Jeg skulle nok have forladt Ekstra Bladet noget før. Jeg skulle nok ikke have holdt ud så længe, at jeg nåede at være chefredaktør i 24 år. Jeg ville gerne have nået at skrive flere bøger i stedet for. Det fik jeg først for alvor tid til, da jeg forlod Ekstra Bladet, og det har været en stor glæde for mig at få tid til.