Et liv er forbi: Jørgen Lisborg sikrede sig altid det sidste stykke

I et livslangt forhold med naturen, kunsten og troen insisterede Jørgen Lisborg på at få det meste ud af sin tid på jorden, og han ville ikke overses. I august døde han, 85 år

Jørgen Lisborg nåede lige akkurat at holde sin 85-årsfødselsdag. Til en artikel i JydskeVestkysten kom han til at sige, at han regnede med, at naboerne ville kigge forbi, så dagen blev fejret med mere end 40 ubudne gæster. – Foto: Jan Kronvold.
Jørgen Lisborg nåede lige akkurat at holde sin 85-årsfødselsdag. Til en artikel i JydskeVestkysten kom han til at sige, at han regnede med, at naboerne ville kigge forbi, så dagen blev fejret med mere end 40 ubudne gæster. – Foto: Jan Kronvold.

”Du skulle lige have været her nu.” Stemmen i røret tilhører Jørgen Lisborg, som betragter solen gå ned ved Vestkysten og har ringet til en nær ven i den anden ende af landet, fordi han under vennen samme syn.

Jørgen Lisborg havde en særlig evne til at gribe ud efter det, livet rakte frem. Måske fordi han som bare 10-årig mistede sin mor efter længere tids sygdom.

”Man kan ved egen hjælp forandre tilstande, der er smertelige og tunge,” sagde han i en tale langt senere i livet, da han ved et af sine børnebørns konfirmation satte ord på tilværelsens rutsjeture. I slutningen af august endte hans 85 år lange liv.

Jørgen Lisborg gik op i at skabe minder. Da hans ældste datter stadig var barn, kravlede de hver sommer ud af sengen klokken fire om morgenen for at plukke vilde gule hindbær. Høsten blev til syltetøj og traditionen tro gemt væk til vinteren. I de kolde måneder fik børnene så lov til at få en mad med smagen af ”sommer”, som Jørgen Lisborg døbte hindbærmarmeladen.

Hvis det rygtedes, at en russisk rovfugl havde forvildet sig ind på danske breddegrader, tog Jørgen Lisborg uden tøven sin kone Bodil i hånden og turen til Vestkysten for at få et glimt af den eksotiske art, og i en alder af næsten 80 år rejste han til Istanbul for at se det store træk af storke, som trækker over Bosporusstrædet på vej til Afrika. For Jørgen Lisborg handlede det om at sætte sig spor.

Han var også typen, der tog slips på, selvom anledningen ikke var nogen særlig. Og særligt mod slutningen af livet tog han aldrig en middag med sine venner for givet. ”Tænk, vi får lov en gang til,” sagde han ofte.

I hans unge år gav det sig selv, at Jørgen Lisborg skulle arbejde ved landbruget ligesom sin far. Men selv var han ingen slider, og han uddannede sig i stedet til agronom. Selvom de fleste af hans arbejdsår gik som underviser på landbrugsskolen i Grindsted i Sydjylland, er det fortællingen om Jørgen Lisborg som kunster, der er mest gennemtrængende.

Helt fra barnsben skitserede han skove, marker og søer ved Sorø på Sjælland, hvor han voksede op. Landskaber, dyr og særligt fugle var det foretrukne motiv, og han mente, at et vellykket billede skulle ligne noget, man kunne gå ud og opleve. Derfor havde han også en forkærlighed for pastelkridt i svage jordfarver, som han mente var mest velegnede til at mime landskaber.

Glæden ved naturen var i det hele taget et knudepunkt i Jørgen Lisborgs liv. Som fluefisker, som medlem af Ornitologisk Forening i mere end 50 år og som jæger, selvom nogen mistænkte ham for hellere at ville være sammen med dyrene end at skyde dem.

Og så var naturen et sted, han fandt trøst og så Guds finger og skaberkraft. Kirken betød meget for Jørgen Lisborg, der også var regelmæssig kirkegænger, men ikke råbte op om sin tro. Til gengæld udtrykte han den gennem kunsten og var blandt andet med til at udsmykke Missionshuset i Grindsted med en illustration af Paulus’ omvendelse.

Det gjorde ikke Jørgen Lisborg noget at være i centrum, måske snarere tværtimod. Hvis han lå syg med influenza i sengen, og familien, der havde passet og plejet ham, sneg sig til en pause i solen, gik der ikke længe, før hans hoved kom til syne i vinduet. ”Og hvad så med mig?”, lød det fra Jørgen Lisborg, som godt kunne tåle, at man drillede ham med hans tendens til navlebeskuelse.

Til sin ældste datters bryllup rejste han sig endnu en gang for at sige et par ord, men overraskede de fleste, da han indledte:

”Det kan godt være, jeg kommer til at græde, fordi jeg bliver altid så rørt, når jeg hører mig selv tale.”

Og det var heller ikke usædvanligt, hvis aftensmaden faldt i hans smag, at han strategisk udraderede bejlere til den sidste portion med replikken: ”Er der nogen, der hellere vil have det sidste stykke end mig?”.

Evnen til at få det meste ud af livet bevarede han til det sidste. I en alder tæt på 80 fik han sig en ny ven, som var godt 40 år yngre.

Gennem årene har Jørgen Lisborg sendt akvareller til Kristeligt Dagblads hjemmeside. Denne akvarel forestiller flere hundrede sangsvaner på Engsøen ved Grindsted. “De venter på foråret, så de kan komme nord på til deres ynglepladser,” skrev han dengang i 2013 om sit værk.
Gennem årene har Jørgen Lisborg sendt akvareller til Kristeligt Dagblads hjemmeside. Denne akvarel forestiller flere hundrede sangsvaner på Engsøen ved Grindsted. “De venter på foråret, så de kan komme nord på til deres ynglepladser,” skrev han dengang i 2013 om sit værk.

I Grindsted, hvor han boede med sin kone, passerede han tilfældigt den unge mand, når de gik hver deres vej om anlæggets sø. Jørgen Lisborg sørgede for, at de to faldt i snak, og inden længe gik det op for dem, at de havde mere end gåture i anlægget til fælles. Venskabet varede ved og førte dem på jagtrejser i både Polen og Tyskland.

Da Jørgen Lisborg var fyldt 84 år, påtog han sig sit livs sidste opgave. Kirken i Grindsted ønskede sig en ny lysglobe, men den naturelskende kunstner insisterede selvfølgelig på, at det måtte være et lystræ. Desværre nåede han ikke at se det færdigstøbte lystræ, imens han levede.

I den sidste tid var Jørgen Lisborg ind og ud af sygehuset i Esbjerg. Hjertet pumpede ikke kraftigt nok, og han havde vand om den ene lunge. En uge inden hans død, standsede lægerne behandlingen. Jørgen Lisborg var klar over, at han skulle dø, men han var ikke bange. Selvom han selvfølgelig gerne ville have haft ”lov en gang til”.

Om morgenen den 27. august 2020 holdt han op med at trække vejret med sin kone Bodil i hånden.

Bisættelsen havde Jørgen Lisborg planlagt til mindste detalje. Inden sin død fik han støbt to agerhøns i bronze, og da kisten blev båret ud, sad de på kistens låg.

Bronzestøbte agerhøns, som Jørgen Lisborg skabte inden sin død. Da hans kiste blev båret ud af kirken, sad de på kistens låg. - Foto: Erik Pedersen.
Bronzestøbte agerhøns, som Jørgen Lisborg skabte inden sin død. Da hans kiste blev båret ud af kirken, sad de på kistens låg. - Foto: Erik Pedersen.