Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?
Jeg er holdt op med at tro, at jeg kan lave om på mig selv. Jeg er kommet til et punkt, hvor jeg hviler i, at jeg er, som jeg er, og at det nok ikke bliver anderledes. Det giver en ro og en selvaccept. Jeg har altid været meget selvkritisk og har tidligere haft en forventning om, at jeg kunne blive bedre til nogle ting. Men nu er det ikke længere en målsætning for mig hele tiden at skulle optimere eller sætte uopnåelige personlige mål, og det er en kæmpe frihed.
Hvilke personer – ud over din livsledsager – har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?
Det er helt klart mine forældre, jeg skylder mest på det punkt – og i særlig grad min far, som jeg mistede for otte år siden. Man vidste altid, hvor man havde ham henne. Ikke på den der strenge måde – om end han blev blødere med årene – for der var aldrig skarpe regler eller snævre rammer i mit barndomshjem. Der var altid plads til at diskutere tingene, og det har jeg taget med mig. Og så har mine forældre givet mig en grundlæggende tillid til Gud, til verden og til mennesker omkring mig. Jeg har altid oplevet, at der var stor respekt for andre mennesker i min opvækst. Jeg kan ikke huske, at mine forældre nogensinde har omtalt andre mennesker negativt.
Hvilket råd vil du give til andre, der gerne vil ind i samme profession som dig?
Min tilgang til livet har ikke altid været klog. Jeg gjorde for eksempel ikke min uddannelse færdig, og det vil jeg bestemt opfordre alle til at gøre. Ikke fordi det har været et stort benspænd for mig, men det skal man bare gøre. Jeg opfatter lidt mig selv som meget heldig. Der er ting, der har lagt sig til rette for mig på en god måde, som jeg ikke kan takke mig selv for, og det tror jeg ikke er en strategi, man skal lægge for sit liv. På den måde synes jeg ikke, at jeg er noget godt forbillede.
Hvilken sorg eller hvilket tab i dit liv vil du nævne her?
Min kone, Anna, blev ramt af en depression tilbage i 2006. Den udviklede sig til en kronisk stressfølsomhed, som gør, at hun i dag er førtidspensionist. Det har været et tab for os begge to, at vi har måttet opgive de drømme og de tanker, vi havde gjort os omkring, hvad vi kunne og skulle, når børnene flyttede hjemmefra. Vi havde håb om at kunne rejse, men det er ikke realistisk. Omvendt har det også givet os nogle nye indsigter og en ny langsomhed i vores liv. Vi har lært at sætte pris på en skrøbelighed og en sårbarhed, som vi ikke var helt så følsomme for førhen, hvor tingene altid gik i højt gear. Så det har gjort os begge to lidt mere ydmyge over for livet.
Hvornår udviste du mod og sprang ud på ”de 70.000 favne”?
Jeg er ikke specielt modig. Det har jeg aldrig været. Så jeg springer aldrig ud i noget, jeg ikke kender dybden på. Faktisk tør jeg ikke engang at gå op på en tremetervippe. Jeg er en planlægger, analyserer alting og tager som regel ikke mange skridt, uden at jeg har tænkt over dem inden. Så på den måde er jeg måske lidt en kedelig fyr. Jeg er ikke en af dem, som man fortæller de store og spændende historier om, eller en af dem, som er modige og følger deres hjerte. Indimellem kan det godt genere mig lidt, at vi har så stort et fokus på dem, der lever på kanten. Jeg tror, det stresser os kun at høre fortællinger, som ingen af os ret beset kan genkende os selv i, men som alligevel bliver set som idealet.
Hvad ville du gerne have gjort anderledes?
Jeg skulle ikke have skyndt mig så meget med at blive voksen. Jeg har lige haft både 40-årsbryllupsdag og ansættelsesjubilæum i Indre Mission. Jeg blev gift meget tidligt og fik børn meget tidligt. Så jeg skulle nok have givet mig selv lidt mere tid. Set i bakspejlet var jeg for umoden og uvidende til at blive far så ung, og jeg burde have været mere til stede, da børnene stadig boede hjemme.
Hvad tror du på?
Jeg vil kalde mig selv for bibelkristen, fordi jeg ikke er særlig religiøs. Når jeg siger det på den måde, så er det fordi kristendommen for mig ikke er særlig spirituel. Jeg har ikke åndelige oplevelser med kristendommen. Det har aldrig fyldt noget for mig, og det er aldrig det, min tro har været hængt op på. Nogle snakker om, at de møder Gud i naturen eller igennem andre mennesker – jeg møder Gud, når jeg læser Bibelen. Jeg tror mere på Gud, end jeg tror på kirken og kristendommen. Jeg tror let, vi kommer til at forveksle troen på Gud med en bestemt form for ydre kultur, vaner og samværsformer. Desuden er jeg lidt af en skeptiker. Det anfægter på ingen måde min tro på Gud, men jeg tror ikke, vi skal søge religiøse forklaringer på alting. Man kan rent videnskabeligt nå frem til svar på langt det meste. Og så er der nogle ting, som vi aldrig kan få svar på, og som i min optik blot bekræfter, at Gud er almægtig.