Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?
Det, der har betydet mest, er, at jeg siden 2009 har fået lov til at lave så meget tv, blandt andet 82 programmer med ’Kunstquiz’ på DR K og nu tredje sæson med ’Danmarks bedste portrætmaler’ på DR 1. Det har været 10 meget arbejdsomme år, men også nogle sindssygt sjove år. Tv-arbejdet smitter af på alt det andet, jeg laver, så jeg får masser af forespørgsler om foredrag, og mine bøger sælger godt. Min karriere er derfor stadig fuldstændig intakt.
Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?
Det var, da jeg var i slutningen af 40’erne. Min mor var i live, og mine børn boede stadig hjemme. Der var en fortid, jeg kunne spejle mig i, og samtidig kunne jeg se konturerne af en fremtid. Når man arbejder som selvstændig kunsthistoriker, kan det godt tage noget tid at opbygge en karriere, men også det skete i de år: Jeg fik udgivet en bog, jeg underviste på universitetet, og jeg fik et forskningslegat, der gjorde, at jeg kunne fordybe mig og skrive videre. Alting kørte bare ligesom i min retning.
Hvilke personer – ud over din livsledsager – har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?
Jeg har været gift med min mand, Joen Bille, i 45 år, så jeg kan simpelthen ikke tænke på andre. Han har en enorm arbejdsdisciplin, som jeg har lært meget af. Selv er jeg meget lidt struktureret, men har lært rigtigt meget af at kigge på, hvordan han gør.
Hvilket råd vil du give til andre, der gerne vil ind i samme profession som dig?
Der er mange unge kunsthistorie-studerende, der ringer og spørger mig om, hvordan jeg har kreeret min karriere. De tror, jeg er sådan en, der har planlagt det hele, men det har jeg altså ikke. Mit bedste råd til dem er, at de skal sørge for at skrive et godt speciale. At skrive et godt speciale eller en ph.d. er som penge i banken. Mit eget speciale hed ’Dansk dagbladskunstkritik fra 1880-1901’, altså det moderne gennembrud. Al den viden, jeg fik der, har jeg brugt af i mange år. Et andet råd er, at man skal være åben for alle jobmuligheder. Man må ikke føle sig for fin til noget, for det er vigtigt at komme til at arbejde med sit fag lige fra begyndelsen.
Hvad er det vigtigste, du har gjort for at få den tilværelse/det arbejdsliv, du gerne ville have?
At jeg fik en ordentlig uddannelse og har dyrket gode og inspirerende samarbejder med kolleger.
Hvilken sorg eller hvilket tab i dit liv vil du nævne her?
Jeg havde en nær veninde, som døde fra sine små børn, da hun var sidst i 30’erne. Hun var gudmor til mine børn, og jeg glemmer hende aldrig, heller ikke den sorg, hendes død forvoldte. Derudover føler jeg det som et tab, at mine forældre ikke oplevede at se, hvor godt det er gået mig. På samme måde er det en slags sorg, at jeg ikke kan følge mine børns liv til dørs. Jeg har dog tænkt mig at blive 100 år.
Hvor ser du dine forældre i dig selv?
Fra min far har jeg fået udadvendthed, nysgerrighed og en iver efter hele tiden at opleve noget nyt. Fra min mor har jeg arvet god smag. Og når jeg føler mig forurettet, så siger jeg til mig selv: ’Nu ligner du din mor’, og så tager jeg det i mig igen.
Hvad ville du gerne have gjort anderledes?
Jeg ville gerne være begyndt på min karriere noget tidligere og ikke have spildt så meget tid i teenageårene med at fjante rundt. På den anden side, så har det måske gjort, at jeg har taget mig mere sammen senere i livet.
Hvad tror du på?
Jeg tror på Vorherre.
Hvad har bragt dig størst glæde her i livet ud over din familie?
Naturen på Møn. Jeg arvede et hus på Østmøn efter mine forældre, og der kommer jeg rigtigt meget. Naturen der ved klinten er så dramatisk og varieret, og jeg har redet og gået utroligt mange ture på kryds og tværs i det område. Især elsker jeg at plukke svampe der. Det er den reneste form for mental afslapning, jeg kender.
Beskriv en scene fra din barndom.
Da jeg var 13 år, red jeg en tidlig morgen ud i Klinteskoven på en hest, som skulle tilbage til sine ejere, og det var derfor min sidste tur på den. På turen oplevede jeg et helt særligt natursyn. Det var en slags afgrænset have med et guddommeligt lys, som hensatte mig i en form for lykkerus. Senere ledte og ledte jeg efter stedet, men fandt det aldrig igen. I en af min fars bøger om sagn fra Møn læste jeg senere om, at der var en have, som nogle unge piger ser én gang i livet og oplever som et paradis. Det var netop den stemning, jeg havde været i den morgen.