Kristendommen skal have medieplads

Lars-Peter Melchiorsen går af som landsformand for KLF, Kirke & Medier på lørdag. Men han lover at fortsætte som aktiv debattør

KLF-landsformand Lars-Peter Melchiorsen går af nu, men han har ikke på nogen måde tænkt sig at tie stille.
KLF-landsformand Lars-Peter Melchiorsen går af nu, men han har ikke på nogen måde tænkt sig at tie stille. Foto: Privatfoto.

Hr. Public Service går af som landsformand for KLF, Kirke & Medier ved mediebrugerorganisationens landsmøde i Strib den 15. september.

Men DR og TV 2 skal ikke vide sig sikre af den grund. Lars-Peter Melchiorsen vil fortsat sende læserbreve til alskens aviser om kristendom i medierne eller mangel på samme selv om han nu helliger sig præstegerningen i Sønder Vilstrup fuldt ud.

LÆS OGSÅ:
Mærkesag: åbenhed om depressioner

Lars-Peter Melchiorsen har været en yderst aktiv mediedebattør i de otte år, han har været landsformand for KLF, Kirke & Medier senest i en spids kommentar til en live sexudstilling i Silkeborg og en påmindelse til DR i forbindelse med stationens omdiskuterede ramadanfejring for nylig: Jeg glæder mig til at se en lignende begejstring for jul og påske!, var hans budskab.

På spørgsmålet om, hvad det vigtigste, der er sket i Lars-Peter Melchiorsens formandsperiode, er, svarer han prompte: DR Kirken. Den direkte tv-transmission af en gudstjeneste kl. 14 hver søndag eftermiddag har KLF, Kirke & Medier argumenteret for i mange år.

Men også dialog er Lars-Peter Melchiorsens mærkesag. Og de, som kender ham, ved, at han netop er god til den ligeværdige samtale, hvor lige dele aktiv lytning og klar tale er kendetegnet. Derfor håber han, at der i det nye medieforlig fortsat vil være plads til at snakke ansigt til ansigt med ledelserne i Danmarks Radio og Tv 2. Forpligtelsen til at fordele stoffet efter befolkningens sammensætning public service er altid på dagsordenen. For kirke og kristendom skal være en naturlig del af det danske mediebillede og dermed af det offentlige rum, pointerer Lars-Peter Melchiorsen og fortsætter: Målgrupperne for de traditionelle kirkelige programmer er konstant i farezonen for at miste tilbud og muligheder. Samtidig er sagen for vigtig til ikke at nå ud til nye målgrupper. Derfor er det vigtigt, at KLF, Kirke & Medier fortsat har mod til at lade mediefolk formidle kristendom på nye måder og ikke reagerer negativt på forandring. DR Kirken, Før Søndagen og Dagens Ord er gode eksempler.

Lars-Peter Melchiorsen er nu præst i Sønder Vilstrup Sogn i Sønderjylland på 65 procent. Han er desuden formand for Toftlund Biograf.

Han er gift med Gerda, som er sognepræst i Toftlund, og parret har tre børn.