Prøv avisen

Kunst skal være oplevelser

John Hunov ejer en af de største private kunstsamlinger i Norden. Foto: .

John Hunov var allerede som barn interesseret i kunst. Siden blev han en toneangivende kunstkritiker og -samler. I dag fylder han 75 år

Kunstsamleren og -formidleren John Hunov er en person, som de fleste i kunstverdenen har en mening om og han har så også en mening om dem. Især lederne af landets kunstmuseer, som han ikke er voldsomt begejstret for. Han finder, at de ikke er nær markante nok, og at udstillingerne herhjemme er vandede. Derfor arrangerer han selv udstillinger, hvor indholdet er mere i hans smag.

LÆS OGSÅ: Kunst i strandkanten

I alt har John Hunov haft ansvar for over 100 udstillinger, som har delt meningerne om ham og om det, han får op på væggene. Han har blandt andet introduceret Bjørn Nørgaards berømte hesteofring, og separatudstillinger med de tyske giganter Jörg Immendorff og Georg Baselitz samt Per Kirkeby indgår i hans bagkatalog. John Hunov tegnede og malede selv som barn, og allerede da var de vægge, der var til rådighed, dækket af billeder. Også trangen til at se kunstudstillinger har fulgt ham siden de helt unge år, og han råder stærkt forældre til at tage børnene med på museer, lige meget om de vil eller ej. De vil takke ham senere, spår han.

Denne bidske gårdhund i den danske kunstverden, som nogle har valgt at benævne ham, har tidligere ernæret sig som bankfuldmægtig. Svært at tro, men sandt, og efter bankens lukketid købte han og hustruen, Birte Inge Christensen, kunst. Ofte spottede Hunov et talent så tidligt, at værkerne var til at købe for billige penge, og blandt andet derfor er parret nu indehavere af en meget stor kunstsamling, som ud over maleri på lærred udført af både danske og udenlandske hænder også rummer et stort antal genstande: industrielt design, keramik, glas og plakater. Og slips...

Og Hunovs interesse for og viden om klassisk musik fortjener også at blive nævnt. Også her er han ikke helt som alle andre musikanlægget spiller både Bach, opera og Sort Sols rock. Endelig har han i årtier deltaget i kunstdebatten i medierne, og i 2007 kom selvbiografien Snot og harsk.

John Hunov modtog i 2004 Høyens Medalje. Hans titler er mange, blandt andet kurator, anmelder, redaktør og meget mere, men det er stadig den grænseoverskridende og bevidsthedsudvidende kunst, der har hans interesse. Efter eget udsagn samler han på oplevelser, ikke på kunst.kronholm@k.dk