Beskriv en scene fra din barndom?
Jeg voksede op i en lille bygd i det øvre Telemark i en familie, som var en del af Jehovas Vidner. Min far flyttede dog til Danmark, da han opdagede, at han var bøsse. Jeg boede med min mor i samme hus som min mormor, som jeg var meget sammen med i min barndom. Hun var altid så bekymret for, at jeg ikke fik nok at spise, så hun jagtede mig rundt med brødskiver. Jeg klatrede engang højt op i et træ, mens min mormor stod ved træets fod og rakte en skive brød op mod mig. ”Kom ned og spis, Kim!”, råbte hun.
Hvor ser du dine forældre i dig selv?
Jeg har arvet min fars intelligens og fantasi og min mors forsigtighed og angst, men også hendes evne til at gøre ting ordentligt. Men jeg har altid været splittet mellem min fars vilde risikovillighed og min mors ængstelige natur.
Hvilke personer ud over din livsledsager har betydet mest for at forme dig til den, du er?
Der er utroligt mange personer, som hver især har skubbet mig i nye retninger. Jeg har aldrig haft særligt mange nære venner, men den første kammerat, jeg fik, lå jeg også bogstaveligt talt sammen med i vuggen, fordi vi var født næsten samtidig, og min mor og hans mor var bedste veninder. Ham var jeg rigtig meget sammen med, indtil han flyttede fra bygden til en større by sydpå, da jeg var ni år. Derfra kom han til at repræsentere stor-byen for mig, selvom han kun boede i en snusket provinsby. Men det var en befrielse at besøge ham der, hvor der var både kriminelle bander og et indkøbscenter, der virkede spændende for mig, der kom fra landet. Jeg blev mobbet i skolen hjemme i min bygd, hvor alle de andre drenge spillede fodbold hver dag. Jeg følte mig tvunget til at være med, selvom jeg hadede det. Jeg scorede ikke et eneste mål i de ni år, jeg gik i skole, så jeg var en stående vittighed blandt mine klassekammerater. Men hos min ven i provinsbyen kunne jeg pludselig spille brasiliansk fodbold, og jeg scorede det ene mål efter det andet. Det var, som om byen gjorde mig til anden. Jeg troede, jeg havde knækket fodboldkoden, men hjemme i bygden var jeg igen elendig til fodbold. Det var, som om bygden var min forbandelse, men det var også en forbandelse, jeg søger tilbage til.
Hvornår sprang du ud på de 70.000 favne?
Jeg stak af hjemmefra, da jeg var 16 år gammel. Det var ikke kun mine plageånder i skolen, men også Jehovas Vidner jeg stak af fra. For jeg var bange for Harmagedon, og jeg var bange for at blive slået ihjel af Gud, så jeg tænkte, at det gjaldt om at komme væk, selvom jeg gik ud fra, at Harmagedon var et globalt fænomen, men de forestillinger havde jeg brug for at komme væk fra. Men de har præget mig utrolig meget. Jeg har læst Bibelen fra ende til anden flere gange, og det gennemsyrer mit forfatterskab, der er fyldt med ekkoer fra Bibelen. Jeg blev ateist for at komme væk fra den gud, der ville slå mig ihjel. Men det var ikke kun skidt at vokse op hos Jehovas Vidner. Det lærte mig for eksempel også en lidt manipulerende teknik at tale med enhver og møde folk, hvor de er.
Hvad tror du på i dag?
Jeg er stadig ateist, men jeg tror alligevel på behovet for en irrational tro på noget, der er større end os selv.
Hvilken fase ser du tilbage på med størst glæde og varme?
Nutiden. Jeg synes, at mit liv er blevet bedre og bedre. Det meste af min fortid har været forkludret, så jeg hele tiden forsøgte at flygte væk fra den i håb om, at det ville blive bedre et andet sted ved at reparere problemerne geografisk. Det plejer sjældent at fungere særlig godt. Men jeg var også glad for især mit første halve år som sygeplejerske i Grønland fra efteråret 1989 til foråret 1990 sammen med min familie, hvor der var et lille vindue af idyl.
Hvilket tab vil du nævne her?
Mit største og vigtigste tab er at have svigtet som far. Grønland blev det vigtigste for mig, så jeg var deroppe, mens børnene var i Danmark. Og så blev jeg narkoman, hvor man jo heller ikke er så meget værd som far, så jeg var et andet sted, mens børnene havde brug for mig.
Hvad er det vigtigste, du har gjort for at få det liv, du gerne ville have?
At holde op med at være syge-plejerske. Jeg skulle nok have læst på universitetet eller forfatterskolen fra begyndelsen.
Hvilket råd vil du give andre, der også vil være forfatter?
Læs meget og læs varieret, for læsning er den bedste forfatterskole. Derudover er der tre ting, der er afgørende, hvis man vil være forfatter, og det er vedholdenhed, vedholdenhed og vedholdenhed. Jeg har set mange mennesker, der er langt mere begavede end mig, men ikke får skrevet noget.
Hvad har bragt dig størst glæde i livet ud over din familie?
At gå i fjeldet. Det er for mig en næsten sakral oplevelse, der minder om at være i en kirke.