Kompromisløs præst fylder rundt: ”At gøre det rigtige er vigtigere, end om andre kan lide dig”

Når det kommer til holdninger, er hun kompromisløs, for det interesserer ikke Merete Bøye, hvad andre mennesker mener om hende. Tirsdag fylder den markante præst 50 år

Mange tror, at Merete Bøye mest af alt er ude på at provokere. Men det er helt forkert, siger præsten selv. Hun er bare opdraget til at stå ved, hvem hun er.
Mange tror, at Merete Bøye mest af alt er ude på at provokere. Men det er helt forkert, siger præsten selv. Hun er bare opdraget til at stå ved, hvem hun er. Foto: Niels Åge Skovbo/Fokus.

Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?

”At jeg fik lov at være præst i Viborg Domkirke, var meget stort for mig, for det havde jeg ønsket, lige siden jeg som 12-årig besøgte kirken første gang. Oplevelsen af at komme ind i domkirken med kalkmalerier fra gulv til loft, der fortalte Bibelens historie, var meget overvældende. Næstefter at få en familie har det været mit største ønske.”

Hvilke personer – ud over din livsledsager – har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?

Det er selvfølgelig mine forældre, som har opdraget mig til først og fremmest at være et ordentligt menneske. Min mor lærte mig, at man skal være hæderlig og ærlig om, hvem man er. Det har givet mig en kompromisløshed: at gøre det rigtige er vigtigere, end om andre kan lide dig. Det interesserer mig simpelthen ikke, hvad andre mennesker mener om mig, og det er egentlig meget rart at være uafhængig af. Mange tror, at jeg godt kan lide at provokere, men det er helt forkert. Jeg stræber aldrig efter at provokere, jeg ønsker bare at stå ved de holdninger, jeg nu engang har. Måske er det lidt en mangel på social begavelse, for jeg tænker ikke over, om det er strategisk at sige, som jeg gør. Men jeg synes, det er rart at være en person, der interesserer sig for blandt andet bøger og natur, så hele mit liv ikke går op i de relationer, jeg har til andre mennesker.

Hvilket råd vil du give til andre, der gerne vil ind i samme profession som dig?

Hvis man gerne vil være sognepræst, så vil jeg sige, at man skal lade være, medmindre man har en stærk tro, en slidstærk teologi og baglandet med sig. Der skal ikke være noget, man egentlig hellere vil end det. Ellers er det simpelthen for hårdt.

Hvornår udviste du mod og sprang ud på ”de 70.000 favne”?

Jeg kan egentlig ikke huske, at jeg har gjort noget, som jeg selv har syntes var vildt. Selvom jeg er et bekymret væsen, så er jeg ikke bange for at gøre noget, som andre ikke gør eller kan lide. Jeg er nok formet af, at jeg i perioder af min barndom var et meget ensomt barn. Det eneste, jeg egentlig ville i verden, var at have nogle gode venner. Det har gjort, at hver gang jeg har fundet en god ven, har jeg været utroligt trofast og taknemmelig for det, og det samme gælder den familie, jeg har fået. Så længe, jeg har dem og tætte ligesindede at spejle mig i, så er alt andet ligegyldigt. Det gør mig måske modig.

Beskriv en scene fra din barndom.

Da jeg var 9 eller 10 år, smadrede en dreng på et tidspunkt mine briller i skolen. Alle vidste, han var en bølle, men han nægtede at have gjort det, så vi blev kaldt ind på rektors kontor. Jeg var meget oprevet og græd, men han var helt rolig, så det endte med, at det var mig, som blev skældt ud. Det var første gang, jeg fornemmede en stor uretfærdighed og stiftede bekendtskab med fraser som ”Der er altid to sider af samme sag”. I dag taler man meget om, at mennesker kan have forskellige narrativer, og det er nærmest blevet til, at virkeligheden ikke findes. Det synes jeg er en trist udvikling. Selvom det for andre kan være svært at afgøre, hvad der er sket i en situation som den, hvor mine briller var blevet ødelagt, så findes der jo en sandhed et sted. Men oplevelsen har hjulpet mig til ikke at have en forventning om, at jeg nødvendigvis ville få ret, bare fordi jeg havde det. Hvilken sorg eller hvilket tab i dit liv vil du nævne her?

For to år siden fik min mor hjernebetændelse. Det var meget alvorligt, og hun er aldrig kommet sig helt over det. Nu bor hun på plejehjem, sidder i kørestol og har svært ved at tale. Hun døde ikke, så på den måde har jeg jo ikke mistet hende, men det har jeg alligevel lidt. Jeg kan godt mærke, at det er min mor, der er derinde et eller andet sted, men hun er langt væk. Og det er en stor sorg for mig, at hun blev ramt af det.

Hvad tror du på?

Jeg tror selvfølgelig på den treenige Gud og på, at jeg er frelst med Jesu blod. Det er stort for mig, at alle mine synder er tilgivet. At læse i Bibelen har formet mig meget, og jeg stræber først og fremmest efter at holde Guds gode lov. Det gør mig desværre ikke til nogen engel, og jeg har også gjort både dumme og onde ting, som jeg angrer. Men det betyder meget, at jeg har et moralsk kompas at navigere efter. Så ved jeg med mig selv, hvad der er op og ned, og hvad der er godt og ondt her i verden.

Jeg tror selvfølgelig på den treenige Gud og på, at jeg er frelst med Jesu blod. Det er stort for mig, at alle mine synder er tilgivet. At læse i Bibelen har formet mig meget, og jeg stræber først og fremmest efter at holde Guds gode lov. Det gør mig desværre ikke til nogen engel, og jeg har også gjort både dumme og onde ting, som jeg angrer. Men det betyder meget, at jeg har et moralsk kompas at navigere efter. Så ved jeg med mig selv, hvad der er op og ned, og hvad der er godt og ondt her i verden.