Jeg tog mit livs store spring, da jeg giftede mig med min kone

Dr.theol. Helge Kjær Nielsen var oprindelig landmand, men han blev forsker og præst, fordi han måtte finde et job, der ikke var fysisk krævende. I morgen fylder han 85 år og svarer i den anledning på en række spørgsmål om livet

"Oprindelig var jeg landmand, men da jeg fik konstateret epilepsi, blev jeg anbefalet at finde et mindre fysisk ­belastende arbejde,” siger Helge Kjær Nilsen om sin vej ind i forskningen. Foto: Liv Høybye.
"Oprindelig var jeg landmand, men da jeg fik konstateret epilepsi, blev jeg anbefalet at finde et mindre fysisk ­belastende arbejde,” siger Helge Kjær Nilsen om sin vej ind i forskningen. Foto: Liv Høybye.

Hvad tror du på? 

"For mig er håbet et meget centralt begreb og snævert forbundet med min forståelse af kristendommen. Kirken kan kaldes håbets hus, og der lyder det, når vi bliver døbt, at vi bliver genfødt til det levende håb. Det er de samme ord, der lyder, når vi forlader jorden. Der er også en nadverbøn, der lyder: hold vores håb i livet. Når man først mister det kristne håb, har man tabt noget vigtigt. Det er tankevækkende, at grøn, der er håbets farve, er den dominerende liturgiske farve i hele kirkeåret."

Hvor ser du dine forældre i dig selv? 

"Jeg er ret forsigtig anlagt. Det tog for eksempel en del tid, inden jeg turde aflevere min doktordisputats, for havde jeg nu mod til at få den tilbage i hovedet igen? Det træk har jeg fra min far, der bestemt var en dygtig landmand, men ikke ligefrem en foregangsmand. Han skulle for eksempel lige se de andres erfaringer med en traktor an, inden han selv købte en."

"Fra min mor har jeg arvet, at man ikke skal gøre sig store tanker om sig selv. Det har hun haft held med at indprente i os børn. Jeg har aldrig pustet mig op, og det har jeg sikkert heller ikke haft grund til."

Hvad er det vigtigste, du har gjort for at få det arbejdsliv, du gerne ville have? 

"Jeg vil snarere sige, at mit arbejdsliv har lagt sig til rette på grund af nogle ydre forhold, jeg ikke havde indflydelse på. Oprindelig var jeg landmand, men da jeg fik konstateret epilepsi, blev jeg anbefalet at finde et mindre fysisk belastende arbejde. En præst opfordrede mig til at tage en gymnasieuddannelse og antydede, at teologistudiet var en oplagt vej. Han plantede et frø, og i 1969 blev jeg teologisk kandidat. Dengang var der mangel på undervisere, og vi var flere, der blev spurgt, om vi kunne tænke os undervisningsopgaver på universitetet. Kort tid efter kom der en ordning, hvor universitetslærere kunne blive ordineret og virke som ulønnede hjælpepræster. Det betød, at jeg kunne kombinere universitetsarbejdet med et præstevirke. På den måde fik jeg det arbejdsliv, jeg ønskede mig, men jeg har på ingen måde været målrettet fra starten."

Hvornår udviste du mod og sprang ud på ”de 70.000 favne”? 

"Jeg er ikke udstyret med et særlig stort vovemod og har ikke taget mange store spring. Der er alligevel ét, jeg vil nævne, og det var, da min kone og jeg sagde ja til hinanden. Selvom vi var forelskede, var jeg, og det var hun sikkert også, så nøgtern, at jeg vidste, at det valg havde konsekvenser, og at jeg ikke kunne vide, hvordan ville ende. Nu har vi været gift i 58 år, og jeg har aldrig fortrudt springet."

Beskriv en scene fra din barndom

"Det var hjemme på vores gård, hvor min bror og jeg fik lyst til at fiske i den bæk, der løb rundt om vores marker. Vi var ikke særlig gamle. Vi brækkede en gren af et træ og fik fat i en krog og noget snor. Der gik rigtig mange timer, uden der skete noget. Men pludselig fik min storebror en ål på krogen. Vi blev ellevilde og styrtede hjem og viste, hvad vi havde fanget. Min mor var sød og sagde, at hun nok skulle servere den om aftenen. Det var en oplevelse af, at nu var vi virkelig fiskere."

Hvilket råd vil du give til andre, der gerne vil ind i samme profession som dig? 

"Man skal være nysgerrig, når ens arbejde har med forskning at gøre. Og man skal være udholdende, for det kan godt være, man kommer til at vende en del jord, før man finder noget spændende."

Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år? 

"Der er ikke én konkret begivenhed, men jeg vil snarere sige, at det vigtigste er den stadige række af nye dage, jeg får, så jeg kan have glæde af livet og følge børnebørnenes opvækst."

Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme? 

"Der vil jeg nævne pensionisttiden. Det har været rart at opleve, at tempoet bliver sat ned, og friheden bliver større, og at jeg i vid udstrækning selv kan sætte dagsordenen. Når man har haft et arbejde som mit, kan man også fortsætte med det ind i pensionstiden. Så overgangen har ikke virket så brat for mig. Jeg har nørklet med det, jeg var beskæftiget med i min tid på universitetet, og jeg har da også skrevet enkelte bøger i min pensionisttid."           

Hvilke personer – udover din livsledsager – har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet? 

"Det har mine forældre. Det er i ens barndomshjem, man får sit ståsted defineret med de grundlæggende livsholdninger og livsanskuelser. De vil selvfølgelig ændre sig undervejs i livet, men det sker altid i en eller anden relation til det ståsted, man begyndte på. Jeg er vokset op i et kristent hjem, og det har betydet noget for mig hele livet igennem. Jeg har dog et noget andet bibelsyn end mine forældre, der var indremissionske. Men det betyder ikke, at jeg har haft et opgør med mine forældre. Jeg kender slet ikke noget til ungdomsoprør af nogen art. Det er stadig det samme ståsted, jeg orienterer mig ud fra."