Mands minde var engang et udtryk, der satte ord på, at alle kunne huske tre generationer tilbage. Man vidste, hvor man kom fra, og man blev, hvor man var. Men så blev alting moderne, tempoet og bevægeligheden accelererede, og mands minde gik nedenom og hjem. Resultatet blev, at mands minde er svær at få øje på i Sønder Nissum, Staby og Humlum.
”Mands minde findes ét eneste sted, i Blichers noveller, i Jeppe Aakjærs digte, i Hans Smidths hedemalerier, i Thorvald Aagaards melodier, i Hartmanns melankolske tonsætning og i Hans Edvard Nørregaard-Nielsens erindringsværk. Her er mindet forseglet,” sagde journalist og forfatter Ulrik Høy, da han i 2000 holdt talen i forbindelse med, at Hans Edvard Nørregaard-Nielsen modtog Weekendavisens Litteraturpris.
”Mands minde” var titlen på bogen fra 1999, og den blev siden fulgt af ”Riber ret” (2001), ”Noget nær” (2004) og ”Som sagt” (2008). Især de første to bøger udløste en regn af priser og anmelderroser og skaffede den højt dannede kunst-feinschmecker med den simple nordjyske landbo-baggrund et stort publikum. ”Mands minde” ramte et eller andet i befolkningen dengang ved udgangen af de snæversynet fremadskuende 1990'ere - umiddelbart inden passagerflyene ramte skyskraberne i New York.
En påmindelse om, at noget, som havde eksisteret længe, var ved at være forbi, og at den nutidige verden led af hukommelsestab herom. En verden fuld af hårdt arbejde, afsavn og strenge skolelærere. Men også en verden med rødder, kontinuitet og værdier. Ikke en verden, der var værd at holde kunstigt i live, men nok en verden, der var værd at erindre og blive klog af.
I dag fylder Hans Edvard Nørregård-Nielsen 70 år. I 2013 fratrådte han som formand for Ny Carlsbergfondets direktion, en post han nåede at bestride i et kvart århundrede. Inden da var han en flittigt skrivende mag.art. i kunsthistorie, kritiker ved dagbladet Information og museumsinspektør ved Ny Carlsberg Glyptotek. Han har skrevet store værker om dansk guldalderkunst, ikke mindst Christen Købkes værker, om arkitekturhistorie og om den enorme betydning for dansk kunst og kultur, Ny Carlsbergfondet har haft, siden brygger Carl Jacobsen i 1902 indtog den chefpost, som Hans Edvard Nørregård-Nielsen siden fik.
Det folkellige gennembrud kom med de små erindringsbøger, der var gennemsyret af den særlige unostalgisk-poetiske nørregaard-nielsenske tone. En tone, der trækker lige meget på en ekstremt veludviklet sans for de virkeligt betydningsfulde detaljer i det erindrede og på al den æstetiske dannelse, som det levede liv både er blevet brugt på og holdt op imod.
Den personlige rejse gik fra den lille by på landet ved Limfjorden via Det Kongelige Opfostringshus i nordsjællandske Hellebæk til Ribe Katedralskole. Det var år med hårdt arbejde, strenge regler og med en kærlighed til digtningen, kunsten og salmebogen. Siden fulgte år med beatleshår og cigaretter uden filter, avisskriverer og møde med den kulturelle elite. Et mønsterbrud, der førte ham ind på først det teologiske, siden det humanistiske fakultet ved Københavns Universitet og hele vejen videre til de mørkebrune paneler og bonede gulve i Ny Carlsbergfondets pompøse bygning i det indre København.
Men ikke mere mønsterbrud, end at barndommens naturoplevelser, faderens litteraturbegejstring og hjemegnens fightervilje var drivkraften for det hele - også da han etablerede sig med sin familie i velhaverkvarteret Ordrup og måtte slås med alle de sociale normer fra de øverste samfundslag, han ikke kendte til. Og uanset hvor bonede gulvene var, blev Hans Edvard Nørregård-Nielsen ved med at føle, at fødderne, der gik på dem, tilhørte den lille dreng i træsko fra Sønder Nissum.