Pomp og pragt er en del af det britiske parlament.
Det oplevede Kristeligt Dagblads udsendte ved selvsyn sidste uge. Her blev besøgende holdt tilbage og bedt rejse sig, mens processionen med ”The Speaker of The House of Commons”, som er den officielle titel på Underhusets formand, bevægede sig gennem Westminster Palace på vej mod Underhuset, et af de to kamre i det britiske parlament.
Den 56-årige John Bercow gik midt i følget i sin sorte robe og nikkede venligt til folk. Følget var også klædt i sort – og iført knæhøje silkestrømper.
Der bliver holdt på de gamle traditioner. Men alligevel vil John Bercow blive husket som en parlamentarisk reformator, når han med udgangen af oktober træder tilbage som speaker efter over 10 år på posten.
”Han vil gå over i historien som den speaker, der rykkede balancen mellem regeringen og Underhuset. Han er en reformator, som har ændret den måde, huset arbejder på, og han har ikke været bange for at tage kontroversielle beslutninger,” lyder vurderingen fra statskundskabsprofessor Michael Keating, der er ekspert i forfatningsforhold ved universitetet i Edinburgh.
Netop ordet kontroversiel er vigtigt. Da John Bercow i juni 2009 blev valgt til embedet af parlamentsmedlemmerne, var det primært Labour-medlemmer, der stemte på den dengang konservative politiker, som med valget fulgte traditionen og blev partipolitisk neutral.
Det sidste har hans gamle konservative partifæller i høj grad sat spørgsmålstegn ved.
Da han i mandags overraskende meddelte, at han trækker sig den 31. oktober – på den meget symbolske dato, hvor briterne efter planen forlader EU – blev han hyldet primært af oppositionen med taler i halvanden time, mens konservative parlamentsmedlemmer forholdt sig tavse. Og sådan var stemningen også i dele af de britiske medier.
”Endelig er det slut med Bercow-showet med hans partiske bjæffen, som har vanæret hans embede,” hedder det i Daily Mail.
Og Daily Telegraph kritiserer ham for at ”skabe splittelse og mistillid”.
Det er særligt de seneste tre år, at John Bercow har vakt vrede. Han har ikke lagt skjul på, at han stemte for at blive i EU ved folkeafstemningen i 2016 – selv den dag i dag pryder et pro-EU-klistermærke bagsmækken på hans bil. Hvilket han har forklaret med, at hans hustru har ret til at give udtryk for sine holdninger.
”Vi har i forbindelse med Brexit set, at han har været villig til at ændre procedurer og fortolke reglerne kreativt. Vi så, hvordan han besluttede, at Theresa May ikke kunne fremsætte det samme lovforslag to gange, og hvordan han har givet oppositionen ret til at gribe ind. Det har givet ham mange fjender hos De Konservative,” siger Michael Keating.
Han fremhæver videre, at John Bercow har vist en vilje til at indkalde ministre med kort varsel og stille dem til ansvar – også det på en måde, som ikke er set tidligere.
”Vi har set, hvor svagt vores system er, når vi har en premierminister, der suspenderer parlamentet i fem uger, og John Bercow har været villig til at tale imod det i skarpe vendinger. Han har illustreret de huller, vi har i vores ikke-nedskrevne forfatning, som er baseret på sædvaner,” fremhæver Michael Keating.
Men det stod ikke skrevet i kortene, at John Bercow skulle ende på en af de fineste poster i det britiske kongerige.
Hans far var taxichauffør og efterkommer af jødiske indvandrere fra Rumænien, som ændrede deres efternavn fra Berkowitz til det mere engelsk-klingende Bercow.
Som studerende på universitetet i Essex var han ærkekonservativ og meldte sig ind hos De Konservative og blev byrådsmedlem i London-bydelen Lambeth, hvor han også forsøgte at blive valgt til parlamentet. Det skete først i 1997, efter at han blev opstillet i den sikre konservative kreds Buckingham.
John Bercow har tidligere talt om, hvordan sønnen af en jødisk taxachauffør ikke altid følte sig velkommen hos De Konservative.
”Der er folk, som er meget snobbede, og som har set ned på mig gennem deres næsebor,” har han meget illustrativt beskrevet sine oplevelser i partiet.
Men han bliver også selv beskyldt for, at hans magt er steget ham til hovedet og har bidraget til et dårligt arbejdsmiljø for de ansatte på hans kontor og i parlamentet.
Hans upopularitet hos De Konservative har ført til krav om, at partiet stiller en modkandidat mod ham ved næste parlamentsvalg, selvom traditionen siger, at de store partier ikke stiller op mod formanden. Men da han nu har sagt, at han træder tilbage, har han igen trukket tæppet væk under modstanderne.
”Ved at træde tilbage nu har han sikret, at det vil være dette parlament, som har en regering uden flertal, der beslutter, hvem der skal være den næste speaker. Så med lidt held vil traditionen med en aktivistisk speaker fortsætte,” skriver redaktør Ian Dunt på hjemmesiden Politics.co.uk.
Her spår han også, at historikere vil se John Bercow i et andet og mere positivt lys end de seneste dages overskrifter.
Men først skal de vente til 31. oktober, hvor John Bercow en sidste gang vil kalde medlemmerne til orden i det britiske parlament med sit karakteristiske og langt udtrukne ”Ooooordeeeeerrr”.