Det var ikke mange, der den 4. november 1989 havde forudset, at Berlinmuren ville falde. Det gjaldt også for 17-årige Lotte Hansen fra Sønderborg. Selvfølgelig vidste hun, at verden var delt i øst og vest. Ligesom hun vidste, hvor hun umiddelbart foretrak at være, hvis hun skulle vælge.
Spørgsmålet om kommunisme versus liberalisme var dog ikke noget, der optog hende synderligt. Hun gik i 2.g på fødebyens gymnasium, og de store politiske ismer kunne de diskuterende diskutere for sig selv. Nej, Lotte Hansen ville hellere fordybe sig i litteraturtillægget Fredag, kunsten og filosofien. Og særligt Kierkegaards eksistentialisme lærte hende, at man sagtens kan være modig og springe ud i livet, uden at det skal handle om at drikke flest øl eller kysse på flest fyre.
Det var derfor ikke meget, Lotte Hansen kendte til Tjekkiet, da hendes bryske tjekkiske kemilærer en dag begyndte at græde. Ganske vist havde hun lige færdiggjort Milan Kunderas ”Tilværelsens ulidelige lethed”, men østblokken fremstod stadig fjern og uindtagelig. Derfor gjorde det et stort indtryk på hende, da kemilæreren en dag mindedes, dengang hun var i teateret i Prag, hvor Václav Havel pludselig stod i salen for at holde en tale om de frihedsrettigheder, der burde være alle forundt.
Den dag rykkede konsekvenserne af den kolde krig ind i klasselokalet, og de tog plads i Lotte Hansens bevidsthed. Nogle måneder senere faldt muren, og så tog klassen på studietur til Prag, og der stod hun så på Karlsbroen og iagttog en ny verdensorden.
Lotte Hansen blev født på befrielsesdagen i 1972. Hun er opvokset i det, man kalder for en kernefamilie, hvor moderen sad på kontor, og faderen var maskinarbejder. Og selvom sidstnævnte gerne så, at datteren uddannede sig til ingeniør, var det altid børnenes egne ambitioner, der kom i første række.
Derfor accepterede de også Lotte Hansens interesse for det åndelige og filosofiske, og det kom næppe som noget chok for dem, da hun fortalte, at hun var blevet optaget på statskundskab på Aarhus Universitet og skulle bo på kollegium.
Kollegielivet var, som kollegieliv er. Og dog: for på kollegiekøkkenet var der en vindueskarm, hvor 20-årige Lotte Hansen og studiekammeraterne årligt tændte lys på Danmarks befrielsesdag – en tradition, der var smeltet i ét med fødselsdagsfejringen.
Det samme foreslog Lotte Hansen derfor nogle tyske studiekammerater at gøre, da hun i midten af 90’erne var flyttet til Bielefeld for at læse sociologi. ”Hvorfor?”, spurgte en tysk medstuderende, hvorefter Lotte Hansen tav.
For hvis der var noget, hun havde erkendt, så var det, hvor stor en pris også tyskerne havde måttet betale. Fra den dag blev krigen og ikke mindst Muren en evig påmindelse om, hvor tæt Europa har været på at miste sin åndelighed, og at ”befrielserne” på den måde gjaldt alle europæere.
Efter studierne flyttede Lotte Hansen til København, hvor hun har arbejdet med journalistik, kommunikation og pressehåndtering for både ministre og virksomheder, og i 2010 stiftede hun sit eget kommunikationsselskab.
I dag er det dog særligt én mærkesag, som optager 46-årige Lotte Hansens arbejds- og hverdagsliv: klimakampen. Det er svært at sige, hvor denne vækkelse for klimaet bunder eller for alvor tog fart. Et godt bud var i 2013, hvor hun blev mor til sin datter.
De to bor i et byhus i København. Huset er ganske vist hulrumsisoleret, men Lotte Hansen fik aldrig støbt sit gulv, og ofte tænker hun på, at det bliver den første konsekvens, hun og datteren mærker, når først klimakrisen tager fart. Foreløbigt er der kun kommet en mus op fra en sprække i gulvet.
Lotte Hansen er imidlertid overbevist om, at vandet kommer, hvis vi ikke gør noget drastisk snart. Derfor har hun været med til at stifte bevægelsen #iLoveGlobalGoals, der siden 2018 har arbejdet for at fremme FN’s Verdensmål. I bevægelsens logo er ordet ’love’ erstattet med et hjerte, og netop hjertet repræsenterer den tro, der udspringer af Kierkegaard, og som har fulgt Lotte Hansen, lige så længe hun kan huske.
At indfri verdensmålene er en kamp for mennesker og særligt dem i de mest udsatte lande. Derfor symboliserer aktivismen nutidens kamp for næstekærlighed, mener hun. Selvom det kan være svært at bevare optimismen som klimaforkæmper, tror Lotte Hansen, at vi befinder os på tærsklen til en omvæltning.
Klimakrisen er ganske vist ikke nogen fysisk mur som den for 30 år siden, men kampen for at nedlægge den er mindst lige så reel. På samme måde er 1989 et bevis på, at mennesker kan skabe afgørende forandringer mod en bedre verden, mener hun.
Golden Days