”Alle de mennesker /
jeg har elsket
befinder sig stadig /
et sted i mig
et sted i mig”
Linjerne i sangen ”Skybrud” er skrevet af forfatter Dy Plambech, og de underbygges af enenkel melodi. Det er komponist og højskolelærer Marianne Søgaard, der står bag den. Når hun komponerer, er teksten en slags rettesnor, fortæller hun. Melodien skal være intuitiv og underbygge sangens budskab. Hun ved aldrig, om det lykkes, men målet er, at teksten ikke ville kunne synges anderledes.
”Skybrud” er første sang på hendes album af samme navn, som udkom i 2020 med tekster af anerkendte forfattere. De opbyggelige linjer i omkvædet til ”Skybrud” er langtfra fremmede for komponisten bag pladen. Hun har været på en musikalsk, identitets- og trosmæssig rejse de seneste årtier. Fra at være sangskriver i det rytmiske soloband Oui Mari til nu at være en anerkendt komponist og tekstforfatter – og snart også færdiguddannet teolog. I dag fylder Marianne Søgaard 40 år, og selvom hun stadig griber tilværelsen nysgerrigt an, har hendes rødder indhentet hende. Den vestjyske arv med fællessang, frivillighed, kultur- og kirkeliv er blevet en skattet følgesvend.
Marianne Søgaard er opvokset i vestjyske Spjald som datter af engagerede folkeskolelærere og FDF’ere. Fællessang og spil i hjemmet, skolen, musikforeningen og kirken udgjorde barndommens lydspor.
Selvom hun til konfirmationsforberedelserne i grundskolen var enormt optaget af præstens undervisning, var det ikke troen, men først og fremmest fællesskaberne i musikken, der dikterede retningen. Efter gymnasiet valgte Marianne Søgaard også musikken, først på Musikalsk Grundkursus, MGK, i Holstebro og efterfølgende på Rytmisk Musikkonservatorium i København. Præstens budskaber og forældrenes tro sad dog stadig i hende. Det indså hun på den kunstneriske uddannelse, hvor der blandt eleverne ifølge Marianne Søgaard var et stort fokus på den enkeltes personlige udvikling.
”Det ligger nærmest i kunstens dna, at man som udøvende kunstner blandt andet er drevet af spørgsmål om, hvem man er, og hvad der eventuelt forhindrer en i at udtrykke sig frit. Mange søgte svar i alternative, spirituelle miljøer. Jeg indså, at den vej ikke var autentisk for mig,” siger hun.
”Jeg har nogle andre rødder, som blev stærke og synlige for mig. Jeg havde brug for at være mere synkron med det, jeg er vokset op i og derfor stille mine egne både kritiske og kærlige spørgsmål til mine forældre og bedsteforældres tro,” forklarer Marianne Søgaard.
I dag har Marianne Søgaard et alsidigt cv: højskolelærer, musiker, komponist og tekstforfatter med flere sange i både Højskolesangbogen og Kirkesangbogen, tidligere dukkefører for Sigurd Barrett og mor til tre. Det kommende efterår udkommer hun med 12 nye salmemelodier, hvoraf flere af teksterne er hendes egne, og til næste år kan hun også kalde sig kandidat i teologi.
Med elementer fra både sprog, filosofi, etik, historie, religionsvidenskab og kristendom finder hun teologi oplagt at integrere i undervisningen på Silkeborg Højskole, der ligesom hendes familie har rødder i FDF-ånden og folkekirken. Her har hun i fem år undervist i kor, vokalensemble og sangskrivning, og tilværelsen som højskolelærer er blevet en smeltedigel af hendes passioner, fortæller hun.
Ifølge vestjyden har det seneste årti været travlt, på randen til det hektiske, men det har også været en periode, hvor Marianne Søgaard har fundet sin vej som musiker. Især har mødet med forfattere som Dy Plambeck og Mirian Due præget retningen mod folkelig fællessang, højskolebevægelse og salmeskrivning.
Det var ikke den retning, hun som ung popmusiker havde forestillet sig at gå, men med arbejdsomhed, en solid og støttende familie samt evnen til at improvisere, har fødselaren sagt ja, når livet har budt op til dans – også når hun ikke vidste, hvor opgaverne førte hende hen.
I dag er hun med til at præge fællessangs-kulturen i Danmark. Og det er netop fællessangens egenskab til at samle, som højskolelæreren fremhæver ved disciplinen.
”Vi lever på mange måder i en fragmenteret virkelighed, som vi sammensætter hver for sig. Men vi leder også efter noget at være fælles om, og der har sang et enormt potentiale. Vi, der beskæftiger os med det, har så en opgave i ikke at gribe det an med en selvfølgelighed og dermed gøre det ekskluderende. Det handler om at finde ud af, hvordan musikken kan være en samværsform. Det øver jeg mig hele tiden på at lære – og på at lære fra mig.”