Jeg var aldrig selv kommet på den idé, at jeg skulle skrive bønner

Provst på Frederiksberg Kirsten Jørgensen voksede op i et stille hjem, men et højskoleophold gav hende for alvor en oplevelse af, hvad sprog og samtale kan skabe mellem mennesker. I dag fylder hun 60 år

"Når man er i stand til at tage livet, som det er, er det udtryk for mod. Det handler om tage dagen og vilkårene på sig, som det er, og det mod har jeg manglet alt for ofte,” siger Kirsten Jørgensen. – Foto: Leif Tuxen.
"Når man er i stand til at tage livet, som det er, er det udtryk for mod. Det handler om tage dagen og vilkårene på sig, som det er, og det mod har jeg manglet alt for ofte,” siger Kirsten Jørgensen. – Foto: Leif Tuxen.

Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?

Skal jeg vælge én, må det blive mit ophold på Viborg Gymnastikhøjskole i 1979-80, da jeg var 19 år. Der opdagede jeg for alvor, hvad venskaber kan, og jeg mødte nogle fantastisk inspirerende lærere, som viste mig, hvor vigtigt det er at engagere sig i verden – både den nære verden og den store verden ude omkring. Det var også det sted, hvor jeg for alvor opdagede, hvor langt en samtale kan bringe én. Jeg kom fra et hjem, hvor der ikke blev talt meget, og på højskolen snakkede vi jo konstant, og jeg mærkede, hvad sproget kan skabe mellem mennesker.

Hvilke personer har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?

Det må på godt og ondt være min mor, for de første år af ens liv er jo enormt formative. Derudover vil jeg nævne min skolebibliotekar og geografilærer fra Tanderup på Vestfyn, hvor jeg voksede op. Skolebiblioteket var også landsbyens bibliotek, og det var min geografilærer, der stod for at holde det åbent. Da jeg var 12-13 år, satte han mig til at passe biblioteket hver fredag aften i en time, hvor jeg sad i duften af bøger og stemplede i dem og skrev navne op på folk, der lånte dem. Han åbnede for mit videbegær og sagde indirekte god for, at jeg som den første i min familie fik en akademisk uddannelse. Det gav mig en fornemmelse af at blive set på en måde, som mine forældre ikke kunne, fordi mit barndomshjem slet ikke var bogligt.

Hvilket råd vil du give til andre, der gerne vil arbejde som præst?

Bare kom i gang! Det er et vigtigt arbejde af mindst to grunde: Man har ansvar for mennesker i de situationer, hvor livet er mest intenst, og man har ansvar for at bringe kristendommens særlige dimensioner ind i samfundsdebatten. Man skal være nærværende over for mennesker og i samfundet, og man er en del af en stor og væsentlig historie, som verden ikke kan undvære.

Hvad er det vigtigste, du har gjort for at få det arbejdsliv, du gerne ville have?

Jeg har egentlig ikke gjort noget. Jeg har aldrig haft nogen karriereplan. Men jeg har altid været taknemlig, når nogle har spillet en bold hen til mig, og så har jeg gerne spillet med og løbet med den. Mange af de ting, der har præget mit liv som præst, er ting, som jeg aldrig kunne have forestillet mig, hvis jeg havde formuleret en karriereplan. De er skabt af tilfældigheder og andres gode ideer. Jeg var aldrig selv kommet på den ide, at jeg skulle skrive bønner. Men det har jeg brugt over ti år på, og det har været fagligt ekstremt udfordrende og givende, fordi det har handlet om det sproglige, som er en rød tråd i mit liv, og samler det poetiske, dogmatiske og kulturanalytiske. Mit engagement i Mellemøsten begyndte også som en tilfældighed, da jeg blev spurgt, om jeg ville være rejseleder på en højskolerejse til Israel-Palæstina. Der mødte jeg en læge i Betlehem, der satte mig på sporet af, hvad der foregik i Israel-Palæstina, og det bredte sig siden ud til en interesse for hele Mellemøsten og en kandidatgrad i Mellemøststudier fra SDU.

Hvilken sorg eller hvilket tab i dit liv vil du nævne her?

Jeg har mistet tre nære veninder. En af dem døde for nøjagtigt et år siden. Det er naturligvis et stort tab at miste mennesker, som bevidner og beriger ens liv. Men derudover tror jeg, at vi ofte sørger mere over det, vi aldrig fik, end over det vi mister. Min sorg er, at jeg ikke fik børn. Det var ikke en beslutning. Det var sådan, det blev.

Hvornår udviste du mod og sprang ud på ”de 70.000 favne”?

Det har jeg aldrig gjort i nogen dramatisk forstand. Når man er i stand til at tage livet, som det er, er det udtryk for mod. Det handler om tage dagen og vilkårene på sig, som det er. Det mod har jeg manglet alt for ofte. Som Karen Blixen sagde, så kræver livet mod, humor og evne til kærlighed.

Hvor ser du dine forældre i dig selv?

Når jeg er alt for alvorlig og glemmer at have tillid til verden og til i morgen. Men også når jeg i mig selv møder en forventning om at være et ordentligt menneske. Jeg voksede op i et stille og alvorligt hjem, hvor der ikke var unødig leg eller løssluppenhed, omend der var god humoristisk sans. Mine forældre var præget af en vis frygtsomhed. Men de gjorde sig meget umage med at være ordentlige, og det har jeg taget til mig.

Hvad ville du gerne have gjort anderledes?

Jeg har begået mange dumheder, men jeg mener, at fortrydelse er fuldstændig spild af tid og liv. Så svaret må være intet.

Hvad har bragt dig størst glæde her i livet, udover din familie?

Mine venner. Og at arbejde, spise, snakke og grine. Generelt bringer møder mig stor glæde, og jeg kan stadig blive slået af forundring over, hvad tale og sprog kan udrette mellem mennesker i et møde – med naboen eller med den fremmede i London eller Betlehem.

Beskriv en scene fra din barndom.

Min far havde malkekøer og under aftenmalkningen gik jeg ofte med ham i stalden. Han havde to gammeldags malkemaskiner, som han skulle flytte fra den ene ko til den anden. Han stod altid og ventede med en albue i vindueskarmen og røg pibe. En enkelt gang lagde han piben og dansede polka med mig på staldgulvet.