Jørgen Leth: Det bedste råd, jeg kan give, er, at man altid skal fastholde sin nysgerrighed og ikke give op

Jørgen Leth fylder tirsdag 85 år. Evnen til aldrig at tage noget for givet, men forblive nysgerrig på verden, har været en vigtig drivkraft, fortæller digteren og filmskaberen, som her svarer på en række spørgsmål om livet

Jørgen Leth: Det bedste råd, jeg kan give, er, at man altid skal fastholde sin nysgerrighed og ikke give op
Foto: Leif Tuxen.

Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?

På den negative side er det jordskælvet i 2010 på Haiti, hvor jeg bor. Den begivenhed ændrede mit liv fuldstændig og berøvede mig mit hjem. På den positive side er det børnebørns og oldebørns fødsler. Jeg føler en stor taknemmelighed over min familie og over den anerkendelse, jeg oplever fra min omgivelser. Både i forhold til det, jeg har lavet, og det, jeg står for.

Hvilke personer – udover din livsledsager – har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?

Det er et vidtfavnende spørgsmål, men det navn, som falder mig ind, er Ove Brusendorff, som var litterat og forfatter og var med til at starte filmmuseet, hvorefter han var dets første direktør. Han havde også en vindunderlig biograf, der hed Carlton, og han var kunstsamler. Som ung mand i 1960'erne var det dejligt for mig at møde hans interesse og entusiasme, over for kreativt arbejde. Den glæde ved skønhed, som var hans drivkraft, stod frem som et godt eksempel for mig.

Hvilket råd vil du give til andre, der gerne vil ind i samme profession som dig?

At man altid skal fastholde sin nysgerrighed og ikke give op. Man skal aldrig bare tage for givet, at tingene er, som de er, men stædigt blive ved med at eksperimentere.

Hvad er det vigtigste, du har gjort for at få den tilværelse, du gerne ville have?

Jeg er stolt af, at jeg altid selv har eksperimenteret i mit arbejde. Jeg har bestandig arbejdet med at finde et nyt sprog omkring kunst, og jeg har både som filmmand og digter været knyttet til avantgarden.

Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?

Det var 1960'erne og 1970'erne. Jeg begyndte at skrive digte. Jeg arbejdede som jazz-kritiker og var meget aktiv på den front. Jeg lærte en masse spændende mennesker inden for eksperimenterende moderne teater at kende. I 1970'erne havde jeg nogle rigtig gode rejser, jeg tog til New York og lavede et par film der. Rejser er vigtige. Jeg tog tidligt i min ungdom på en stor dannelsesrejse rundt i Europa med min studenterhue. Jeg rejste på tommelfingeren, som vi kaldte det. Jeg har altid rejst for at blive inspireret og for at lære hele verden at kende.

Jørgen Leth har gennem et 85 år langt kunstnerliv oplevet megen hæder og anerkendelse, men har også meget bogstaveligt oplevet, at hans verden styrtede sammen. Det skete helt præcist den 12. januar 2010, da han treetagers hus i byen Jacmel på Haiti blev ødelagt af et voldsomt jordskælv.
Jørgen Leth har gennem et 85 år langt kunstnerliv oplevet megen hæder og anerkendelse, men har også meget bogstaveligt oplevet, at hans verden styrtede sammen. Det skete helt præcist den 12. januar 2010, da han treetagers hus i byen Jacmel på Haiti blev ødelagt af et voldsomt jordskælv. Foto: Jens Welding Øllgaard

Hvor ser du dine forældre i dig selv?

Min far har inspireret mig meget med sin rejselyst. Han var en rar, rolig mand, der aldrig lagde sig ud med andre. Og så var han ikke kun rolig og venlig, men også nysgerrig. Nysgerrighed er en vigtig dyd for mig. Min far arbejdede som værkmester ved statsbanerne i Aarhus. Han var ikke en offentlig person, men han var afholdt i de kredse, han færdedes i. Og så var han aktiv i græsrodsbevægelser, blandt andet imod atomvåben. Min far besøgte mig tilmed i mit nye hjem på Haiti. Min mor var mindre nysgerrig, men hun var en klog kvinde, som har været meget kærlig over for mig og mine børn. Jeg besøgte hende ofte i Aarhus, men ikke ofte nok. Det er noget, jeg fortryder.

Hvilken sorg eller hvilket tab i dit liv vil du nævne her?

Min seneste store sorg var, da min søster døde. Jeg synes ikke, hun fik nok ud af livet, og hun levede et ensomt liv. Jeg besøgte hende, men ikke ofte nok. Det er en sorg, når et liv slutter, som føles ufuldendt.

Hvad tror du på?

Jeg tænker somme tider på det som et savn, at jeg ikke har en religiøs orientering, især her efter at jeg er blevet ældre. Jeg savner nogle eller noget, der fortæller mig, hvad jeg skal, men jeg har ikke en sådan religiøs orientering. Jeg kan lide religion og deltager gerne i religiøse ceremonier, både i Danmark og på Haiti, og uanset om det er en kristen eller voodooistisk ceremoni. Men det er ikke som troende, jeg deltager, mere som en antropolog, der iagttager.