Hvad er det mest afgørende, der er sket i dit liv de seneste år?
At jeg mistede min kone, Ina, for halvandet år siden efter mere end 50 års ægteskab. Det skete efter lang tids kræftsygdom, og der er sider af den lange afsked, som er positive. Man kan forberede sig til en vis grad, tale sammen. Ina lærte mig også nogle praktiske ting med madlavning og tøjvask, som jeg ikke var så god til. Men tomheden bagefter. Den kan man ikke forberede sig på.
Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?
I mit private liv er det den lykke, jeg havde i 1966, da jeg forelskede mig i en højgravid kvinde, Ina, som gengældte mine følelser. Det gav mig også en søn, Kristian, som jeg ikke er biologisk far til, men som er et grundelement i den fantastiske familie, jeg nu kan glæde mig over. Arbejdsmæssigt er det de 12 år på Information, hvor vi havde medarbejderdemokrati. Det var en stor og kaotisk holdindsats, som svingede fra vild frustration til følelsen af at kunne gå på vandet.
Hvilke personer – ud over Ina – har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?
Min mor og far. Jeg havde fantastiske forældre. Min far drev møllen i Gevninge sammen med min farbror, og de var vellidte og engagerede i lokalsamfundet, men de var også opmærksomme på, hvor meget verden ændrede sig. Så mine forældre lod min bror og mig komme på gymnasiet i Roskilde, og vi fik al den opbakning, vi havde brug for til at vælge vores egen uddannelse.
En person uden for familien, der har betydet meget for mig, er Poul Dalgaard (journalist, der modtog Cavlingprisen to gange, red.). Jeg var kollega med ham på Ekstra Bladet. Han var alkoholiseret og maniodepressiv, men han var også genial. Han lærte os unge om journalistik, når den er bedst.
Hvor ser du dine forældre i dig selv?
Min mor og far var ret forskellige. Min far hvilede i sig selv og havde en tro på, at det, man er, er godt nok. Han var bondesøn og havde 7. klasse og et højskoleophold på Grundtvigs Højskole med sig, og så blev han en dygtig møller. Min mor var det kærligste menneske og knoklede rundt i hjemmet, men hun kunne også være ret nervøs. Jeg har gerne villet ligne min far.
Hvilket råd vil du give til andre, der gerne vil ind i samme profession som dig?
Man skal være varsom med gode råd. Det var lettere at komme ind i journalistik, da jeg var ung. Der var masser af gode jobs. Men faget rummer et særligt ansvar. Journalistik er en krydsning mellem begivenheder og opfattelse af begivenheder, og en del af folks opfattelse af begivenhederne kommer fra medierne. Vi har en privilegeret adgang til kilder og viden, og det rummer en stor forpligtelse.
Hvad er det vigtigste, du har gjort for at få det arbejdsliv, du gerne ville have?
I 1969 fik jeg et legat fra Danida til at rejse rundt i Afrika i tre måneder. Det var et eventyr i sig selv, men det lagde også grunden til en livslang interesse for Afrika og udviklingspolitik. Landene manglede alt, men der var samtidig en euforisk tro på, at alt kunne lade sig gøre. En anden vigtig beslutning var, da jeg i 1985 sagde mit faste job i Danmarks Radio op for at blive freelancer.
Hvornår udviste du mod og sprang ud på ”de 70.000 favne”?
Det har jeg vist aldrig gjort. Mange har været langt mere dristige end mig. Jeg sagde ganske vist et godt betalt job op, men så dybt var vandet jo ikke. Det, jeg måske kunne have gjort, var at arbejde i Afrika. Jeg rejste meget, men jeg tog aldrig det skridt, det ville have været at flytte ud.
Hvad ville du gerne have gjort anderledes?
Ikke så meget. Selvfølgelig, når jeg ser på lille Knud – mit oldebarn på et år – kan jeg godt undre mig over, at jeg rejste rundt i Afrika i tre måneder på et tidspunkt, hvor Mikkel, min yngste søn, var tre-fire måneder gammel. Og Kristian blot tre år. Man kunne ikke bare ringe hjem, så jeg sendte breve med små tegninger af livet i de afrikanske landsbyer, men set med nutidens øjne forekommer det barsk, at jeg rejste. Heldigvis har drengene ingen traumer over det. Hvis jeg skal være helt ærlig, er det heller ikke noget, der holder mig vågen.
Hvad tror du på?
At der er en mening med tingene. På det gode og mulighederne. I en vis forstand er jeg nok religiøst troende, uden at jeg kan gøre nærmere rede for det, hverken over for mig selv eller andre. Jeg tror, at der er en sammenhæng, men at det er op til os selv at få noget ud af den. Jeg har altid været medlem af folkekirken. Jeg føler, at det er en del af mit fundament. Selvom jeg undervejs har været meget usikker på det og på, hvor meget det kunne bære.