Prøv avisen
Portræt

Kongelig skuespiller med sjælden alsidighed

Søren Sætter-Lassen har to gange modtaget en Reumert for bedste mandlige hovedrolle. - Foto: Scanpix

Søren Sætter-Lassen har snart været et kvart århundrende på Det Kongelige Teater, hvor han gennem alle årene har fået lov at udfolde sit store talent. I dag fylder han 60 år

Han fylder ikke meget på en scene, men alligevel fylder han det hele. Søren Sætter-Lassen er en lille spirrevip på 170 centimeter, så rent fysisk gør han ikke noget stort væsen af sig. Men man skal ikke lade sig narre. For den store lille skuespiller kan fylde hele scenerummet bare ved at være der.

Han er, hvadenten han udfolder en hovedrolle eller en birolle, en skuespiller, der tiltrækker sig publikums udelte opmærksomhed. Søren Sætter-Lassen, der i dag runder de 60 år, er i besiddelse af en slags scenisk magnetisme, fordi han på en følelsesfuld og meget intens måde lader enhver rolle, som han påtager sig, gå igennem sin krop.

Hans højde og lidt drengede udseende gav ham i mange år roller som den, ofte vrede og bekymrede, unge mand. Mange danskere vil blandt andet huske ham som sønnen i tv-serien ”Bryggeren”, hvor han som den stammende Carl Jacobsen spiller et stort barn, der bare så forfærdelig gerne vil elskes. Siden kom rollerne som voksne og modne mænd, hvor Søren Sætter-Larsen med en sjælden alsidighed er i stand til at spille alt fra dominerende, egenrådig og forførende til smådum, fjollet og latterlig. Han behersker samtidig alle typer teater: klassikere, moderne klassikere, komedier og det absurde. Og på tv og i film kan han finde ind til det stille psykologiske drama.

Drama har der også været i hans eget liv. I september 2012 var han udsat for en voldsom ulykke, da en scenevæg i Skuespilhuset under prøverne til forestillingen ”Lulu” væltede ned over ham og gav han fire brud på rygsøjlen og et alvorligt benbrud. Det lænkede ham i adskillige måneder til en kørestol, og han var i en periode fast besluttet på ikke at sætte sine ben på en scene igen. ”Det hele var sådan en generalprøve på at blive gammel og hjælpeløs. Det lyder banalt, men det slog mig, hvor stor en gave livet er,” sagde han i et interview i Politiken godt et halvt år efter ulykken.

Heldigvis både kunne og ville han vende tilbage til de skrå brædder, og i oktober 2013 var han igen at finde i Skuespilhuset. Denne gang som ritmesteren Adolf i Strindberg-dramaet ”Faderen”.

Søren Sætter-Lassen er født i Horsens, men var kun få måneder, da familien rykkede til Gentofte. Han tog sin studentereksamen på Gentofte Statsskole og allerede to år efter, som 20-årig, kom han ind på Skuespillerskolen ved Odense Teater. Her fortsatte han som udlært skuespiller frem til 1982, hvor han sammen med Christian Steffensen stiftede Grønnegårds Teatret i København. I 1991 blev han en del af det faste ensemble på Det Kongelige Teater, hvor han stadig er og gennem årene har haft store succeser. Blandt andet har han to gange modtaget en Reumert for bedste mandlige hovedrolle, i 2010 for sin fortolkning af kong Richard den Tredje i Shakespeares skuespil af samme navn og i 2014 for ”Faderen”. Helt tilbage i 2000 modtog han sin første Reumert for bedste mandlige birolle i ”Don Carlos”.

Rækken af film med Søren Sætter-Lassen på rollelisten er lang; blandt de vigtigste hører ”De nøgne træer” (1991), ”I Kina spiser de hunde” (1999) , ”Et rigtigt menneske” (2001) og ”Marie Krøyer” (2012).

Søren Sætter-Lassen er far til sønnerne Mads og Jens. Sidstnævnte er gået i faderens professionelle fodspor, og de to spillede sammen for første gang i Ole Bornedals store tv-serie ”1864”, hvor Jens Sætter-Lassen spiller en hovedrolle som drengen Peter. Sønnerne har han sammen med skuespiller Vibeke Hastrup. I dag lever han sammen med forfatter Christel Wiinblad. Parret bor i Lyngby ved København.

Skuespilleren medvirker under den kommende Golden Days Festival i København, hvor han sammen med prins Henrik hylder arven fra de franske oplysningsfilosoffer og læser op af Holbergs ”Niels Klims underjordiske rejse”.