1) Om livet uden kristendom
"Jeg har sagt det før, og jeg mener det virkelig: Uden kristendommen havde jeg begået selvmord. Kristendommen er min trøst, og jeg havde ikke kunnet bære mit eget liv, hvis ikke jeg vidste, at tilgivelsen er kristendommens sandhed."
Kilde: Ole Sønnichsens ”Møllehave: Jagten på lyset og herligheden”. Gyldendal 2010.
2) Om at være i Guds hænder
"Jeg føler, at jeg er i det godes hånd, at jeg er i Guds hånd, ligesom jeg også er, når jeg sover. Når man hver aften lægger sig til at sove, ved man jo dybest set ikke, om man vågner næste morgen, men jeg har en ro, også fordi jeg lukker op med en bøn og lukker af med en bøn, som Gandhi, der sagde, at bøn er morgenens nøgle og aftenens slå."
Kilde: Karen Thisteds ”Det skal mærkes at vi lever” (med Benny Andersen), Politikens Forlag 2003.
3) Om begravelsens ritualer
"Ritualerne gør, at vi ikke er ordløse, og det er der nogle, der ellers godt kan være ved en begravelse. Jeg synes, det er godt, at man ikke er ordløs, og det sørgeligste er, hvis der ingenting bliver sagt. En begravelse er ofte kort, men den behøver ikke være længere. Jeg synes, det er gode kerneord, der lyder. Vi har læsningerne, salmerne, velsignelsen og Fadervor."
Kilde: Erik Bjeragers ”Det ender godt. Johannes Møllehave om døden”, Kristeligt Dagblads Forlag 2009.
4) Om trøst
"Kristendommen er til trøst bare ved udsagn som 'frygt ikke'. Jeg frygter hele tiden, det gør vi allesammen, men 'frygt ikke' er da en trøst – du skal ikke frygte. Jeg synes, at det er et godt ord til at trøste. For det er da tit et råb om hjælp at være menneske."
Kilde: Kristeligt Dagblad, december 2016.
5) Om muligheder
"At tro betyder netop at fortrøste sig med, at der er mulighed, der hvor vi ingen mulighed ser. At Gud er der, at der er mulighed, både hos den sunde og raske og hos den syge og døende ved graven."
Kilde: Johannes Møllehaves ”Til trøst”, Lindhardt og Ringhof 1981.
6) Om tro og tvivlhttps://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/moellehave-var-en-formidler-af-guds-naade
"Luther siger det på en udmærket måde. Han siger: 'Det er ikke din tro på dåben, der skal bære dig, men det er dåben, der bærer din tro. Det er blevet sagt, så du ikke skal tvivle på det. Og når du tvivler alligevel, så er det blevet sagt.'"
Kilde: Jakob Kvists ”Møllehave – et liv har fem akter”, Aschehoug 2002.
7) Om livets under
"Den, der forlanger et under for at ville tro, kommer aldrig over underets tvetydighed. Troen, derimod, ser hele livet som et eventyrligt solbeskinnet under. Er det ikke fantastisk, at du er i live? At du kan se, høre, tale? At der er mennesker, der holder ud med dig og holder dig ud, fordi de holder af dig? Hvad har Gud så gjort for dig? Alt har han gjort for mig! Givet mig livet og det daglige brød og mennesker at leve med og elske"
Kilde: Johannes Møllehaves ”Dødningehjem – De levendes land: 26 prædikener”, Lindhardt og Ringhof 1981.
8) Om Djævelen
"Det sker under tiden, at man bliver spurgt: 'Tror du på Djævelen?' Det eneste, man kan svare, er: 'Nej, jeg tror på Gud, for Djævelen kan man ikke tro på, det er derfor han i Bibelen kaldes løgneren. Derimod skal man ikke drage hans eksistens i tvivl.'"
Kilde: Johannes Møllehaves ”Hvad er et menneske? Prædikener og andet”, Lindhardt og Ringhof 1984.
9) Om efterlivet
"Jo ældre jeg er blevet, jo mere forstår jeg, at der er noget, der venter. Du er ikke i Paradiset, men du er tæt på at være ved grænsen. Jeg har fået en større erkendelse af, at der er et efterliv. Det er i dag en meget stærk del af min tro."
Kilde: Ole Sønnichsens ”Møllehave: Jagten på lyset og herligheden”, Gyldendal 2010.
10) Om livets herlighed
"Dér, hvor Guds ansigt lyser over os, er livet fuldt af herlighed. Det er den herlighed, Johannesevangeliet aldrig bliver træt af at beskrive. En herlighed, som den enbårne har den fra faderen – fuld af nåde og sandhed. Den vækker det døde til live."
Kilde: Johannes Møllehaves ”Dødningehjem – De levendes land: 26 prædikener”, Lindhardt og Ringhof 1981.