Henrik Nordbrandt: Det skulle være en dyd at have mod. Det ved jeg ikke, om jeg synes, det er

Digteren Henrik Nordbrandt blev ”født med granatchok” på Frederiksberg få timer efter bombningen af Den Franske Skole. Den 31. januar 2023 døde han, 77 år gammel. I dette interview svarer han på en række store spørgsmål om livet

Henrik Nordbrandt, dansk digter og forfatter. Han fylder 70 år d. 21. marts 2015.
Henrik Nordbrandt, dansk digter og forfatter. Han fylder 70 år d. 21. marts 2015. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix.

Beskriv en scene fra din barndom.

"Jeg har sommetider sagt, at jeg blev født med granatchok. For jeg blev født på Frederiksberg i nærheden af Den Franske Skole, der ligesom Shellhuset blev bombet to timer efter, jeg blev født den 21. marts 1945. Men en scene, jeg selv husker meget tydeligt fra min barndom, er fra dengang, jeg var omkring fem år. Min far var søofficer, og sommetider besøgte jeg ham også sammen med min mor ude ved det militære område på Holmen, og en sådan aften, hvor flagene skulle pilles ned, og kanonen skulle affyres, stod jeg bag ved kanonen sammen med min far og mor. De havde fortalt mig, at der aldrig mere blev krig, og så fyrede de kanonen af. Og jeg tænkte med en femårigs logik: 'Hvis der aldrig mere bliver krig, hvad skal de så bruge den kanon til?'."

Hvor ser du dine forældre i dig selv?

"Dem begge to kan jeg da se på flere måder, men det er ikke noget, jeg tænker over, for det kan man alligevel ikke se klart selv, fordi man er så meget et produkt af sine forældre."

Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?

"Det er, at jeg har fået en datter. Det har ændret mit liv på alle mulige måder."

Hvad er den fase i dit liv, som du ser tilbage på med størst varme og glæde?

"Jamen, det er denne fase, efter min datter er kommet ind i mit liv."

Hvem har ud over din datter betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?

"Hvis jeg ikke engang for mange år siden havde haft en fantastisk god psykiater, der hed Joseph Welner, så ville jeg ikke have været i live i dag, så han har betydet meget for mig. For jeg havde slet ikke haft livet, hvis han ikke havde reddet mig."

Hvilket råd vil du give til andre, der gerne vil være digter som dig?

"Find et fornuftigt arbejde. Læs jura for eksempel. Jura er noget af det bedste, man kan læse, hvis man vil arbejde med sprog. For hvis man læser jura, lærer man mere om sproget end noget andet sted."

Hvad er det vigtigste, du har gjort for at få den tilværelse, du gerne vil have?

"Jeg har ikke planlagt mit liv, og jeg har meget sjældent gjort noget, der var specielt målrettet. Men det er gået af sig selv alligevel."

Hvilken sorg eller hvilket tab, vil du nævne her?

"Ikke nogen. Det er for personligt."

Hvornår udviste du mod og sprang ud på de 70.000 favne?

"Så højt oppefra er jeg aldrig sprunget fra. Mod er også sådan noget mandschauvinistisk snak, som jeg ikke har noget forhold til."

Kan man da ikke også være modig som kvinde?

"Jo, det kan man godt. Men mod tilhører den genre, jeg kalder spejderromanen. Hvad er mod? Det er jeg ikke sikker på, at jeg ved. Det skulle være en eller anden dyd at have mod, men det ved jeg ikke engang, om jeg synes, det er."

Hvad ville du gerne have gjort anderledes?

"Alt!"

Hvad tror du på?

"Der vil jeg citere Bertrand Russell (britisk filosof, red.): ”Jeg tror på menneskets fundamentale dumhed og grådighed.”"

Hvad har bragt dig størst glæde ud over din familie?

"At jeg har haft held til at gøre det, jeg prøvede at gøre – at skrive noget, jeg var glad for. Jeg føler, at det, jeg har lavet, er lykkedes til en vis grad. Man kan igen ikke bedømme sig selv, men enkelte digte, synes jeg selv, er rigtig gode. Jeg skrev engang en digtsamling, der hedder ”Violinbyggernes by”. Den er jeg glad for at have skrevet, og jeg kan også nævne et forårshaiku på 17 stavelser, som jeg selv er glad for: ”Med ét blomstrer alt, og enhver er alene i sin besøgstid.”"

Hvordan påvirker coronakrisen dig lige nu?

"Det er en meget nervepirrende og frygtelig tid, vi lever i lige nu. Det er klart, at mange er bange nu. Coronavirussen skræmmer mig ikke personligt, men den skaber pludselig en ny virkelighed i folks relationer til hinanden. Det er underligt at være vidne til på godt og ondt. Men for mit vedkommende giver det ikke angst, men ubehag. Men jeg skal ikke klage. Jeg sidder i sommerhus på Møn med min datter og min kone. Det er helt fint. Når Dronningen ikke vil fejre sin fødselsdag med en stor fest, vil jeg heller ikke, selvom jeg er republikaner. Og det havde jeg nok heller ikke gjort alligevel."