Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?
At jeg med forskning var med til at kvalificere debatten om sexchikane i kølvandet på MeToo. Med en kollega skrev jeg en bog, der udkom tre dage inde i første bølge af MeToo i 2017, og siden har vi talt med mange journalister om vores resultater. Den betydning, bogen fik for den offentlige debat, er uden sammenligning i min forskerkarriere. Debatten om seksuel chikane er tit en meget følelsesladet debat, og sagerne er præget af, at der er to opfattelser af, hvad der er sket: den krænkede og krænkerens. I det felt kunne vi være med til at nuancere opfattelserne med forskning, og jeg mærkede, at der var respekt for forskningsresultater og viden netop her, fra politikere til medier og i den brede offentlighed. Det var stort.
Hvilke personer – ud over din livsledsager – har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?
Mine tre sønner og mine forældre. Og så har kvindebevægelsen betydet meget for den person, jeg er blevet. Jeg var purung, da den slog igennem. Privat gjorde den op med et kvindesyn, som jeg var opdraget til, for i 1950’erne var idealet, at man skulle være mor og husmor og i øvrigt leve op til meget traditionelle skønhedsidealer. Og så blev den udgangspunkt for mit arbejdsliv på den måde, at politisk engagement var afsættet for at arbejde videnskabeligt. Jeg gik i gang med kvinde- og kønsforskning på et tidspunkt, hvor man slet ikke vidste, det kunne blive en karrierevej, det så ud som spild af tid. Der var så mange områder, hvor man ingenting vidste om kvinder, inden for arbejdsmarked og politik, og bogen om sexchikane fra 2017 var den første, der undersøgte dét område systematisk.
Hvilket råd vil du give til andre, der gerne vil ind på samme område som dig?
Hold fast i interessen. De unge forskere i dag er nødvendigvis styret af, hvilke projekter de kan få midler til. De strømme bevæger sig ikke i retning af humaniora og samfundsfag. Men der må man også holde fast i sin energi og det, man brænder for. Så viser det sig somme tider, at der alligevel er muligheder.
Hvornår udviste du mod og sprang ud på ”de 70.000 favne”?
Jeg valgte at gå i gang med kønsforskning, mens jeg læste på universitetet i 1970’erne, og da lignede det et felt, der kun førte til studiegæld og mange udgifter. Men jeg tænkte overhovedet ikke, jeg hoppede bare, og det er nok karakteristisk for perioden og for mig. Mine sønner og andre unge mennesker har tit mange karriereovervejelser. Det har jeg aldrig haft i særlig stor stil. Men jeg har været heldig, at de valg, jeg har truffet, ikke gav bagslag. Den gode timing – som blandt andet gjaldt bogen i 2017, men også andre valg – er også held og ikke noget, der skyldes et personligt mod eller andet, der kan gives videre til andre. Men det skal også siges, at jeg har været flittig. Det er energien og interessen for køns- og velfærdsforskning, der har sat mig i gang, og så har jeg knoklet.
Hvor ser du dine forældre i dig selv?
Min far var modstandsmand. Han blev taget af tyskerne, forhørt af den berygtede nazi-håndlanger Ib Birkedal og sendt til Frøslevlejren. Fra ham har jeg lært at kæmpe for, hvad man har kært, og at stå op for det, man tror på. Han lærte mig også noget om at dø. Han døde i 2007, men var dødsdømt mange gange forinden, både som modstandsmand, og siden blev han syg som konsekvens af den tid. Min mor, søster og jeg var omkring ham i døgndrift, da han døde. Jeg troede, jeg ville krakelere, når jeg mistede den første af mine forældre. I stedet kom jeg styrket ud. Det var en meget god proces, hvor min far var helt klar på, at han var ved livets ende og var parat til at dø. Fra min mor har jeg fået mit videbegær. Ingen af mine forældre havde lange uddannelser, jeg er familiens første akademiker. Min mor strøg hen til leksikonet, hver gang der var noget, vi ikke kunne finde ud af. Hun var engageret i et hav af ting, i min barndom tog hun sig for eksempel af børn, som var i klemme. Hun betød meget for, at hendes døtre fik uddannelse.
Hvad tror du på?
Jeg tror ikke på en gammel mand i himlen, men jeg er heller ikke ateist. Jeg er en af de kulturkristne. Jeg tror på, at vi ved afslutningen af livet skal stå på mål for de ting, vi har gjort. Jeg tror, at ens liv passerer revy til sidst, og man skal kunne stå ved, hvad man gør og være der for familie og venner, der betyder noget.
Beskriv en scene fra din barndom?
Der var engang, hvor jeg var rigtig teenage-sur og lå på mit værelse i vores sommerhus og ikke gad stå op. Min far kom ind og satte en transistorradio lige inden for døren, der spillede Beethovens 4. klaverkoncert. Jeg kan stadig huske, hvordan han stod i døråbningen, og at radioen var brun, teaktræ. Så lå jeg der og vågnede til Beethoven og holdt op med at være syg.