Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?
At min hustru, Aase, og jeg har fået en ny og god tilværelse her i Aabenraa, hvor vi flyttede hen, da jeg stoppede som biskop i Viborg. En gang imellem savner vi dog også Viborg, hvor vi boede i 28 år. Men vi er taknemmelige for den tid, der var, samtidig med, at vi nu føler os på det rette sted på det rette tidspunkt i livet.
Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?
Min studietid i Aarhus, hvor jeg virkelig fandt glæden ved at arbejde med teologiens fag under vejledning af højt kvalificerede lærere. Det var også i studietiden, vi blev gift og fik vores første barn og dermed en livsfase fyldt med glæde og varme.
Hvilke personer – udover din livsledsager – har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?
Der er visse mennesker, der ofte uden at ville det direkte kommer til at vise vejen for en i livet. Sådan en person var min bedstemor. Hendes personlighed var præget af en humoristisk, jordbundet og praktisk fromhed. Hun var et varmt menneske, der aldrig talte nedladende eller fordømmende om andre. På samme måde vil jeg nævne mine forældre, som havde mødt hinanden i KFUM og KFUK og havde en lys kristendomsforståelse.
Hvilket råd vil du give til andre, der gerne vil ind i samme profession som dig?
Husk, at det ikke kun er dig og dit arbejde, der skaber liv og vækst i kirken. Du er ikke eneansvarlig for, at det kirkelige arbejde lykkes. Det er vigtigt, at det præstelige arbejde ikke kommer til at handle om dig selv, og hvad du kan. Vi er i vor Herres tjeneste. Det betyder, at du er fri til at yde dit bedste, samtidig med at du bevarer din personlige integritet.
Hvad er det vigtigste, du har gjort for at få det arbejdsliv, du gerne ville have?
At jeg valgte den teologiske uddannelse, som åbnede en helt ny og spændende verden for mig. Og at jeg ikke vendte ryggen til de vanskeligheder og muligheder, jeg blev stillet over for.
Hvilken sorg eller hvilket tab i dit liv vil du nævne her?
Da jeg i 1972 mistede min lillesøster Hanne i en bilulykke i Tyskland, hvor også mine forældre blev kvæstet. Min lillesøster Bente var også med i bilen. På det tidspunkt boede min hustru og jeg i Genève, Schweiz, hvor jeg skrev en teologisk afhandling, og de var netop på vej ned for at besøge os. Jeg måtte som min første begravelse begrave Hanne hjemme i Haderslev, mens mine forældre lå på hospitalet i Tyskland. Det var en svær tid.
Hvornår udviste du mod og sprang ud på ”de 70.000 favne”?
Da jeg i 1978 sagde ja til som 32-årig at blive forstander for Diakonhøjskolen i Aarhus. Det var en stor omvæltning i vores liv, men jeg var meget glad for årene, hvor jeg lærte meget om diakoni, administration, voksenundervisning og personaleledelse. Det blev en travl tid, hvor der skete store samfundsmæssige forandringer. Det diakonale arbejde måtte finde sine egne ben efter bistandsloven i 1976. Det gav anledning til, at diakoniens rolle og betydning i relation til både kirken og samfundet blev nytænkt.
Hvor ser du dine forældre i dig selv?
Vi havde et godt hjem, hvor der med fire børn og én indtægt måtte sættes tæring efter næring. Fra min far har jeg arvet en vis stædighed og vilje til at arbejde, og fra min mor har jeg fået et grundlæggende lyst sind.
Hvad ville du gerne have gjort anderledes?
En af de ting, jeg fortryder, er, at jeg efter fire år rejste fra min præstestilling i Assing Sogn i 1978. Det paradoksale er, at jeg ikke fortryder, at jeg blev forstander på Diakonhøjskolen. Alligevel føler jeg, at jeg skyldte sognet at blive længere.
Hvad tror du på?
Jeg tror på Guds nåde. Hvad andet har et menneske at holde sig til?
Beskriv en scene fra din barndom.
Jeg sidder ude på spidsen af en badebro på Kalvø ved Genner Bugt, hvor min mor og far har lejet et sommerhus. Det er sommeren 1948 eller 1949, og jeg er knap to eller tre år gammel. Jeg læner mig en smule for langt frem og får overbalance. Et sekund senere ligger jeg nede i vandet. Hernede er alt stille, fuglene synger ikke mere, og det eneste, jeg ser, er nogle små hvide bobler, der stiger op foran mine øjne. Det er min egen udåndingsluft. Jeg husker egentlig ikke, at jeg var bange, snarere en smule forundret. Pludselig mærker jeg et fast greb i armen. Det er min far, som igennem vinduet må have set, hvad der skete. Han springer ud på broen for at redde mig. Hvis ikke han havde holdt øje med mig og handlet så resolut, var jeg sandsynligvis druknet.
Hvor vil du gerne begraves?
Vi har levet den største del af vores liv i Viborg, og der har vi besluttet at blive begravet. På Viborg Kirkegård er der en afdeling for tidligere biskopper. Der skal både min hustru og jeg ligge.