Med sine mystiske symboler, kryptiske inskriptioner og pompøse arkitektur er Jesuskirken i Valby i København en af landets mest særprægede kirker. Kirken bliver ofte forbundet med dens bygherre, bryggeren Carl Jacobsen. Og de senere år har kirken også været kendt for sin synlige og slagfærdige præst Sørine Gotfredsen.
Men i sognet vil mange ikke mindst forbinde kirken med Hanne Lise Rosenberg, der i 25 år har været en af kirkens tre præster. I morgen fylder hun 70 år og rammer dermed præsternes obligatoriske pensionsalder og må sige farvel til sin kirke.
”Det er vemodigt og mærkeligt. Efter så mange år er Jesuskirken blevet en del af min identitet,” siger hun.
Hanne Lise Rosenberg forklarer, at det hænger sammen med, at man uundgåeligt kommer til at identificere sig med præstejobbet, når man i 25 år har boet midt i sognet. Samtidig har kirken med sin symbolmættede udsmykning været med til at forme hende som præst.
”Jesuskirken har alle dage gjort stort indtryk på mig. Når man bevæger sig op gennem kirken, fortæller den igennem inskriptioner og billeder historien om Jesus. Man bliver taget ved hånden som i en slags trosvandring, hvor man ender ved det store kors på alteret. Det har i den grad inspireret mig,” siger hun.
Det er især en stor billedfrise over koret, der har haft betydning for Hanne Lise Rosenberg. Den hedder kristendommens grundpiller og afbilleder med Jesus i centrum en række af kirkens martyrer, kirkefædre og reformatorer.
”Den bringer en ind i en sammenhæng af de kristne, der er gået forud for os. Det er et selskab af fortidens trosvidner, som vi i kirken bliver en del af. Den billedfortælling har været med til at spore mig ind på, at vi er dem, der nu er trosvidner og skal fortælle det videre, vi selv har fået at høre,” siger hun.
Jesuskirkens særlige udformning og kunstneriske udtryk har ligefrem ansporet hende til at begynde på en bachelor i kunsthistorie på Åbent Universitet. Præstejobbet tog dog så meget tid, at studierne blev sat på pause. Men planen er, at de nu skal genoptages under pensionisttilværelsen.
Hvordan vil du karakterisere dig selv som præst?
”Det er svært at sætte ord på. Men jeg har altid slået et slag for, at vores tro og teologi bør udmønte sig i noget synligt og hørbart. At man også tager sig af dem, der ikke kommer i kirken om søndagen. Det ligger både i kirkens og bibelfortællingernes dna at have fokus på det diakonale og sociale. Det har været den røde tråd i mit virke som præst,” siger hun.
Det fokus har ført til, at hun over årene har haft flere bestyrelsesposter for blandt andet Danmission og for Samvirkende Menighedsplejer, der støtter det diakonale arbejde i sognene. Og hun har i flere år været formand for Det mellemkirkelige Stiftsudvalg, hvor fællesskabet med migrantmenigheder er i centrum.
Et andet emne, der også har optaget Hanne Lise Rosenberg og ført til en aktiv foredragsvirksomhed, er Bibelens kvinderoller, og hvordan de spiller ind i forhold til moderne kønsopfattelser.
Hun blev præst første gang i 1984, hvor det ifølge hende stadig var lidt eksotisk at være kvindelig præst.
Har folkekirken stadig presserende problemstillinger på det område?
”Meget har selvfølgelig ændret sig over de år, jeg har været præst, men hvis jeg skal være helt ærlig, oplever jeg stadig, at en kvindelig præst skal bevise sit værd på en anden måde end en mandlig. Kvindelige præster bliver målt og vejet på, om de er optaget af hverdagens sysler såsom at bage og sylte og skal helst deltage i diakonale aktiviteter. En mandlig præst må gerne sidde og være lidt fjern i blikket og trække sig for at fordybe sig i sin prædiken,” siger hun.
Hanne Lise Rosenberg skal holde sin sidste gudstjeneste palmesøndag. Det bliver i coronaens navn kort og uden sange og efterfølgende afskedsreception. Hun lægger ikke skjul på, at det er lidt af et antiklimaks at skulle tage afsked på den måde. Ud over at fordybe sig i kunsthistorien har hun endnu ikke en klar idé om, hvad der nu skal til at ske i hendes liv.
”Jeg har meget svært ved at forestille mig, at jeg ikke skal være præst her mere. Min fantasi rækker ikke så langt. Det er vemodigt, samtidig med at jeg er fuld af taknemmelighed,” siger Hanne Lise Rosenberg.