Hvad tror du på?
Jeg tror på Gud og alt det, han satte i gang med sin kirke. Jeg tror på en personlig Gud, der vil noget med os, og som griber ind i vores liv. Det er en Gud, som jeg er udfordret af, og som jeg er i daglig kontakt med gennem bøn og gudstjeneste.
Beskriv en scene fra din barndom.
Jeg kan huske en episode fra 3. klasse på Sankt Joseph Søstrenes Skole på Falster. Vi sad i klasselokalet, da én af søstrene bankede på døren. Hun fortalte, at en pige i klassen nedenunder var død. Jeg vidste godt, at pigen havde været kræftsyg, men det gjorde alligevel et stort indtryk på mig. Jeg kan også tydeligt huske, at hele skolen var med til begravelsen.
Det religiøse har været en del af mit liv lige så lang tid, jeg kan huske tilbage. Der var krucifikser og helgenbilleder på væggene, vi bad aftenbøn og gik i kirke.
De første syv år af min skolegang var på den katolske skole i Nykøbing Falster. I de første par år tog min lillebror og jeg toget, men da vi var store nok, tilbagelagde vi turen på cykel. Der var 10-11 kilometers landevej fra vores hus i Grænge på Lolland til skolen i Nykøbing Falster, men vi kørte for det meste gennem flere skove, hvilket ofte var en naturmæssig berigelse.
Hvor ser du dine forældre i dig selv?
Det er rigtig svært at sige. De var gode forældre, der gav os en tryg barndom. De var meget ordentlige og regelrette og forventede, at man hjalp til.
De var også enkle mennesker uden nogen højere uddannelse. Min mor Therese er barn af polske arbejdsmigranter, der kom til Lolland og skabte deres egen tilværelse og fik deres egen gård.
Min far Ignacy kom også fra Polen. Under tyskernes besættelse af Polen blev han udskrevet til tvangsarbejde i Østpreussen for tyske bønder. Men da russerne rykkede frem i 1945, flygtede han med den tyske befolkning over Østersøen i skib. Skibet lagde til i København, og derfra blev han sendt til Lolland, hvor han opholdt sig i en lukket opsamlingslejr.
Efter en tid blev mændene i lejren sendt ud på gårdene for at arbejde. Han begyndte at gå i den katolske kirke i Nykøbing Falster, og det var her, han mødte min mor.
Min far var en meget stolt polak, men forsøgte aldrig at vende tilbage. Det var, fordi han havde været aktiv i det katolske ungdomsarbejde som ung, og han var bange for, at hans fortid ville belaste ham under Polens nye socialistiske regime.
Som ung gjorde jeg indimellem lidt oprør mod det polske, for jeg ville være min egen. Men senere blev jeg mere optaget af mine rødder.
Hvilke personer har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?
Der vil jeg nok pege på vores sognepræst i Nykøbing Falster, pastor Wilhelm Vick. Han var præst i vores kirken og lærer på skolen, men da jeg senere blev messedreng, kom jeg tættere på ham. Han forsøgte ikke at gøre mig til præst, men hans måde at være præst på, hans kærlighed til kirken og hans interesse for mennesker var meget inspirerende. Og så var han bramfri, parat med hurtige bemærkninger og lidt af en original.
I 1971 fik han et hjerteanfald og måtte gå på pension. Han levede de næste syv år i København, hvor jeg besøgte ham mange gange, før han døde.
Hvornår udviste du mod og sprang ud på ”de 70.000 favne”?
Det ved jeg ikke, om jeg nogensinde har gjort. Det at blive præst var noget, jeg tænkte på allerede som 12-årig. Jeg havde to gange i min barndom, på en stilfærdig måde fået nogle oplevelser og erkendelse, som pegede mig i den retning. Det betyder, at jeg har aldrig har følt, at jeg skulle opgive noget for at blive præst.
Der var også opbakning til mit valg i familien. For en katolsk familie har præstesønner ofte været forbundet med meget stor stolthed og en vis prestige. Men mine forældre tog det meget afslappet, og de spurgte, om jeg nu havde tænkt godt nok over det. De ville være sikre på, at det også holdt.
Jeg ved heller ikke, om det krævede mod at tage imod bispekaldet. Jeg havde været meget tæt på den daværende biskop Hans L. Martensen og kendte lidt til arbejdet. Derfor turde jeg sige ja. Og selvom der har været mange udfordringer og ting, som jeg kunne have gjort anderledes, har jeg aldrig fortrudt mit valg.
Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?
Jeg ser tilbage på vores hjem og landsbyen med stor glæde. Det var et trygt sted, og jeg er taknemmelig over min barndom.
Men det har ikke gjort mig blind for, at andre mennesker ikke har haft det nemt. Der er folk, som har oplevet modgang under opvæksten eller har måttet træffe valg, der har skabt konflikter eller ført til afvisning og marginalisering.
I det lys har mit liv været rimeligt stilfærdigt. Men det har da også været et rigt og meningsfyldt liv.
Hvilken sorg eller hvilket tab i dit liv vil du nævne her?
Det var en sorg, da min far døde i 1994. Han var 85 og mæt af dage, men det gør indtryk, når en afgørende person som en forælder forsvinder.
Men den forælder, der er tilbage, kommer til at betyde endnu mere. Og det hjem, som de begge to havde skabt, fortsatte med at være der. Og min mor lever heldigvis endnu. Hun er 93 år og bor stadig i vores barndomshjem i Grænge.