Keld Albrechtsens politiske karriere blev kickstartet ved lidt af en tilfældighed.
Han var oprindeligt opstillet nederst på Venstresocialisternes kandidatliste til amtsrådsvalget i Aarhus i 1978. Men da spidskandidaten pludselig faldt fra, foreslog dirigenten, at kandidatlisten blev vendt på hovedet. Partiets eneste mandat i Aarhus Amtsråd endte derfor med at tilfalde Keld Albrechtsen.
Det blev startskuddet på en politisk karriere, som siden førte ham forbi Folkebevægelsen mod EF, JuniBevægelsen og ikke mindst Enhedslisten, som han i 1989 stiftede sammen med Søren Søndergaard fra Socialistisk Arbejderparti og Ole Sohn fra Danmarks Kommunistiske Parti.
Fra 1994 til 2005 repræsenterede han Enhedslisten i Folketinget, hvor han blev kendt som lidt af en spørgejørgen. I folketingsåret 2002-2003 stillede han i alt 366 spørgsmål til landets ministre.
"Er ministeren enig i, at udsatte, men ikke-trækkende projektstorke, som fryser ihjel om vinteren, udgør et dyreværnsproblem,” lød et af de mere kuriøse spørgsmål fra Keld Albrechtsen.
Han mente dengang selv, at han kun stillede “de allermest nødvendige spørgsmål”, da “døgnet stiller sin naturlige begrænsning”.
Hans vedholdenhed, når det drejer sig om at afkræve magthaverne svar, gav ham blandt andet øgenavnet “Duracell-kaninen”. Allerede som VS’er i 1980’erne gav han daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) grå hår som en af arkitekterne bag den såkaldte fodnotepolitik. Fodnotepolitikken betød, at Schlüter-regeringen – mod sin vilje – måtte repræsentere “det alternative flertal” og tage afstand fra væsentlige Nato-beslutninger.
Ifølge en af Keld Albrechtsens gamle partikammerater var hans mange spørgsmål også skyld i, at Uffe Ellemann-Jensen engang var nødt til at haste ud af en folketingsdebat, da han var ved at komme for sent til sit fly. Det var måske også årsagen til, at Uffe Ellemann-Jensen engang har udtalt:
“Jeg kan desværre ikke tænke så langsomt, som Keld Albrechtsen taler.”
Uffe Ellemann-Jensen er ikke den eneste venstremand, som Keld Albrechtsen har lagt sig ud med. I 2001 var han nødt til at undskylde, fordi han på valgaftenen havde givet Anders Fogh Rasmussen fingeren, da partilederen var i gang med at holde sin sejrstale.
Keld Albrechtsen kommer ellers selv fra et hjem med rødder i det liberale Højskolevenstre, og begge forældre var da også medlem af partiet. Faderen tog ham som barn med til vælgermøder, men studenteroprøret, Vietnamkrigen og hans ønske om et mere lige samfund blev afgørende for, at han endte i Venstresocialisterne.
Der var flere grundtvigianske præster på hans mors side af familien, og det har gjort, at han – trods politiske uenigheder – ser et langt større åndeligt slægtskab med en politiker som Venstres Bertel Haarder end for eksempel tidehvervspræster som Søren Krarup og Jesper Langballe fra Dansk Folkeparti.
“Den værst klædte mand“
Det vakte ramaskrig, da en journalist i sidste måned kommenterede udseendet af flere af Enhedslistens kvindelige folketingsmedlemmer, men den skæbne overgik faktisk allerede Keld Albrechtsen for årtier tilbage. Hans farverige norske sweatre fra VS-dagene sikrede ham dengang hædrende omtale som “landets værst klædte mand”.
Senere blev sweateren skiftet ud med skjorte og vest, og i den forbindelse opstod et rygte om, at han havde en medarbejder ansat til at krølle sine skjorter.
“Jeg kan fuldt ud bekræfte, at den historie florerede,” griner han i dag.
"Men den rene og skinbarlige sandhed er, at skjorterne var strøget, og at jeg faktisk gjorde det selv," siger han.
Rygtet bidrog til at tegne et billede af ham, som passede ham ganske fint, fortæller han.
“Vi ville gerne være et alternativ til dem i slips og tunge jakkesæt, der var dominerende på Christiansborg dengang,” siger Keld Albrechtsen, der også gerne tager en del af æren for nutidens mere afslappede mode, hvor selv ministre ofte bærer skjorte uden slips.
Den karakteristiske vest var dog ikke blot et politisk statement, men er fortsat en fast del af Keld Albrechtsens garderobe. Den er nemlig praktisk, når han tilbringer timer i sin nyttehave, og når han vandrer langs Vesterhavet eller på Hærvejen eller i mere bjergrige områder uden for Danmark.
De fleste timer bruger han imidlertid på sin tjans som formand for Brabrand Boligforening, som arbejder for at omdanne Gellerupparken fra et socialt udsat område til en attraktiv bydel. Det kræver nemlig langt mere at løfte et boligområde end at løfte en amtsrådskandidat til toppen af stemmesedlen.