Kontroversiel forsker skabte ny norm for bibelforståelse

Professor og forsker Niels Peter Lemche blev kendt, da han udfordrede Det Gamle Testamentes værdi som historisk kilde. I morgen fylder han 70 år

Niels Peter Lemche er internationalt anerkendt for sine studier af Det Gamle Testamente. I dag fylder han 70 år. - Arkivfoto.
Niels Peter Lemche er internationalt anerkendt for sine studier af Det Gamle Testamente. I dag fylder han 70 år. - Arkivfoto.

Det kniber med at finde fysiske beviser fra Det Gamle Testamentes tid. Da et kinesisk-tyrkisk ekspeditionshold i 2010 erklærede, at de med 99,9 procents sikkerhed havde fundet resterne af Noas Ark på Ararat-bjerget i Tyrkiet, anede man håb om at tildele arkens eksistens en historisk sandhedsværdi. Hos Niels Peter Lemche, der på daværende tidspunkt var professor i gammeltestamentlig eksegese ved Københavns Universitet, var der dog ikke megen optimisme at hente.

”Det kan ikke være Noas ark, for det er at sammenblande myte med faktisk historie. Det er spild af tid at lede efter den. Tro er tro, og videnskab er videnskab, og det skal man ikke blande for meget sammen,” udtalte han dengang til Kristeligt Dagblad.

I mere end 40 år har han beskæftiget sig med forholdet mellem myte og historie navnlig i henhold til Det Gamle Testamente.

Niels Peter Lemche er født i 1945 og blev i 1964 student fra Aurehøj Statsgymnasium i den københavnske forstad Gentofte. I 1971 blev han cand.theol. fra Københavns Universitet og indledte for alvor en karriere, hvor han indtog en kontroversiel position, da han et år senere udgav forskningsværket ”Israel i dommertiden”. Her satte han spørgsmålstegn ved Det Gamle Testamente som historisk værk, og netop dette spørgsmålstegn har gjort hans forskning verdenskendt. Siden da har han flittigt udgivet bøger på området, og i 1990'erne var han den drivende kraft bag den teologiske Københavnerskole, der behandler Bibelen som mytiske fortællinger frem for historisk sandhed. Den opfattelse faldt ikke i god jord på alle fronter og slet ikke blandt de konservative bibellæsere. Men som en af hans bekendte giver udtryk for, vidner den vidtrækkende debat om vigtigheden i hans forskning.

Ved udgangen af 2013 gik Niels Peter Lemche på pension, men han er stadig aktiv inden for sit felt. Han beskrives som en mand med en encyklopædisk viden og har blandt andet inspireret unge studerende til at lære de afdøde sprog akkadisk og ugaritisk.