Prøv avisen
Dagens portræt

Jens Rohde: Der skal være plads til at tvivle

”Jeg er nok en, der springer ud i tingene. Da jeg som ung stillede mig op på en scene som skuespiller, da jeg skrev en bog, og da jeg skiftede parti – det har altid været uden sikkerhedssele. Og jeg har altid været fuld af tvivl,” siger Jens Rohde (R). – Foto: Jens Nørgaard Larsen.

Jens Rohde (R) fortryder stadig, at han stemte for dansk deltagelse i Irak-krigen. Med tiden har han lært, at fejl og tvivl er en del af tilværelsen. Lørdag fylder den radikale politiker, der indtil for fem år siden var kendt som Venstre-mand, 50 år

Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?

”Jeg er blevet mere bevidst om, at der skal være plads til at tvivle. Jeg behøver ikke længere altid at have ret – det har nok noget at gøre med, at jeg bliver ældre. Rent politisk gør det, at jeg tør være mere idealistisk, og det trænger min branche til. De kriser og stormvejr, jeg har været igennem, har fået mig til at indse, at jeg ikke altid har haft ret, og det har for mit vedkommende været en vigtig erkendelse. Det har gjort, at jeg har turdet tage store skift, både hvad angår mit parti (Jens Rohde meldte sig i 2015 ud af Venstre og ind i De Radikale, red.), og ved at erkende, at jeg politisk har været med til at gøre ting, jeg virkelig ikke er stolt af.”

Hvor er det konkret, at du især har taget fejl?

”Irak-krigen er en af de ting. Den martrer mig – meget voldsomt endda. Jeg stemte for, fordi jeg troede, at det var det rigtige at gøre, selvom det i dag står klart, at det var fuldstændig forkert. Det er svært at sige til dem, der har mistet, at man har stemt for noget, der ikke var rigtigt. Det er meget vanskeligt ikke at begynde at græde, når jeg taler om det. Det kan lyde absurd, for jeg har ikke stået ved frontlinjen selv. Men måske netop derfor har jeg svært ved at tænke tilbage på det. Vi blev i den grad ført bag lyset af amerikanerne. Havde jeg været mere bevidst og mere moden, hvad angår amerikanernes og briternes dagsordener og deres historiske tilstedeværelse i Mellemøsten, havde jeg ikke stemt for. Og så havde jeg ofret mit politiske ordførerskab på det. Det er aldrig kriserne, der er det dejligste at komme igennem. Men det er dem, man lærer af.”

Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?

”Jeg er både til motorcykel og nadver, Mozart og AC/DC, filosofi og krimi – og jeg har haft mange forskellige faser, som på alle måder har været berigende. Men hvis jeg endelig skulle pege på én periode, som ikke lige har med familie at gøre, er det opstarten af Radio Viborg i 1984 og ungdomsårene på radioen, hvor alt kunne lade sig gøre. Der var et fællesskab, hvor vi overkom hinandens forskelle for at kunne være sammen i radiostudierne, som jeg tænker tilbage på med stor varme. Jeg fik min radiodebut den 29. marts 1984, hvor jeg som 13-årig knægt var med til at lave en sportsudsendelse – det var helt vildt.”

Hvilke personer – udover din livsledsager – har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?

”Jeg er nødt til insistere på at sige min livsledsager. Jeg tror ikke, jeg var blevet radikal uden Katrine. Hun – og den gave, det er at få børn – har ændret mit syn på mange ting. Ellers er jeg ikke sådan en, der har bestemte idoler og siger, at Churchill har formet mig som politiker. Det tætteste, jeg kommer på en rock star i politik, er Marianne Jelved. Jeg har altid misundt hende hendes stille facon og måde at få overbevist folk på uden at råbe højt.”

Hvilket råd vil du give til andre, der gerne vil ind i politik?

”Stol på din tvivl og stå ved den. Læs en masse skønlitteratur. Og gå i kirke.”

Hvornår udviste du mod og sprang ud på ”de 70.000 favne”?

”Ha, mange gange! Jeg er nok en, der springer ud i tingene. Da jeg som ung stillede mig op på en scene som skuespiller, da jeg skrev en bog, og da jeg skiftede parti – det har altid været uden sikkerhedssele. Og jeg har altid været fuld af tvivl. Så må man leve med, at nogle synes, at det er helt håbløst, det man foretager sig. Som Niels Hausgaard siger: Enighed, det gør kun dum.”

Hvor ser du dine forældre i dig selv?

”Min far var en rebel, meget venstreorienteret og musiker. Alt det har jeg i mig. Min mor er tysker med stort T i sin opdragelse og krav om arbejdsdisciplin og ordentlighed. Hun er borgerligt indstillet politisk og har nok altid stemt på Venstre. Alt det har jeg også i mig. Det kan godt være lidt skizofrent en gang imellem. Men også berigende.”