Kirkehistoriens vedholdende jæger takker af

Onsdag holder professor Per Ingesman sin afskedsforelæsning efter at have arbejdet næsten 40 år med kirkehistorie. Spørgsmålet om, hvordan kristendommen har formet den europæiske kultur, har været en gennemgående drivkraft

Ved at dykke ned i det hemmelige Vatikanarkiv fandt Per Ingesman ud af, at der havde været et meget tættere forhold end først antaget mellem Danmark og pavestolen i middelalderen.
Ved at dykke ned i det hemmelige Vatikanarkiv fandt Per Ingesman ud af, at der havde været et meget tættere forhold end først antaget mellem Danmark og pavestolen i middelalderen. Foto: Lars Aarø/Fokus.

Egentlig har den 67-årige kirkehistoriker Per Ingesman haft et fredsommeligt skrivebordsarbejde hele sit lange arbejdsliv. Alligevel ser han visse ligheder mellem sin hverdag på universitetet og en jæger, der tager geværet over skulderen for at gå i skoven for at skyde et dyr.

”For jægeren er jagten en fornøjelse i sig selv med den spænding, der følger med, om det lykkes at nedlægge et bytte. Det er på mange måder den samme spænding, der har drevet mig i mit forskningsarbejde. Der er altid en chance for at finde en ny og overraskende kilde i arkiverne, der åbner for noget, vi ikke vidste i forvejen. Men man kan aldrig være sikker på, at der er gevinst,” siger han.

Siden 1982 har han været på jagt i kirkehistorien som forsker på Aarhus Universitet, hvor han de sidste 12 år har båret titlen professor. Men i morgen stopper han – i hvert fald delvist – forskerkarrieren, når han holder sin afskedsforelæsning og indleder en ny livsfase som pensionist.

Per Ingesman har i det meste af sit forskningsarbejde haft fokus på de par hundrede år, der leder op til Reformationen for 500 år siden, samt årene umiddelbart efter. Det har især været forskning i arkiver, der har optaget ham. Her har et af hans arbejdsmæssige højdepunkter været at få mulighed for at gå på jagt i det hemmelige Vatikanarkiv, Archivio Segreto Vaticano, hvilket dannede udgangspunktet for hans doktorafhandling. Her lykkedes det ham at opspore hidtil ukendte kilder, der viste, at den særlige pavelige højesteret, Den romerske Rota, havde behandlet flere danske sager i senmiddelalderen, deriblandt en sag om to klostre, der var kommet op at toppes.

”Det betød, at vi måtte revidere vores opfattelse af forholdet mellem pavestolen og Danmark i middelalderen. Det har været tættere, og der har været mere kontakt, end vi først havde troet,” forklarer han.

Når Per Ingesman ser tilbage på sine mange år med kirkehistorie, har der været et overordnet tema, der er gået igen. Det har handlet om, hvordan kirken og kristendommen historisk har været med til at forme den europæiske kultur og det samfund, vi har i dag.

Hvad står for dig som det vigtigste aftryk, kristendommen har sat på vores samfund?

”Jeg har haft en særlig interesse i, hvordan velfærdssamfundet er opstået. Mange moderne økonomer og historikere har tendens til at placere velfærdssamfundets ophav i slutningen af 1800-tallet. Men som middelalderhistoriker ved jeg, at velfærdsområdet forstået som social forsorg, sundhed og uddannelse var kirkelige opgaver i middelalderen. Fra Reformationen blev de gradvist givet over til staten, men det er nogle samfundsopgaver, der oprindelig udspringer fra kirken,” siger han.

Egentlig havde Per Ingesman som ung tænkt, at han skulle være gymnasielærer, og tog en kandidatgrad i historie fra Aarhus Universitet. Men under arbejdet med sit speciale blev interessen for forskningen vakt, og gradvist og lidt ved tilfældighedernes spil fik han fokus på det kirkehistoriske. Og det har stort set sat rammen om hans virke, siden han som ung blev ansat som forsker på Aarhus Universitet.

Over årene har han været med til at uddanne et væld af teologer, hvoraf mange er fortsat ud i folkekirken for at tjene som præster. Selv er Per Ingesman dog ikke rundet af en stærk kirkelig tradition fra sin barndom i først København og siden Vestjylland. Hans mor var vokset op i et indremissionsk miljø, hvilket hun senere tog afstand fra, og hans far havde ikke nogen større kirkelig interesse. Når Per Ingesman selv skal beskrive sit forhold til kristendommen og folkekirken lyder det, at han ikke er en, der sidder på kirkebænken hver søndag, og at han på det punkt ligner sine forældre.

”Men min holdning til folkekirken er overordentlig positiv. Den er en institution, der er en indgroet del af samfundet, og den kan ikke adskilles fra den danske kultur. Jeg beundrer dem, der tager opgaven med at blive præst på sig, men det er ikke en opgave, der har ligget naturligt til mig,” siger han og tilføjer, at han desuden heller ikke er teolog, men historiker af uddannelse.

Selvom han nu formelt får titel af professor emeritus, fortsætter han en del af sit forskerarbejde på universitetet, omend han stopper med at undervise. Det frigiver en del tid, som han blandt andet skal bruge på sin have i Egå ved Aarhus og til at tage på rejser i udlandet, ikke mindst til Island, hvor hans kone kommer fra. Hun er desuden også historiker ved Aarhus Universitet med speciale i middelalderen.

Per Ingesman holder afskedsforelæsning onsdag eftermiddag på Aarhus Universitet om social kontrol i reformationstidens Danmark.