Keld og fodnotekampen

Keld Albrechtsen var Folketingets Spørge-Jørgen før partifællen Per Clausen og sloges indædt med tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen

Keld Albrechtsen, her for en gang skyld uden en af sine karakteristiske spraglede sweatre, op til til EU-valget i 2009. –
Keld Albrechtsen, her for en gang skyld uden en af sine karakteristiske spraglede sweatre, op til til EU-valget i 2009. –. Foto: Keld Navntoft.

En kende uvenligt kaldte en politisk modstander engang Enhedslistens Keld Albrechtsen Tågehornet fra Vejlby Vest. I dag runder han de 60 år.

Keld Albrechtsen kendes i offentligheden på sit skæg samt sine farvestrålende norske uldsweatre. I dén mundering kæmpede han i 1980erne ufortrødent mod udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensens Nato-venlige vej.

Som VSer ville han tvinge Uffe og statsminister Poul Schlüter væk fra Natos dobbeltbeslutning. Den skulle stoppe Sovjetunionens SS-20- raketter, der truede de europæiske Nato-lande med krydsermissiler. Keld Albrechtsen førte an i det alternative flertal.

Han vil skrive en bog om fodnotepolitikken, hvor han nok ikke ser sig selv som en af Sovjets nyttige idioter, skønt Folketingets flertal førte dén politik, som gavnede Kreml.

Venstrefløjen tabte i 1988 valget til Schlüter, som sprængte det alternative flertal ved at tage De Radikale med om bord. Samme år skrev Keld Albrechtsen i VS det blå papir, som banede vejen for De Forenede Dødsboer, alias Enhedslisten. Her slog VS pjalterne sammen med dødsfjender fra DKP, trotskister i SAP, maoister i KAP og andre hjemløse socialister. Fra 1994 til 2005 fightede Keld Albrechtsen i Folketinget for liste Ø og satsede især på EU.

Han drev især udenrigsminister Niels Helveg Petersen (R) til fortvivlelse med en stribe spørgsmål i Folketingets Europaudvalg og Keld Albrechtsen fortjente rent faktisk prædikatet Spørge-Jørgen, som siden er gået i arv til partifællen Per Clausen.

Tilbage i Smilets By genoptog Keld Albrechtsen sin første kæphest: boligpolitikken. I 1975 kom han i Skjoldhøjkollegiets bestyrelse og blev siden formand i Brabrand Boligforening. Senest var han primus motor bag en renovering af Gellerup for at forandre ghetto-området.

Så den nu 60-årige socialist er tilbage ved udgangspunktet i mere end én forstand: Keld Albrechtsen er vendt hjem til Aarhus og livet som boligaktivist.

/ritzau/