Prøv avisen

Kirkegårdens protektor

Sognepræst Elof Wester-gaard er formand for Foreningen for Kirkegårds-kultur. – Privatfoto.

Elof Westergaard, sognepræst, provst og formand for Foreningen for Kirkegårdskultur, fylder 50 år i dag

Meget betegnende var Elof Westergaards valg som ung enten at blive billedhugger og følge i mange af sine familiemedlemmers fodspor eller at blive præst. Som interesseret i kirkegårdskultur kan det se ud som to sider af samme sag, men Elof Westergaard valgte teologien og i løbet af studiet præstegerningen.
LÆS OGSÅ: Stiftets gode hyrde

Sognepræsten fra Mariehøj Kirke i Silkeborg, hvor han blev præst 2005 efter 14 år i Husby og Sdr. Nissum Sogne, sætter pris på, at vi kan se religionen i det offentlige rum, som den for eksempel manifesterer sig på landets kirkegårde.

I Europa er der en tendens, der går ud på at fjerne alle synlige religiøse symboler. Det tror jeg er ødelæggende for samfundet, for vi har brug for den pluralitet og mangfoldighed, som religionen giver i et verdsligt samfund.

Elof Westergaard blev provst for Silkeborg Provsti i 2009, og sammen med stillingen som sognepræst og formand for kirkegårdskulturen giver det rigeligt med arbejde. En stor glæde for ham er det dog at få tid til jobbet som bestyrelsesformand for Vestjyllands Højskole, der kører med fuldt belagte pladser.

Elof Westergaard har udgivet den påskeaktuelle bog Opstandelsens billeder om opstandelse i billedkunsten, fordi kunstnerne somme tider beskriver det svære begreb med større frimodighed end for eksempel præster. Hans egen ro og fokus i arbejdet styrkes af opstandelseshåbet der er jo tid nok. Elof Westergaard har leveret bidrag til sidste års aktuelle bønnebog Himlen i mine fodsåler og arbejder i øjeblikket på nye bønner til gudstjenesten.

Når der ellers er tid for det kirkelige, er Elof Westergaard optaget af god litteratur og musik, især poesi fra det 20. århundrede, som gerne må være moderne græsk lyrik. Der bliver også tid til en løbetur eller en svømmetur, som selvfølgelig er bedst i Vesterhavet ved Husby, hvor familien har sommerhus.

Både Elof Westergaard og hans kone, seminarielektor Kirsten Andersen, er bidt af Tyrkiet, hvor de er kommet i 25 år hos nogle venner, som han fik i sin tid under et studieophold. Ægteparret har tre børn i alderen 22, 18 og 11 år.