Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?
Det er, at min kone og jeg har fået børnebørn, fire piger og fem drenge, heraf én tilløbende, i alderen fra 10 måneder til 19 år. Det er en stadig glæde at se, hvor forskelligt generne kombineres i dem, se dem vokse op og blive mere og mere selvstændige personligheder, se dem folde sig ud, være søde og kloge, sjove og indimellem helt umulige, herunder være vældig opfindsomme banditter, der laver skarnsstreger, når de kan komme af sted med det. Her tænker jeg navnlig på drengene, som har store evner i så henseende og løbende arbejder på at videreudvikle dem.
Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?
Det kan jeg ikke svare på. Hver alder og hver fase i livet har sine glade og kolde såvel som lyse og mørkere sider.
Hvilke personer – udover din livsledsager – har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?
Det har tre kvinder: for det første min mor, der overkom det usandsynlige som bondekone og samtidig fandt tid til at læse op for sine seks sønner og i det hele taget var en eksemplarisk mor. For det andet min faster, der boede et par kilometer fra os. Hun var min gudmor, og jeg havde tæt kontakt med hende i hele min barndom og første ungdom, lige til det sidste, lige indtil hun blev syg og døde som kun 58-årig. Hun var også bondekone, men vældig god til at støtte mig i min voksende forståelse af, at der også var en verden uden for Mors. For det tredje Anna Rutherford, som var australier og min lærer på Aarhus Universitet og lærte mig at rette blikket endnu længere ud i verden. Det var også hende, der skrev den anbefaling, der gjorde, at jeg i februar 1979 blev kaldt til jobsamtale i Gyldendals Bogklub. Min mor og min faster hed forresten også Anna.
Hvilket råd vil du give til andre, der gerne vil ind på samme område som dig?
Se at få læst nogle bøger.
Hvad er det vigtigste, du har gjort for at få den tilværelse, du gerne ville have?
Det var jo nok, at jeg dengang i 1969 – på trods af alle rædselsscenarierne om, hvad der ventede en student, der valgte et brødløst studium – begyndte at læse moderne og sammenlignende litteraturhistorie, som det hed, på Aarhus Universitet.
Hvilken sorg eller hvilket tab i dit liv vil du nævne her?
Min bror Hans tog sig af dage som 60-årig. Her til sommer er det seks år siden. Det kom som et lyn fra en klar himmel; det var en stor sorg, det er en stor sorg. Familien kommer aldrig over det.
Hvornår udviste du mod og sprang ud på ”de 70.000 favne”?
Den slags øvelser har aldrig været noget for mig. Mit valg af studium er nok det tætteste, jeg har været på den disciplin, og det gik jo dog forholdsvis fredeligt for sig.
Hvor ser du dine forældre i dig selv?
Som sagt var min mor en mild og klog og arbejdsom kone; min far var intelligent, men ikke fri for at være lidt til den stædige side. Og lad mig sige det på den måde: Jeg ville ønske, at jeg lignede min mor mere og min far mindre.
Hvad ville du gerne have gjort anderledes?
Den slags går jeg ikke og spekulerer på, og gjorde jeg det, ville jeg holde det for mig selv.
Hvad tror du på?
Jeg går gerne i kirke, jeg går også til alters, jeg prøver efter bedste evne at blive en god kristen. Det er ikke så let, synes jeg, men der må jo være noget, der er større end os.
Hvad har bragt dig størst glæde her i livet, udover din familie?
I prioriteret rækkefølge: litteraturen, billedkunsten, haven ved vores sommerhus i Sydvestsjælland, filmen, teatret.
Beskriv en scene fra din barndom.
Det er en søndag i december, engang sidst i 1950’erne. Vi dengang fem drenge bliver klædt varmt på med huer og vanter og klemt ind på bagsædet i Opel Six’en fra 1936. Så kører vi alle syv til Legind Bjerge, og far parkerer bilen ved skovfogedhuset. Vi er på en vigtig mission: Vi skal finde et juletræ og købe pyntegran til kirkegården, og vi skal samle grankogler, mos, bær, svampe, grene og andre bestanddele til de juledekorationer, min mor også udfoldede sine kreative evner i. Far får en økse af skovfogeden, og vi tramper rundt i sneen – dengang var der altid mindst knæhøj sne op til jul – og løber i alle retninger, fra det ene træ til det andet. Det tager sin tid at finde ét, der har den rette højde, som kan nå helt op til loftet, har en passende tæthed og er tilpas symmetrisk; det er vigtigt med symmetrien: Et år var Hans ikke tilfreds med det træ, vi havde købt, så han borede et hul i stammen og satte en ekstra gren ind, og så blev træet lige præcis, som det skulle være.