Kamæleon med sans for komik

Søs Egelind har spillet alt fra seriøse dramatiske roller til de mere komiske. I dag fylder den alsidige skuespiller, instruktør og manuskriptforfatter 60 år

Teater, tv, reklamefilm og alt der imellem. Søs Egelind har igennem sin karriere prøvet det meste. I dag fylder den alsidige komiker og skuespiller 60 år. –
Teater, tv, reklamefilm og alt der imellem. Søs Egelind har igennem sin karriere prøvet det meste. I dag fylder den alsidige komiker og skuespiller 60 år. – . Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix.

Der findes ikke mange kvinder, som kan prale af både at have vundet prisen som ”Årets revyforfatter” og prisen for ”Årets værst klædte mand”, men Søs Egelind er heller ikke, som folk er flest. I dag fylder den folkekære komiker og skuespiller 60 år.

Som barn i Silkeborg drømte hun om at blive skuespiller, og efter studentereksamen kom hun direkte ind på skuespillerlinjen på Aarhus Teaters Elevskole, hvorfra hun blev færdig i 1982. Samme år mødte hun første gang Kirsten Lehfeldt, der med sin lille statur var det komiske modstykke til den høje og ranglede Egelind.

De tonede for første gang frem på de danske tv-skærme i programmet ”Klikk” i 1984. Og makkerskabet har mere eller mindre holdt lige siden, når de er taget på turné, har holdt foredrag eller har lavet tv under titlen ”Søs og Kirsten”. Sammen har de to komikere ikke været bange for at tage det kiksede, det grimme og det skæve under kærlig behandling, ofte i forklædning og uden spor af forfængelighed.

Men Søs Egelind er også kunstner i egen ret. Hun har medvirket i flere danske spillefilm, og har en lang række teaterroller bag sig. Heriblandt drømmerollen som Martha i ægteskabsdramaet ”Hvem er bange for Virginia Wolf?” på Gladsaxe Teater i 2004. Hun har instrueret og skrevet manuskripter til både tv og revy, og så har hun lagt stemme til Harry fra DSB-reklamerne.

Livet har bestemt ikke altid været en dans på roser for skuespilleren. I 2007 blev Søs Egelind alvorligt syg. Hun fik konstateret lymfeknudekræft og herefter modermærkekræft. Den ulykke kom ikke alene, for kort efter sparkede hendes hest hende, så hun fik en flænge på leveren. Hun blev omkring samme tidspunkt skilt fra sin mand gennem 25 år. Men hun kom igennem det og lærte meget om sig selv og den styrke, hun besidder.

”Jeg var i et vacuum. Helt alene. Og pludselig forstår man, hvem man virkelig er uden alle maskerne. Jeg opdagede, at jeg er en, der kan vende tingene til noget godt,” har hun tidligere sagt til Kristeligt Dagblad.

De svære år skubbede Søs Egelinds liv i retninger, som hun aldrig havde forestillet sig. Hun påtog sig roller, som hun ellers ikke havde turdet. Deltog i, og vandt, DR-programmet ”Maestro”, hvor hun dirigerede DR SymfoniOrkestret. Kom næsten hele vejen til semifinalen i ”Vild Med Dans”. Og hun blev aktivist og stifter af foreningen ”Cannabisdanmark”, der kæmper for legaliseringen af medicinsk cannabis.

”Alt for mange desperate patienter famler i blinde efter alternativer til ofte nytteløs konventionel medicin med voldsomme bivirkninger. Det tvinger dem ud i kriminalitet. Det er stigmatiserende og inhumant,” udtaler hun på foreningens hjemmeside.

I dag har hun base i Nordsjælland, hvor hun bor på en økologisk gård. En gård, som hun deler med en hund, to heste, den ene af sine to døtre, dennes mand og sit barnebarn. Og det usædvanlige arrangement passer hende godt.

”Jeg er et kollektiv-menneske, og jeg kommer til at bo sammen med andre resten af mit liv. Hvorfor skal man have så mange støvsugere, når man kan deles om en enkelt? Og hvorfor skal man have så svært ved at få sine børn passet, når nu der er en gammel rynket hånd, der gerne vil og på den måde føler sig værdsat og nødvendig?,” har hun i et interview sagt til magasinet Eurowoman.