Når der skulle læses godnathistorier højt for Poul Pilgaard Johnsen i det vestjyske barndomshjem i Sdr. Felding, var det ikke børnerim eller eventyr, der blev hevet ned fra bogreolen. Tværtimod blev hans mor bedt om at finde leksikonet frem og læse.
”Emnet var underordnet, hun kunne bare starte på en side og så køre videre derfra.
For jeg syntes, det hele var interessant, og da jeg lærte at læse, slugte jeg bøger om alt fra historie og astronomi til skønlitteratur. Det gør jeg stadig,” siger journalisten, forfatteren og forlæggeren, som i dag fylder 50 år.
Det brede interessefelt skinner også igennem, når man ser på Poul Pilgaard Johnsens eget arbejde som journalist på Weekendavisen.
Her er der alt fra historiske artikler, som da han fandt frem til en hidtil ukendt øjenvidneberetning om forfatteren Herman Bangs død i USA, til afslørende graverarbejde, som da han i 2011 dokumenterede, at hjerneforskeren Milena Penkowa blandt andet havde begået dokumentfalsk, og året efter afslørede sagen, hvor den finske forsker Timo Kivimäk var sigtet for spionage.
Denne sommer var det også Poul Pilgaard Johnsen, der fandt frem til sagen om den tidehvervske præst Marie Høgh, som var blevet spurgt ind til sit politisk ståsted ved en ansættelsessamtale i den danske kirke i Berlin.
De gode historier finder han ofte med hjælp fra sit netværk og sin nysgerrighed.
”Jeg kender mennesker i mange forskellige miljøer, sammenhænge og sociale klasser, og de har ofte historier, som bare mangler at blive dokumenteret. Derudover er jeg oprigtigt nysgerrig. Hvis jeg skulle sætte ét karaktertræk på mig selv, skulle det være nysgerrig.”
Selv blev Poul Pilgaard Johnsen færdiguddannet på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i 1992 og fik derefter arbejde på den nu nedlagte Radio Gladsaxe. I 1996 kom han til Weekendavisen, og i 2003 startede han sit eget forlag, Bianco Luno, der udgiver både fag- og skønlitteratur. Selv læser han helst biografier, historiske værker og journalistik.
”Jeg interesserer mig meget for beretninger om det virkelige liv og er fascineret af journalistikkens nysgerrige væsen og illusionsløshed. Det betyder ikke, at journalistikken er desillusioneret, men at vi ser og beskriver tingene, som de er.”
Af litterære værker har Poul Pilgaard Johnsen i et tidligere interview med Kristeligt Dagblad kaldt Bibelen for det største af alle. Han beskriver sig selv som et grundtvigiansk, folkekirkeligt menneske, der også er påvirket af opvæksten i et område præget af Indre Mission.
”Jeg har gennem årene brugt megen energi på at forstå, at troen ikke er lig med en fortabelsesangst, som jeg oplevede det i Indre Mission, og jeg prøver at bevæge mig hen imod en mere glad kristendom. Jeg ved ikke, om jeg er nået dertil endnu, da der er mange af de indtryk, man får som barn, som man aldrig rigtigt formår at slippe,” siger jorunalisten, som tidligere har siddet i menighedsrådet i Slagslunde-Ganløse Sogn efter at have løst sognebånd til præsten Kathrine Lilleør.
Selvom Penkowa-sagen uden tvivl er det arbejde, der har givet Poul Pilgaard Johnsen mest anerkendelse, er han mere stolt af sine skriverier om vin.
”Jeg har skrevet om vin på en helt ny måde, som man ikke tidligere havde set i Danmark, hvor det ikke bare handler om duft og smag, men om noget åndeligt. Det er nogle mere personlige og nærmest eksistentielle historier, hvor vinen fungerer som et medium.”
Både vin og champagne interesserer generelt journalisten, og begge dele bliver der sandsynligvis også nok af, når 50-årsdagen fejres med en stor dansefest.
Poul Pilgaard Johnsen bor på Frederiksberg og har sønnen Carl på tre år.