Siden Knud Sørensen begyndte at tælle sine skridt for snart 12 år siden, har han nået 35.310.323. Han ved også, at det i gennemsnit er 8260 skridt om dagen, for det hele er indført i excelark på hans computer.
Når andre tjekker deres bankkonto, tjekker han antallet af skridt, han har sat i banken. Her står i øjeblikket 96.640 skridt, som han kan tære på de dage, hvor han sidder mange timer i et tog eller i sin bil på vej til de foredrag, han stadig holder. Foredragene er dog blevet færre, og det passer Knud Sørensen helt fint. Som uddannet landsinspektør deltog han i mange år i snart sagt enhver debat om dansk landbrug. Ligesom han i sine romaner og noveller ofte har skrevet om livet på landet i Jylland. Derfor var han en eftertragtet foredragsholder i blandt andet landboforeningerne. Men da hans faste princip er, at han skal vide ti gange så meget om et emne som det, han skriver eller siger om det pågældende emne, så er det meget passende, at foredragsarrangørerne ikke længere ringer så ofte.
”Jeg følger jo ikke så meget med mere,” som han siger i telefonen fra det hus i Nykøbing Mors, hvor han den 1. april har boet i 60 år.
Forfatteren, der i morgen kan fejre sin 90-årsfødselsdag, kan så de fleste dage i stedet forfølge sin faste dagsrytme. Hver formiddag går han en bestemt tur langs Limfjorden, og som regel bliver det også til en mindre tur om eftermiddagen. Indimellem sætter han sig ved computeren, hvorfra der stadig strømmer lyrik. Men hvor han tidligere altid kendte både begyndelsen og slutningen på et digt, men manglede alt det ind imellem, når han satte sig til tasterne, foregår det på en anden måde i dag,
”Nu kommer digtene af sig selv og forlanger at blive skrevet. Det er jeg meget glad for,” siger Knud Sørensen, der udgiver en ny samling digte senere på året.
Som forfatter fik han sit folkelige gennembrud i 1997 med erindringsromanen ”En tid”, som han både fik Kritikerprisen og Weekendavisens Litteraturpris for. Den blev to år efter fulgt op af ”En befrielse”. Med sin vanlige sans for grundig research havde han, inden han begyndte at skrive romanerne, gennempløjet samtlige aviser fra den 8. april 1940 til den 1. juni 1945.
Knud Sørensen er født i Vendsyssel og kom til Nykøbing Mors, fordi der var en ledig stilling som landinspektør. Begge dele har haft stor betydning for hans forfatterskab, og det har aldrig generet ham, at han ofte er blevet betegnet som udkantsforfatter. Debuten kom i 1965 med digtsamlingen ”Den røde kaffekande – småborgerlige digte”. Den digtsamling er han lige så glad for i dag som den dag, den udkom. På samme måde har han det med samlingen af digte fra 1978, der meget karakteristisk hed ”Beretninger fra en dansk udkant”.
I alt, hvad han skriver, har Knud Sørensen en tone, der fanger det underforståede og viser det liv, der på overfladen kan se stille ud, men som rummer alle de store eksistentielle dramaer. Personligt kan han sætte dato på det, der blev hans egen verdens skabelse: 23. februar 1945. Fra den dag var han ikke jeg, men vi. Samlivet med hustruen Anne Marie varede i 60 år, frem til hendes død i 2005, og var uden sammenligning det vigtigste fundament i forfatterens liv.
”Jeg har ikke skrevet ud fra indre spændinger eller samlivsproblemer,” som han har sagt, og som forfatter har han da også været næsten tavs om sit ægteskab. I digtsamlingen ”Dagligdagen” fra 2001 kan man dog ane konturerne af et harmonisk ægteskab. På en måde, så en interviewer i DR mente, at det næsten var for godt til at være sandt. Men det var både godt og sandt. Sammen fik ægteparret to sønner, og i dag er Knud Sørensen også farfar til en sønnesøn.
Knud Sørensen modtog i 2014 Det Danske Akademis Store Pris.