Knud Romer om sit liv: ”Hvis Paradis findes, slår jeg øjnene op på Anholt, når jeg dør”

Forfatter Knud Romer voksede op i en blanding af det danske og tyske, og særligt hans mor har haft betydning for, at han er blevet den, han er. I anledning af, at forfatteren fylder 60 år i dag, har Kristeligt Dagblad bedt ham svare på en række af livets store spørgsmål

”Hver gang jeg ser mig i spejlet, nikker min far. Jeg ligner ham mere og mere og laver samme lyd, når jeg bukker mig, og bliver nervøs over at skulle rejse og pakker ikke gaver op og bruger ikke den nye jakke og siger nej,” siger Knud Romer. – Foto: Iben Gad.
”Hver gang jeg ser mig i spejlet, nikker min far. Jeg ligner ham mere og mere og laver samme lyd, når jeg bukker mig, og bliver nervøs over at skulle rejse og pakker ikke gaver op og bruger ikke den nye jakke og siger nej,” siger Knud Romer. – Foto: Iben Gad.

Beskriv en scene fra din barndom.

Det blæser op til orkan over Kattegat. Min far tager livline på og reber sejlet og sætter sig bag roret. Han siger: ”Knud, gå ned i kahytten.” Så ser jeg ham ride meterhøje bølger – tornadoer langt borte farer hen over havet – og forsikringsmanden styrer os med usvigelig sikkerhed i havn på Anholt. Hele natten stormer det. Næste morgen vågner jeg op til en blå, skyfri himmel. Hvis Paradis findes, slår jeg øjnene op på Anholt, når jeg dør.

Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?

Mine første seks leveår.

Hvilke personer – udover din livsledsager – har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?

Min mor – hvem ellers? Hun gav mig det tyske sprog i vuggegave og åbnede en horisont for mig, som jeg kunne følge resten af livet.

Hvad er det vigtigste, du har gjort for at få den tilværelse, du gerne ville have?

Bidt tænderne sammen og holdt ud.

Hvilket råd vil du give til andre, der gerne vil ind på samme område som dig?

Lad være.

Hvilken sorg eller hvilket tab i dit liv vil du nævne her?

Det øjeblik, hvor jeg greb ud efter trofæet og skulle høste frugten af et helt livs indsats, fik jeg at vide, at jeg bliver blind, og min kone ville skilles. Jeg mistede alt: kone og børn, bil, båd og hus på landet, mit syn og min fremtid. Jeg er død for verden.

Hvornår udviste du mod og sprang ud på ”de 70.000 favne”?

Jeg har slebet sølvkuglen i mit hjerte, siden jeg var barn, og satte den i pistolen. Så sigtede jeg mod Insel Verlag, lukkede øjnene og trykkede af: ”Wer blinzelt, hat Angst vor dem Tod” (Knud Romers bogudgivelse, der på dansk er udkommet med titlen ”Den som er blinker er bange for døden”, red.).

Hvor ser du dine forældre i dig selv?

Hver gang jeg ser mig i spejlet, nikker min far. Jeg ligner ham mere og mere og laver samme lyd, når jeg bukker mig, og bliver nervøs over at skulle rejse og pakker ikke gaver op og bruger ikke den nye jakke og siger nej. Min mor griner inde i mig og gør det alligevel og siger skål.

Hvad ville du gerne have gjort anderledes?

Alt.

Hvad tror du på?

Jeg tror på Richard Burton i ”Spionen der kom ind fra kulden”: ”Jeg tror på, at bus nr. 11 kører mig til Hammersmith. Jeg tror ikke på, at julemanden kører den.”