Det var ikke tanken om at blive taget af Gestapo, der sled på Andrée Geulen-Herscovici, da hun som ung belgisk lærer hjalp med at bringe jødiske børn i sikkerhed under Anden Verdenskrig. Hun kunne stige på et tog med et par børn, der skulle skjules, og stadig bevare roen vel vidende, at der måske kom nazister, som fattede mistanke til børnene. Eller uanfægtet skubbe et par jødiske børn foran sig på fortovet forbi tyske soldater.
Det virkeligt svære, det hårdeste i hendes modstandsarbejde, var at skille børnene fra deres forældre, fortalte Andrée Geulen-Herscovici siden. Hun døde i sidste måned på et plejehjem i Belgien, 100 år gammel.
Nogle gange var det nyfødte, fem-seks dage gamle spædbørn, hun løftede fra deres mødres arme.
”Det var rædselsfuldt at tage børn væk på den måde fra de mødre, der lige havde født dem. (….). At tage et barn fra moderen uden at kunne fortælle hende, hvor det blev bragt hen,” sagde Andrée Geulen-Herscovici for nogle år siden til den amerikanske professor og ekspert i belgisk modstandsbevægelse, Anne Griffin, der står bag en vandreudstilling om den belgiske modstandskamp.
Men adskillelsen af forældre og børn var nødvendig. Nazityskland vedtog i foråret 1942 den såkaldte Endlösung, som gik ud på at udrydde alle jøder gennem et gigantisk systematisk folkedrab. Også i Belgien blev jødiske familier deporteret til en af de seks udryddelseslejre i det ligeledes tyskbesatte Polen.
”Alt hastede. Jeg fik nogle adresser, og jeg opfattede det som et kapløb mellem mig og Gestapo. Hvem kom først frem til familien,” sagde Andrée Geulen-Herscovici i et vidnesbyrd, som indgik i vandreudstillingen, da den blev vist i New York i 2017.
Andrée Geulen-Herscovici blev født den 6. september 1921 i Bruxelles og var 18 år, da Belgien blev besat i maj 1940. De første år af besættelsen ændrede hendes liv sig ikke mærkbart, men da forfølgelsen af jøder blev intensiveret i 1942, blev Andrée Geulen-Herscovici en del af et netværk af kvinder, der hjalp jødiske familier med at gemme deres børn hos kristne familier, i klostre og skoler.
De følgende to år – frem til befrielsen af Belgien i efteråret 1944 - vurderede hun selv, at hun var med til at redde 300-400 børn. Det vurderes, at de 12 kvinder i netværket i alt reddede omkring 3000 børn i sikkerhed.
”Jeg spurgte mig selv, hvordan kan jeg hjælpe. Hvad kan jeg gøre,” sagde Andrée Geulen-Herscevici ifølge avisen The Washington Post, da det gik op for hende, at hendes elever begyndte at forsvinde, fordi tyskerne ville sende dem til udryddelseslejren Auschwitz.
Ud over sit personlige mod og en god portion koldblodighed havde Andrée Geulen-Herscovici den fordel, at hun talte flydende tysk og i øvrigt var født med blondt hår og blå øjne. Selve idealet på den ariske kvindetype, som nazisterne dyrkede. Hun var datter af velhavende, liberale katolske forældre, men fik som teenager en vis sympati for kommunismen. Ifølge professor Anne Griffin var det dog i højere grad Andrée Geulen-Herscovicis personlige ideal om ”moralsk mod”, der drev hende. Hun mente, at det var en moralsk pligt at handle, når mennesker blev truet eller udsat for lidelse.
Selv fastholdt Andrée Geulen-Herscevici, at hun ikke var nogen speciel 18-årig. Det var situationen, der havde udfordret hende.
”Pludselig befandt jeg, en ung lærerinde, mig midt i denne tragedie. Jeg kunne ikke acceptere det,” sagde hun i 1998 ved et genforening med nogle af de børn, hun reddede, skriver Washington Post.
Det var ikke ufarligt for Andrée Geulen-Herscovici og de øvrige kvinder at arrangere børnenes flugt. I maj 1943 blev en skole, hvor 12 børn var gemt, ransaget af tyskerne. Børnene blev opdaget og taget med. Skolens inspektør og hendes mand blev sendt i koncentrationslejr og overlevede ikke. Geulen-Herscovici blev afhørt, men senere løsladt.
Også selvom hun, ifølge de internationale medier, gav et rapt svar, da en tysk officer sagde til hende, at hun skulle skamme sig over at undervise jødiske børn:
”Skammer du dig ikke over at føre krig mod jødiske børn.”
Efter krigen lykkedes det Andrée Geulen-Herscovici at hente mange af de skjulte børn tilbage og genforene dem med deres forældre. Nogle gange var der dog ingen forældre at genforene med. De var slået ihjel.
Mange af børnene har senere understreget, at uden Andrée Geulen-Herscevici havde de næppe haft et liv. Hun på sin side har insisteret på, at det var hende, der havde grund til tak, fordi hun gennem børnene lærte racismens umådelige stupiditet at kende:
”Intet andet arbejde har gjort mig så stolt. Forestil jer, hvad det vil sige for en 20-årig kvinde at gå i seng om aftenen og tænke: i dag blev endnu fem børn reddet, endnu fem er sluppet for deportation,” sagde hun i 1998.
Andrée Geulen-Herscovici blev i 1948 gift med juristen Charles Herscovici, der havde jødisk baggrund. Parret fik to døtre. Hun blev æresborger i Israel i 2007, har modtaget den israelske hædersbevisning Righteous among the Nations samt en række andre æresbevisninger.