Kunsthistoriker Lise Bek: ”Det vigtigste er, at jeg er her stadigvæk”

Livet spænder ustandseligt ben for de planer, man lægger, og derfor er det vigtigt at kunne sadle om, siger kunsthistoriker Lise Bek. I dag fylder hun 85 år

Kunsthistoriker Lise Beks liv har været styret af de ydre omstændigheder. Når livet flytter rundt på forventningerne, må man spørge sig selv: ’Hvad kan jeg gøre i denne her situation for at klare det’, siger hun.
Kunsthistoriker Lise Beks liv har været styret af de ydre omstændigheder. Når livet flytter rundt på forventningerne, må man spørge sig selv: ’Hvad kan jeg gøre i denne her situation for at klare det’, siger hun. Foto: Niels Aage Skovbo/Fokus.

Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?

”I 2011 faldt jeg ned af en trappe og var få centimeter fra at banke hovedet ind i en stenvæg. Min mand var syg i flere år og døde for halvandet år siden. Selv blev jeg grundigt opereret midt i det hele. Det vigtigste er, at jeg stadig er her.”

Hvad er det vigtigste, du har gjort for at få den tilværelse, du gerne ville have?

”At jeg begyndte at læse kunsthistorie. Der sker så mange ting, hvor man kan blive afsporet her i livet, men jeg har holdt fast ved, at jeg skulle være kunsthistoriker. Jeg var nyuddannet, da min første mand døde helt uventet ved en fejloperation for blindtarmsbetændelse. Jeg var 33 år og stod alene med en søn på fem. Det var ikke, hvad vi havde planlagt, og det var ikke nemt at komme over. Dér kunne jeg godt have opgivet det hele, men jeg har prøvet at holde snuden i sporet, hver gang livet bød på sådan nogle ting.”

Hvilket råd vil du give til andre, der gerne vil ind på samme område som dig?

”At man skal brænde for sagen. Kunsthistorie er ikke et 8-16 job, hvad enten man går museums- eller undervisningsvejen. Man skal være kreativ og nytænkende, og man skal have nysgerrighed og lyst til at prøve kræfter med tingene.

Det, man ønsker, lykkes ikke hver gang, og jeg har ofte sagt til mine studerende, at man aldrig kun skal holde på én hest i væddeløbet. Man skal have en udvej og være åben for, at der er flere måder, man kan arbejde i faget på. Jeg har for eksempel også været gymnasielærer og arrangeret kunst-rejser til Italien.”

Hvilken sorg eller hvilket tab i dit liv vil du nævne her?

”Min første mands død er et af de største. Det har også været en sorg at miste min anden mand, om end det var på en helt anden måde, fordi jeg var mere erfaren, og fordi døden er mere forventelig, når man når min alder. Men det er rigeligt at blive enke to gange i sit liv.”

Hvornår udviste du mod og sprang ud på ”de 70.000 favne”?

”Det gjorde jeg, da jeg sagde til mine forældre, at jeg ville læse kunsthistorie. Jeg har altid haft problemer med mit syn, og de mente, jeg skulle læse til fysioterapeut i København, for det kunne man håndtere med mit syn. Jeg var på ferie med en veninde og hendes forældre på Fanø, da jeg satte mig ned og skrev et brev til dem om, at jeg agtede at starte på kunsthistorie til september. De prøvede at tale mig fra det, uden held. Man er tit ude, hvor man næsten ikke kan bunde. Jeg er ofte kommet ud steder, hvor jeg virkelig har skullet tage mig sammen og beslutte, at nu skal det være, ligesom da jeg skrev til mine forældre. Men havde jeg ikke gjort det, var jeg blevet fysioterapeut, og det tror jeg ikke, jeg var blevet glad for.”

Hvor ser du dine forældre i dig selv?

”Min far var landsretssagfører, og hans slægt var bønder fra Vestjylland og studehandlere fra de store gårde på Djursland. Min mors slægt har været af den mere kreative type. Jeg har en blanding af begge dele, og jeg tror, det er, hvad man skal bruge, når man skal beskæftige sig videnskabeligt med noget: Man skal på én gang kunne tænke rationelt og være kreativ. Jeg tror i det hele taget, at den kombination er gavnlig her i livet.”

Hvad ville du gerne have gjort anderledes?

”Det er svært at svare på, for mit liv er i høj grad blevet formet af de ydre tilskikkelser. Hver gang jeg har lagt en plan, så er der noget udefra, der har ændret den. Min anden mand var præst. Han fik embede i Esbjerg, og jeg havde for eksempel ikke forudset, at jeg skulle ende 15 år dér. Fra de seneste år kan jeg nævne, at vi byggede et hus i Elsted uden for Aarhus, hvor vi regnede med, at vi skulle bo til vores dages ende. Men så blev han syg, og vi endte i Aarhus midtby.

Når man går på en vej, og den pludselig er spærret, så må man finde en anden. Jeg har forsøgt at gøre det til noget, der ikke bare var surt, men som kunne blive til min fordel. Det gode er jo, at der er folk, der er værd at have med at gøre alle vegne. Man træffer flere sjove, venlige og hjælpsomme mennesker end det modsatte.”

Hvad tror du på?

”Kan du ikke høre det? Jeg har været præstekone i mange år, og det tror jeg ikke, man kan holde til, hvis man ikke tror på noget. Jeg er kristen, og det betyder også noget for overlevelsesevnen. Det betyder blandt andet, at man tror, der er noget uden for én selv og større end én selv. På den måde drejer alting sig heller ikke om én selv, men mere: ’Hvad kan jeg gøre i denne her situation for at klare det’. Og: ’Hvad kan jeg gøre for at komme andre til gavn?’. Der er kunsthistorie måske i nogles øjne et dårligt valgt fag. Men min holdning er, at et samfund uden ordentlig kunst ikke er noget ordentligt samfund, for kunsten er et middel til at gøre oprør.”

Beskriv en scene fra din barndom

”Der er en tilbagevendende scene. Jeg var fire år, da krigen startede, og ni, da den sluttede. I den alder forstår man ikke meget af, hvad der foregår, men jeg forstod uhyggen: Nazister der marcherede med deres geværer to og to på fortovet, og luftalarmen der jog os ned i den mørke fyrkælder. Men om aftenen, når vi sad i stuen – hvor man ikke måtte bruge meget lys – kravlede jeg op på skødet af min far. Han sad i lænestolen og læste op. Af gamle drengebøger og klassikere som ”Den sidste mohikaner”. De læseaftener bragte mig væk fra krigen, og der fik jeg smag for litteratur.”