Der fandtes engang mange farverige forfattere. Runa J. Kähler, der døde for nylig efter 85 ordrige år, var en af dem. I mange år var hun også klummeskriver og anmelder her i avisen. Og i sin sidste kronik for Kristeligt Dagblad – tilbage i 2014 – gik hun bogstaveligt talt og bibelstærkt helt tilbage til begyndelsen for at slå et slag for farverne i vores moderne modeverden, hvor folk efterhånden mest går i hvidt, gråt og sort. Men som en anden H.C. Andersen ville Runa J. Kähler have eventyret og farverne tilbage i livet:
”I begyndelsen var alt angiveligt såre godt og sikkert allerede ved slutningen af uge ét på det lifligste fyldt med vellyd og prægtige farver. Hvælvingen må da fra starten have været en dejlig himmelblå, og de grønne gevækster udstyret med de alsomdejligste blomster og frugter; en fryd for dem, der havde øjne at se med, nemlig fugle, kvæg, krybdyr og mennesket med, og inderligt nødvendigt for samtliges fødeindtag. Så vidt, så godt,” skrev hun – så godt, som kun hun kunne, mens hun også tænkte tilbage på dengang, hun selv fik fodret fantasien i sin barndomshave i Haarby på Fyn:
”Vi er nok mange hertillands, der ikke kan forestille os den Edens Have, man har fortalt os om, uden at tænke på barndommens haver. Selv har jeg altid blandet fortælling og virkelighed grundigt og godt, for der var så dejligt hjemme på Sydvestfyn. Jeg fandt mange ligheder mellem det oprindelige levested og mit eget. Havde vi måske ikke også udstrakte græsplæner, høje træer, brombærranker, bærbuske, staudebede og tilmed køkkenhave? Også vi tre pigebørn havde huler og skjulesteder,” huskede Runa J. Kähler, der dog fandt ud af barndommens lykkelige huler for at læse fransk og religionshistorie.
Hun blev færdig som cand.mag. i 1962, og samme år begyndte hun at arbejde freelance for DR og Kristeligt Dagblad. Her var hun på skift klummeskriver, teateranmelder, tv-kommentator og litteraturanmelder og deltog desuden i den offentlige debat med indlæg og kronikker.
Egentlig var hun døbt Rune Jacobsen, men i 1968 giftede hun sig med keramikeren Herman J. Kähler.
Dermed giftede hun sig også ind i den berømte Kähler-familie i en tid, hvor Kähler som familieejet virksomhed blev drevet af fjerde generation med Herman J. Kähler som administrerende direktør. Hendes bøger ”Gammel kærlighed” og ”Han hed Herman” handler om manden, der døde i 1996.
”Det blev et 28 år langt ægteskab. Der var den forskel fra andre par, at han var 30 år ældre, men vi føltes som jævnaldrende, og det var et meget begivenhedsrigt liv, vi havde sammen,” fortalte hun tidligere i år, da hun gav et videointerview til auktionshuset Lauritz.com i forbindelse med salget af sin store keramiksamling, da hun flyttede til en mindre bolig i Kolding.
En af vaserne havde hun selv købt efter mandens død. Og hun forklarede humoristisk, hvordan sælgeren ville have meget for den, fordi det var en ”gammel Kähler”, hvortil hun svarede, at det var hun også!
”Hun havde en fantastisk humor og var meget vidende. Og vi havde et meget langt og godt venskab. Hun var meget trofast. Hun var også gudmor til mit yngste barn, og hun tog sig af vores børn, når min mand og jeg for eksempel var ude at rejse,” siger veninden Christina Åkerman, der til det sidste var i telefonisk kontakt med Runa J. Kähler flere gange ugentligt. Den tætte kontakt har de holdt, siden de første gang mødtes til en fest i 1967 på Thurø, da Runa J. Kähler en overgang var gymnasielærer i området.
Humoren går også igen i mange af Runa J. Kählers klummer og kronikker, men hun skrev også om livets alvor.
”Hun afleverede som regel altid kvalitetskronikker, og så var hun en af de første, der bragte sig selv på banen som pårørende til en dement, da hun skrev om sin mand,” husker litteraturprofessoren Nils Gunder Hansen, der var kronik- og debatredaktør på Kristeligt Dagblad i perioden 1992-1996.
I alt udgav hun over 20 bøger, og i 2007 fik hun i Dansk Forfatterforening overrakt 10.000 kroner fra Gudrun og Johannes Lehmanns Legat – blot ét blandt en lang række hædersbevisninger. Hun havde også flere tillidsposter i Dansk Kvindesamfund, Dansk Forfatterforening og Dansk Sprognævn, ligesom hun holdt talrige foredrag. Et af dem, ”Hvis jeg dør...”, blev til på bestilling af præsterne i Kolding Provsti.
Sit navn satte hun allerede på gravstenen, da manden døde i 1996. Og snart bliver hendes urne sat ned i deres fælles grav på Kalvehave Kirkegård på Sydsjælland i nærheden af det hjem, hvor de boede sammen i mange år, oplyser veninden.