Kunsten gør hendes liv rigere

Lønnen er glæden ved at være på museet, siger Grete Schøler, der er en af de mange og helt uundværlige frivillige på Museet for Religiøs Kunst i Lemvig. Museet fejrer i denne weekend 25-årsjubilæum

For Grete Schøler har det været en dejlig oplevelse at møde den nu afdøde kunstner Bodil Kaalund i forbindelse med det frivillige arbejde på Museet for Religiøs Kunst. Her er hun foran Kaalunds maleri ”Den yndigste rose”, som er med på den retrospektive jubilæumsudstilling ”Husker du?”. – Privatfoto.
For Grete Schøler har det været en dejlig oplevelse at møde den nu afdøde kunstner Bodil Kaalund i forbindelse med det frivillige arbejde på Museet for Religiøs Kunst. Her er hun foran Kaalunds maleri ”Den yndigste rose”, som er med på den retrospektive jubilæumsudstilling ”Husker du?”. – Privatfoto.

Når Grete Schøler vil beskue Museet for Religiøs Kunst, behøver hun sådan set blot at kigge ud af vinduet. Fra sit hjem på den østlige side af Nissum Bredning i Lemvig kan hun på den anden side af vandet se stedet, som hun mener, må være et af Danmarks absolut smukkest beliggende museer.

Den 75-årige pensionerede skolesekretær nøjes dog ikke med at se. Hun kender museet indgående, for hun kommer der flere gange om måneden. I halvdelen af det jubilerende museums 25-årige levetid har hun været frivillig medarbejder på museet. Dermed er hun en vigtig brik i det puslespil, der får museet til ikke bare at overleve, men til at have succes både kunstnerisk og i antallet af besøgende. Med kun halvanden fuldtidsansat er Museet for Religiøs Kunst dybt afhængigt af de omkring 45 frivillige medarbejdere, der møder op i hold af to eller tre i museets åbningstid og til særarrangementer som omvisninger og foredrag.

For Grete Schøler er det tilsvarende en stor glæde at være med til at holde museet i gang. Hun øser velvilligt ud af den energi og det overskud, som hun ikke længere skal bruge på det ordinære arbejdsmarked. ”Lønnen ved at komme her er glæden ved at komme her,” som hun siger og tilføjer, at livet ikke er nok i sig selv, men først giver rigtig mening, når man kan gøre nytte. Fællesskabet med de andre frivillige er en bonus, der kommer oveni, mener hun.

”Da jeg holdt op med at arbejde, vidste jeg, at jeg ikke ville være passager i resten af tilværelsen. Derfor henvendte jeg mig til museet for at blive frivillig,” fortæller hun.

Foruden sine egne vagter som billetsælger, kaffebrygger, og hvad der ellers er brug for, er hun medlem af det frivillig-udvalg, der arrangerer prøvevagter og oplæring for nye frivillige. Desuden er hun formand for Støtteforeningen, hvis årlige generalforsamling udpeger flertallet af museumsbestyrelsens medlemmer. Det var i sin tid frivillige organiseret i den støtteforening, der fik skabt museet. Det var dog længe før, Grete Schøler fik sin jævnlige gang der. På det tidspunkt var hun stadig i fuld vigør som lægesekretær på Lemtorpskolen i Lemvig. Her nød hun det kollegiale samvær med kollegerne. En form for samvær, hun nu har fået igen på Museet for Religiøs Kunst, blot med nogle andre mennesker. Hendes mand er i øvrigt også frivillig på museet.

Grete Schøler er født og opvokset på Mors og havde som ung ikke set for sig, at hun skulle komme til at bo i Lemvig, hvor hun nu har været i snart 50 år. Hun og hendes mand Ole Schøler, som også er morsingbo, flyttede som unge til Aarhus for at studere og havde egentligt forestillet sig, at de skulle bo der. Men så blev der jobs til dem begge i Lemvig. For hendes vedkommende først på kommunens skattekontor og siden på skolen. De blev så glade for byen, at de blev hængende. Deres to nu voksne døtre er opvokset i limfjordsbyen, men nu flyttet til København.

Interessen for kunst og kultur har altid været til stede i Grete Schølers liv og er bestemt ikke blevet mindre, efter hun er blevet tilknyttet museet. Hun har med egne ord oplevet mange højdepunkter med de skiftende udstillinger i årenes løb og nævner i flæng Chagall, Thomas Kluge, Dronningen og ikke mindst Bodil Kaalund.

”Kunst åbner mit hjerte og gør mit liv rigere,” siger Grete Schøler, der især føler sig priviligeret over at have lært nu afdøde Bodil Kaalund at kende. Arbejdet på museet har udvidet hendes interesse for kunsten og givet appetit på mere. Det sker nu tit, at hun og ægtemanden besøger kunstmuseer i andre dele af landet.

I anledning af 25-årsjubilæet er alle museets frivillige i den kommende uge inviteret til et særligt arrangement.8