Kunstformidling er hendes hjertesag

Direktør for KunstCentret Silkeborg Bad Iben From, der i dag fylder 50 år, fattede allerede i gymnasietiden interesse for antikkens kunst

Iben From ser det som en berigelse af tilværelsen at opleve forskellige former for kunst.
Iben From ser det som en berigelse af tilværelsen at opleve forskellige former for kunst. . Foto: KunstCentret Silkeborg Bad.

Det var i første omgang antikkens kunst, som fik Iben From til at senere at forfølge kunsthistorie som studievej. I gymnasiet blev eleverne sendt til Ny Carlsberg Glyptotek, og senere rejse hun selv til Grækenland og så på det, som endnu findes der.

Efter skoletiden arbejdede hun med biodynamisk landbrug, tømrerfaget og det småbørnspædagogiske område, men da hun valgte uddannelsesvej, blev det kunsthistorie. Da studietiden begyndte, var det hele tiden med et parallelt forløb af forskellige småjobs med rengøring og gartneriarbejde, men hun var også med til at indtaste tusindvis af informationer i Kunstindeks Danmark.

Hendes interesse for levende formidling gjorde, at hun i perioder var tilknyttet Køge Skitsesamling, Sophienholm, Gammel Holtegaard og Statens Museum for Kunst som omviser.

Siden Iben From fik sin kandidatgrad fra Københavns Universitet i 1997, har hun været fuldtidsbeskæftiget med kunstformidling. Som direktør for KunstCentret Silkeborg Bad kan hun bringe sin store interesse for god formidling i relation til den nutidige kunst. Hun ønsker at være med til at udvikle formidlingsmetoderne løbede, så de svarer til nutidens behov, og så endnu flere kan få gode oplevelser og mere forståelse for billedkunstneres måde at arbejde på.

Med en masteruddannelse i museologi for nu ni år siden, sideløbende med jobbet, fik hun nye perspektiver på kunstinstitutionens rolle og inspiration og mulighed for at diskutere metodiske strategier med ligestillede kolleger fra de nordiske lande.

Iben From har været medlem af Silkeborg Zontaklub 2002-2014 og bestyrelsesmedlem i AOF Silkeborg 2009-2014. I 2004 skrev hun en bog om maleren Jørgen Boberg, og i 2013 skrev hun om Silkeborg Vandkuranstalts historie.

Iben From er gift med planteavlskonsulent Karsten Nielsen, der driver virksomheden KN Mark fra parrets fælles adresse i Virklund.

Ferier bruges på afkobling med vandreture eller lignende. At læse skønlitterære bøger er en interesse, der har fulgt Iben From siden ungdommen, og hun holder både af at følge, hvad der kommer fra danske og udenlandske forfattere. I mange år abonnerede hun på S.O.L. - serien for oversat litteratur. I fritiden dyrker hun også klublivet, blandt andet i Rotary, ligesom hun er engageret i Foreningen KK44 (Kristendoms- og kulturugerne i Silkeborg).