Prøv avisen
Dagens portræt

Jens Christian Grøndahl fylder 60 år: Jeg har lært, at troen er en gave

”Selvom så meget af det, jeg har skrevet, har handlet om at forstå livet baglæns, som Kierkegaard siger, så er der noget uimodståeligt forlæns over glæden,” siger Jens Christian Grøndahl. – Foto: Leif Tuxen.

Man bliver sig selv i vekselvirkningen mellem det fortrolige og det ukendte, mener forfatteren Jens Christian Grøndahl, der fylder 60 år i morgen. Kristeligt Dagblad har bedt ham svare på en række store spørgsmål om livet

Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?

Den største glæde og varme er forbundet med at se det levende nu forlænge sig ind i fremtiden. Se mine døtre vokse, ane konturerne af de unge kvinder, de skal blive. Opleve med voksende intensitet, at en meget gammel verden altid også er ny. Selvom så meget af det, jeg har skrevet, har handlet om at forstå livet baglæns, som Kierkegaard siger, så er der noget uimodståeligt forlæns over glæden. Det gælder også glæden ved at skrive. Den er aldrig større, end når jeg begynder på noget nyt og fornemmer de første konturer af en fortælling, som jeg endnu ikke kan overskue eller kender slutningen på.

Hvornår udviste du mod og sprang ud på ”de 70.000 favne”?

For tyve år og to måneder siden mødte jeg Anne, som jeg er gift med i dag. Jeg vidste med det samme, at hun var kvinden i mit liv, og efter nogle dage havde jeg forladt min daværende hustru og vores tvillingesønner. Det var mit livs ubesindigste digt, for at citere Tom Kristensen, men digtet viste sig at være sandheden om mig.

Hvilke personer – ud over din livsledsager – har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?

Da jeg var 13 år, boede min familie og jeg i Helsingør, hvor jeg mødte en spansk skuespillerinde på min mors alder. Hun var flyttet til byen med sin danske mand. Mine forældres ægteskab var i opløsning, og venskabet med Barbara blev mit første valgslægtskab. Hendes hus på Lappen blev mit andet hjem, mens mit eget smuldrede. Barbara læste mine første digte, vi sad i hendes køkken og talte om Camus og Unamuno. Hendes iberiske temperament og stemningen omkring hende af eksil og ukuelig anarkisme satte et dybt mærke i mig. Jeg begyndte at se med skepsis på min egen baggrund, og jeg begyndte at længes mod middelhavskulturen, hvor det er mig, der er den fremmede, og hvor jeg ikke desto mindre føler mig lige så hjemme som herhjemme. Barbara lærte mig, at det er sådan, man bliver sig selv. I vekselvirkningen mellem det fortrolige og det ukendte. Jeg tror ikke, man når frem til en dybere, mere personlig identitetsfølelse uden billedligt talt at stifte bekendtskab med eksilet.

Hvilket råd vil du give til andre, der gerne vil blive forfatter som dig?

Skriv meget og tøv ikke. Vær flittig. Vær ikke bange for forbilleder eller for at blive påvirket. Du kommer aldrig til at skrive som dem, men måske bliver du dig selv, mens det mislykkes for dig at skrive som en anden. Vær hård ved dig selv. Vær ikke for hård. Du går efter at nå 100 procent, men ingen begynder på 100. Vær ikke bange for tydelighed, vær ikke blasert. Vær ikke en tante, der strikker på sine formeksperimenter. Vær dig selv, men skriv ikke om dig selv. Husk at sætte punktummer, men hold dig fra minimalisme. Lad være med at påstå, at teksten skriver sig selv. Lad være med at påstå, at du ikke tænker på læseren. Lyt kun med et halvt øre, når en ældre kollega vil fortælle dig, hvad du skal gøre.

Hvad er det vigtigste, du har gjort for at få det arbejdsliv, du gerne ville have?

Jeg er simpelthen bare blevet ved. Jeg sagde før, at man skal være flittig, men man er også nødt til at være lidt naiv.

Hvor ser du dine forældre i dig selv?

Jeg ser min far i viljen til ikke at give min barndom skylden for alle gebrækkeligheder. Og i evnen til at være let og ubekymret. Jeg ser min mor i lysten til at blive begejstret og i en bondsk respekt for arbejdets krav om disciplin og udholdenhed.

Hvad ville du gerne have gjort anderledes?

Jeg ville gerne have formået at blive mig selv fuldt og helt uden at såre andre. Jeg ved bare ikke, hvordan jeg skulle have gjort.

Hvad tror du på?

Jeg har lært, at troen er en gave, men som tvivler er jeg dårlig til at tage imod. Jeg tror, at jeg tror på en ukendt Gud, der kender mig og giver sig til kende i kristendommen.

Hvad har bragt dig størst glæde her i livet, ud over din familie?

Mine venners hengivenhed og den samklang, jeg oplever, når vi er sammen.