Kreativiteten overskygger alt hos Nesgaard

Rektor for Den Danske Filmskole Poul Nesgaard har i over 40 år sat sit insisterende præg på den danske tv- og filmverden. I morgen fylder han 60 år

Poul Nesgaard har i sin karriere oplevet store doser af både skæld ud og ros. –
Poul Nesgaard har i sin karriere oplevet store doser af både skæld ud og ros. –. Foto: Dennis Lehmann.

For Poul Nesgaard danner de skæve idéer, viljen til at lade sig undre og modet til ikke bare at gå middelvejen dagligt rammen om et arbejdsliv, der har frydet og forarget.

Først gennem 23 år som dagsordensættende idémager, forfatter, instruktør og skuespiller på DR og så ind til videre 20 år som rektor på filmskolen. I morgen fylder han 60 år.

LÆS OGSÅ: Alle klienter anses for uskyldige

Poul Nesgaard var 16 år og enspænder, da han i 1969 kom til DR for at lave ungdomsfjernsyn sammen med storebroderen Finn. Præstesønnen fra København viste sig at have mere flair for det end for gymnasiet, hvor han blev smidt ud.

Det var i DRs monopoldage, og der var penge til at eksperimentere, og sammen med Elith Nulle Nykjær Jørgensen og Christoffer Barnekow var han en del af DRs Ungdomsredaktion.

De stod bag originale og antiautoritære programmer som I sandhedens tjeneste, Baggårdsredaktionen, Flid, Fedt og Snyd, Kajplads 114 og den omdiskuterede julekalender Jul og grønne skove fra 1980.

Programmerne var enten elsket, hadet eller ej forstået. Men de var aldrig ligegyldige. Det var programmer, der rykkede ved normer og tankegange og blev et vægtigt indspark i 1970erne og 1980ernes socialrealistiske tv-produktion.

I 1992 lavede Nesgaard et overraskende skifte til Den Danske Filmskole, hvor han er den drivende kraft i udviklingen af en efterhånden anerkendt dansk filmkultur.

Han blev rektor efter Henning Camre i en tid, hvor skolen stod over for økonomiske, teknologiske og pladsmæssige udfordringer, og det var Nesgaards held, har han selv udtalt.

Han havde ingen erfaring i at være øverste leder, men der var noget håndgribeligt at tage fat på. Han har undervejs været udskældt for sin stil, men også rost for samme. Igen er det enten for eller imod.

Privat har det ikke været nej, men ja til psykiatrisk overlæge Marianne Jacoby. De har været gift siden 1988.