Hverken Selma Ravns danske far eller hendes bosniske mor, der var født og opvokset i Sarajevo, var kirkelige. Hendes far meldte sig ud af folkekirken som voksen, hendes mor blev aldrig medlem. Så det lå ikke i kortene, at hun skulle vokse op og blive præst. Men at hun i 2014 blev dansk præst ved Frederikskirken i Paris og fra den 15. juni skal være udlandsprovst og leder af Danske Sømands- og Udlandskirker (DSUK), er ikke så mærkeligt, som det umiddelbart kan lyde. Selma Ravn voksede nemlig op i et kosmopolitisk hjem, hvor især hendes mor, der havde boet i Paris og talte flydende fransk, var optaget af, at Selma og hendes søster fik et globalt udsyn og lærte at sætte pris på verdens mangfoldighed. Moderen insisterede på, at døtrene kom på Den Franske Skole i København, hvor Selma Ravn gik, fra hun var fire år til og med 9. klasse. Siden blev hun student fra Metropolitanskolen, og da hun skulle vælge studieretning, blev det – på opfordring af en af hendes mors venner – til teologi. Efter endt uddannelse blev hun ansat ved Vor Frelsers Kirke i København, hvor hun var frem til 2014, da hun blev udsendt til Paris.
”Jeg var meget glad for teologistudiet, men først i løbet af praktikken på Pastoralseminariet turde jeg for alvor tænke den tanke at blive præst. Der gik det op for mig, hvor privilegeret et arbejde det er at være præst. Man bliver budt ind i folks liv, når de er mest lykkelige og mest kede af det, og med stor tillid åbner mennesker op for alt det, der ligger gemt de mest afsides steder i deres sjæl. Desuden er det et meget alsidigt job. Man ved aldrig, hvad dagen bringer,” siger Selma Ravn.
Netop det uventede og alsidigheden har præget hendes seneste seks år som udlandspræst i Paris ved den danske kirke Frederikskirken, som ligger i centrum af Paris, ikke langt fra Triumfbuen. Her oplevede hun de voldsomme uroligheder i december 2018, hvor protestbevægelsen de gule veste demonstrerede i Paris, og det udviklede sig til optøjer. Kirkens julebasar, som fandt sted en af de weekender, måtte lukke dørene, og folk søgte ly i kirken for tåregas og flyvende brosten.
”Årene i Paris har været heftige og har lært mig meget. Der har været terrorangreb og uroligheder, og her spiller kirken naturligt en rolle som et trygt sted, hvor folk kan søge råd og støtte. Men også mere generelt gælder det for udlandspræster, at man skal være alsidig, for man skal dække hele spektret fra sognetil fængsels- og beredskabspræst. Det er ikke nok at skrive prædikener og holde sjælesorgssamtaler. Man skal også være parat til at stege frikadeller, fundraise og holde styr på kirkens økonomi,” siger hun.
”Desuden skal man være rummelig og gøre kirkedøren både høj og bred, for menigheden består både af fastboende udlandsdanskere, som er tæt knyttet til kirken, og en flygtigere gruppe af turister, studerende og andre besøgende. Og de har ingen andre steder at gå hen.”
Selma Ravn har gennem sine seks år i Paris sat stor pris på de mange dedikerede frivillige, som er med til at få kirkens økonomi og daglige liv til at hænge sammen, og her har hun også kunnet trække på sin mand, som har lagt meget tid som frivillig og desuden de seneste år været ansat i en halvtidsstilling som blandt andet leder af kirkens onsdagsskole. Her går blandt andet børn med danske aner i familien, som ikke taler dansk som førstesprog.
”Kirken i udlandet, både i Paris og andre steder, spiller en stor rolle for at fastholde dansk sprog, kultur og traditioner og er på den måde både kulturformidler og kulturbærer,” siger Selma Ravn, hvis to børn ligesom hun selv har gået på Den Franske Skole i København, fordi hun gerne ville give dem det udsyn, der følger med at have skolekammerater med 40 forskellige nationaliteter.
”Desuden er udlandskirkerne virkelig gode ambassadører for folkekirken, fordi mange danskere, som ikke kunne drømme om at gå i kirke i Danmark, møder kirken herude og får et positivt indtryk med sig hjem. Det er noget af det, jeg gerne vil skabe endnu større bevidsthed om hjemme i Danmark,” siger den kommende udlandsprovst og leder af DSUK.
DSUK’s kommende leder beskriver sig selv som et menneske, der sætter stor pris på at samarbejde og har store forventninger både til sig selv og andre.
Selma Ravn forudser, at hun kommer til at savne at prædike med jævne mellemrum. Men hun ser frem til et nyt arbejdsliv i spidsen for DSUK’s sekretariat og som provst for præsterne i et provsti, der strækker sig fra Göteborg til Vancouver.