Da filminstruktøren og forfatteren Christian Braad Thomsen tilbage i 2005 havde udgivet sit erindringsværk med den Homer-inspirerede titel ”Vreden, gudinde, besyng!” (som også er første linjevers i ”Iliaden”), sad han med ved en forlagsmiddag. Her kom Lindhardt & Ringhofs daværende forlagschef Morten Hesseldahl venligt hen for at lykønske ham med de ”strålende anmeldelser”.
”Så har du ikke læst Information!”, brølede Christian Braad Thomsen tørt og fortsatte misfornøjet med at spise sin mad – med en strålende sans for at lede efter hår i suppen.
I erindringerne kan han i øvrigt ikke helt skjule sin skadefryd over, at en anmelder, der kritiserede hans første film, senere blev fyret og endte som avisbud. Men titlen på erindringerne, der også her i avisen blev kaldt ”særdeles velskrevne”, viser, at Christian Braad Thomsen også har en stor portion selvironi. For ved at identificere sig med den vrede Achilleus spiller han naturligvis også på sit image som en lidt gnaven mand, der med vreden som motor aldrig har holdt sig tilbage for at skrive harmdirrende kommentarer, læserbreve og kronikker, hvor alt og alle får læst og påskrevet, ligesom han retfærdigvis også kan skrive begejstret om alt det, han elsker.
Som polemisk debattør har Christian Braad Thomsen heller aldrig været bange for at tage kontroversielle emner op. Det skete for eksempel i 1980, hvor han i filmen ”Den man elsker” ville dokumentere, at børn ned til toårsalderen kan rette deres tidlige erotiske drifter mod forældrene. Thomsens problematisering af incest-tabuet vakte furore, ligesom han kan sætte sind i kog, når han skriver om mellemøstkonflikten. Han tordner jævnligt mod staten Israels behandling af palæstinenserne og har kaldt Gaza for ”verdens største kz-lejr”. Og i filmmagasinet Ekko har han sammenlignet MeToo-bevægelsens boykot af kontroversielle filmskaberes værker med nazismens forbud mod ”Entartete Kunst”.
De senere år har vreden dog mest rettet sig mod ham selv, da han for eksempel tilbage i 2012 blev citeret i BT for at forsvare visse pædofile forhold.
”Jeg har kendt til pædofile forhold, hvor drengen har været under 15 år og manden 25-30 år. De har begge været meget lykkelige, og hvis begge parter er tilfredse og glade for det, synes jeg ikke, det er forkert,” sagde han, og han vakte atter vrede i 2018, da han deltog i debatten om overgrebskulturen i 1970’ernes filmmiljø, men efterfølgende fastslog i en kronik i Information, at han er ”principielt modstander af incest og pædo-fili”, som han mener, udspringer af syge familieforhold.
Christian Braad Thomsen voksede selv op som søn af en stovt, østjysk husmand, som ifølge sønnen havde grundighed og hæderlighed i højsædet, men til gengæld ikke gav sig af med at anerkende autoriteter, fordi han mente, at alle er lige.
Samme holdning har Christian Braad Thomsen arvet, selvom han livet igennem både har haft en forkærlighed for Freud og sin egen fars værdier. Selv har han bare ikke dyrket agerjord, men opdyrket kunsten ved at skabe sig et kunstnerliv i København, hvor han stadig bor.
Han blev som en af de første uddannet fra Den Danske Filmskole i 1969 og debuterede med spillefilmen ”Kære Irene”, der handler om ungdomsoprøret og med sin premiere i 1971 blev til, mens oprøret endnu var på sit højeste.
Samme år debuterede han som forfatter med en bog om sin ungdoms store forbillede, den franske filminstruktør Jean-Luc Godard, og lige siden har hans kunstneriske karriere fulgt både film- og bogsporet.
Hjemstavnsfilmen ”Herfra min verden går” (1976) slog hans navn fast som filminstuktør, og han betegnes som værende konstant leveringsdygtig i både gode film og tekster med et skarpt og spændstigt sprog. Han har skrevet bøger om berømte instruktører og private helte som Rainer Werner Fassbinder (som han i 2015 også lavede filmen ”At elske uden at kræve” om) og Alfred Hitchcock, og han står bag en omdiskuteret bog om Karen Blixens forhold til sin far. Han er også forfatter til romanerne ”Rosen og sigøjneren” (1985) og ”Den fortabte søns hjemkomst” (1988).
Christian Braad Thomsen har modtaget Statens Kunstfonds livsvarige ydelse siden 1992, og som hædersbevisning har han blandt andet modtaget Carl Th. Dreyer Prisen for sit samlede virke inden for filmkunsten. Og senest fik han flere strålende anmeldelser for sin musikfilm ”Lotte Anker – frie improvisationer” fra 2017. Samme år gav han kristendommen hug i bogen ”Kun dette åndedrag”, og i år har den nu snart 80-årige produktive forfatter udgivet endnu en bog om forbilledet Fassbinder med den forsigtigt optimistiske titel ”Den sørgelige tid er forbi!”.