Jørn Hjorting fylder 90 år: Jeg blev ansat i radioen, fordi jeg havde et dejligt smil

Når radioprogrammet ”De ringer, vi spiller” blev sendt i 1960’erne, brød telefonsystemet nærmest ned. Det blev begyndelsen til de berømte endetal

Så længe jeg husker, har jeg forsøgt at efterleve de kristne livsidealer, selv om jeg bestemt også har fejlet, siger Jørn Hjorting, som her er fotograferet i 2016 med familiens malteser. – Foto: Petra Theibel Jakobsen.
Så længe jeg husker, har jeg forsøgt at efterleve de kristne livsidealer, selv om jeg bestemt også har fejlet, siger Jørn Hjorting, som her er fotograferet i 2016 med familiens malteser. – Foto: Petra Theibel Jakobsen.

Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de senere år?

var et ret besværligt år for mig. Jeg havde nogle problemer med mit helbred, og på en skanning fandt man en plet, som betød, at jeg var gennem et kræftpakkeforløb og et utal af undersøgelser. Undervejs tabte jeg min appetit, og jeg tabte mig 10 kilo til min hustrus fortrydelse. Hun lovede, at hun ikke gav op, før jeg havde genvundet min vægt. Hun laver verdens bedste frikadeller. Når hun spørger, hvad jeg har lyst til at spise, så kender hun godt selv svaret.

Hvad er den fase af dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?

Det er de 29 år, hvor jeg lavede ”De ringer, vi spiller” to timer hver onsdag formiddag på P3. Inden vi fandt på, at man kun kunne ringe ind, når det sidste nummer i ens telefonnummer blev trukket, så oplevede KTAS, at telefonerne i hovedstaden nærmest brød sammen, fordi så mange københavnske radiolyttere ville ringe ind, da vi første gang åbnede op for hovedstadens lyttere i 1968.

Artiklen fortsætter under annoncen

Hvis jeg skulle være lidt småsur, eller vejret havde drillet, når jeg mødte på arbejde, glemte jeg alt om det, når jeg havde en lytter gennem på telefonen. Vi talte om alle sider af tilværelsen, også de besværlige sider af livet, men som vært havde jeg nok en tendens til at styre samtalerne i retningen af det positive. Alle lyttere skulle svare på et spørgsmål. Det var ”Frøken klokken”, som afgjorde, om det blev et let eller et af de lidt sværere, og jeg fik ry for at være noget hjælpsom. Men det kunne jo ske, at den berømte klap gik ned for lytteren.

Hvilke personer – ud over din livsledsager – har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?

Det må helt klart være min far. Det var ham, som lærte mig, at det ikke er muligt at være sur og samtidig synge. Han var oprindeligt købmand, men det var svært i 1930’ernes Danmark, og i stedet blev han sagsbehandler ved Aarhus Kommune. Sideløbende blev han formand for et amatørteater, som holdt til i Folkets Hus, hvor han instruerede mange stykker.

Hvilket råd vil du give andre, der gerne vil ind i den samme profession som dig?

Jeg vil svare som Svend Petersen, som var min første chef i Danmarks Radio: ”Vær Dem selv. Og tænk så over, at De ikke laver radio for Deres egen skyld, men for lytternes.” Jeg blev ansat, fordi jeg havde kendskab til lettere grammofonmusik, men for Svend Petersen var det også afgørende, at jeg havde et dejligt smil. Da han sagde det til mig, måtte jeg spørge ham, hvad mit smil egentlig kom radiolytterne ved, men han mente, at man som radiolytter kunne mærke, om det var et venligt og smilende menneske, der sad bag mikrofonen.

Hvilken sorg eller hvilket tab i dit liv, vil du nævne her?

Min mor døde, da jeg var syv år. Hun fik livmoderhalskræft og døde som 29-årig. Hun var en meget livsglad og musikalsk kvinde. Den første tid efter min mors død var min far langt nede, og min lillesøster og jeg var nogle måneder hos noget familie, hvor jeg husker, at de havde stakke af ugebladet Hjemmet. Jeg har altid været en læsehest, og i den tid fik jeg læst virkelig meget Gyldenspjæt.

Hvornår udviste du sidste mod og sprang ud på ”de 70.000 favne”?

Da jeg som 66-årig sagde op i Danmarks Radio, fordi jeg var blevet headhuntet til at være vært på Radio 2. Jeg var der i tre år, og bagefter kom jeg til dk4 og lavede tv-program en gang om ugen, til jeg var 77 år. Siden har jeg lejlighedsvist lavet programmer for kanalen, blandt andet om Besættelsen.

Hvor ser du dine forældre i dig selv?

Jeg har det med at gå at synge, og det er helt klart noget, jeg har fra min mor.

Hvad tror du på?

Så længe jeg husker, har jeg forsøgt at efterleve de kristne livsidealer, selv om jeg bestemt også har fejlet. Som dreng gik jeg i søndagsskole og var i mange år med i FDF’s 5. kreds i Aarhus. Som ung var jeg meget optaget af Kaj Munk og hans tekster, og jeg overvejede at læse teologi, hvilket dog blev ved tanken. Nu fylder jeg jo 90 år, og jeg har taget afsked med ganske mange venner, og derfor melder spørgsmålet om døden sig også oftere. Jeg tænker på Grundtvigs ”Den signede dag” og hans ord om fædrelandet, hvor ”dér stander en borg så prud og grand med gammen i gyldne sale, så frydelig dér til evig tid med venner i lys vi tale.” Det er smukt, og samtidig overgår det helt min forstand, men der er jo så meget, vi ikke forstår.

Beskriv en scene fra din barndom?

Det er efter krigen, og sammen med andre drenge og piger fra Gerlachsgade i Aarhus har vi samlet folk fra vores opgang i det kælderrum i ejendommen, der under krigen tjente som beskyttelsesrum. Tilskuerne kan tage plads på de bænke, der er i rummet, og med garntrisser som mikrofoner er vi en flok, som fremfører vores egen udgave af det meget populære underholdningsprogram ”Weekend-Hytten”. Jeg havde forfattet teksten til flere sketcher og skrevet en sangtekst.